Smid ham da bare ud på gaden. Jeg fandt naboens indekat under sneen, men ejeren nægtede at redde ham
Sanne har altid været lidt skeptisk over for naboens kat. Det var ikke, fordi hun hadede katte slet ikke men den her kæmpe stribede bølle havde virkelig trådt hende over tæerne en dag.
Det her er historien om, hvor vigtigt det er at bevare sin medmenneskelighed uanset hvad.
Den sommer begyndte naboens kat, Asger, at bruge Sannes urtehave som toilet. Sanne opdagede ham flere gange midt i hendes lille bitte have han gravede ivrigt jorden op, som om han var i gang med at lave arkæologiske udgravninger. Sanne skreg af ham, men han pilede bare væk uden at blinke. Kolonihavehuset, som hun havde arvet fra sin mormor, lå perfekt i udkanten af Roskilde, tæt nok på byen men alligevel midt i ro og grønne omgivelser.
Gik man bare lidt længere ned ad vejen, stod der gamle bindingsværkshuse og høns gik frit rundt det var ren landsbyidyl. Men vejen ind mod byen lå lige for enden, så hun kunne nemt smutte ind til København, hvis det kneb. Da mormor stadig levede, elskede Sanne at tage derud, og også efter hendes død tog hun ofte vennerne med i weekenden: de sad i haven, brugte den gamle brændefyrede sauna, grillede pølser og samlede brombær hos naboen. Hvis man gik en tur ind i den lille birkeskov, kunne man fylde kurven med kantareller på ingen tid. Der var ro og frihed alt, hvad man har brug for til at koble af. Sannes kusine Mette boede også i området, og de havde altid hængt sammen siden barndommen havde de haft det, man kunne kalde et tæt søsterskab. Have, å, grill man kedede sig aldrig.
Sannes eget jordlod var beskedent, et par rækker radiser og salat, lidt purløg og vintergækker. Ikke stor have, men hendes egen alligevel. Og det var netop det lille stykke, naboens kat forvandlede til sin egen private sandkasse. Sanne klagede til Asgers ejer, fru Anne-Marie, men hun svarede bare, mens hun rullede med øjnene: Jamen, hvad vil du have, jeg skal gøre? Skal jeg stå vagt dagen lang! Kast en gren efter ham, hvis du ikke kan fange ham!
Den hårde tone skyldtes egentlig, at Asger havde tilhørt Anne-Maries afdøde mand, Poul Erik. Anne-Marie havde altid sagt: Katte, dem har jeg så rigeligt af i mit liv, jeg er hunde-menneske! Men for et par år siden døde Poul Erik, og Asger blev hængende hos hende ikke af lyst, mere af nødvendighed.
Asger klarede sig selv. Han fangede mus med bravur det blev endda sagt, at han havde fanget fisk i åen. Tidligere havde han været med sin gamle ejer ude at fiske, og så længe han havde tag over hovedet og varme inde, var han glad.
Sanne prøvede lidt af hvert mod Asger: hun snakkede med ham, forsøgte at ødelægge hans planer med godbider, indekatteslik. Men det gad han ikke røre. Han så bare på hende, kneb øjnene sammen og holdt fem meters afstand, uanset hvad hun lokkede med.
Fyldt med frustration sprøjtede Sanne ham engang over med iskoldt vand fra haveslangen. En anden dag gik hun ud at luge ukrudt med en fløjte så snart hun så Asger, fór hun rundt og fløjtede hysterisk efter ham, som en dommer på en fodboldbane. Da katten sprang over plankeværket og så anklagende tilbage, måtte Sanne lægge sig flad af grin; som om han ville sige: Det der var snyd, Sanne! Aftalen var en anden! hvorefter han skred.
Anne-Marie kiggede på hendes og kattens daglige bataljer med et halvt smil, for nu havde hun selv masser at tage sig til hendes datter havde nemlig afleveret den lille toy terrier, Bella, på sommerferie. Og Asger var nu kun én blandt flere firbenede. For at løse haveproblemet slæbte Sanne tre store sække savsmuld hjem og lagde det ud i et hjørne af haven, hvor der kun voksede brændenælder Asger syntes, det var et hit og lavede kun udgravninger derfra. Sanne takkede i sit stille sind, men lagde hurtigt mærke til at Asger stadig fulgte hende med blikket, fra buskene, taget og huller i plankeværket. En nat gik hun ud, og pludselig lyste et par øjne op i mørket der var han igen! Hele landsbyen må ha hørt hendes skrig den aften. Sanne og Asger var bestemt ikke dus man vidste aldrig, hvor han dukkede op næste gang.
Da sommeren blev til efterår, skulle Sanne tilbage til sine studier på universitetet i København. Nu var hun kun i kolonihaven i weekenderne.
Så en weekend, da hun kom ud på bagtrappen om morgenen, så hun en bunke dækket af sne. Det var Asger. Hele den store kat sad sammenkrøbet, dækket af sne, med istapper i knurhårene. Han var tavs, løftede ikke halen, ikke et miav kun sad han der, helt stille. Sanne strøg sneen væk og mærkede, at han var iskold. Da hun varmede ham med et tæppe og stadig ingenting skete, blev hun for alvor bekymret. Han forsøgte at miave, men der kom knapt en lyd.
Sanne samlede ham op, bar ham ind og pakkede ham ind i en plaid, varmede hans ansigt og smeltede isen i hans knurhår med et lunt viskestykke. Han gjorde ingen modstand han havde simpelthen ikke flere kræfter. Hun lagde varme vandflasker omkring ham, og gik straks over til Anne-Marie.
Men Anne-Marie var urokkelig: Han bor ude i skuret nu. Han tissede over hele huset, den bandit, og jeg lader ham ikke komme ind igen! Sommeren havde ikke været et problem, men efter Bella var flyttet ind, og Asger begyndte at angribe hunden og markere territorium, var det slut. For husfreden skyld blev katten sat udenfor.
Han havde overlevet sommeren derude. Men vinteren i et utæt skur blev for meget. Sanne forsøgte at tale Anne-Marie til fornuft: Han er gammel, han kan ikke klare sig ude mere. Svaret var kort: Jeg har sat tørfoder i en skål han må spise det eller dø! Smid ham udenfor!
Tilbage i kolonihaven forstod Sanne: Asger var ikke kommet til hende uden grund. Han søgte hjælp. Han havde givet op på sin gamle ejer og var kommet til hende, som han havde kæmpet mod hele sommeren.
Sanne ringede rundt til alle hun kendte om ikke nogen ville tage en voksen kat. Men uden held. Mette foreslog at Asger kunne komme i stalden til køerne og grisene det var varmere der end udenfor, men ind i huset kunne hun ikke tage ham, for de havde allerede både en kat og en hankat.
I mellemtiden havde Asger fået det bedre, og han hoppede forsigtigt ud af tæppet, gik lidt rundt i stuen, strøg forbi Sannes ben og satte sig foran hende, og kiggede direkte op. Som om han ventede på sin dom. Sanne sukkede og ringede til sin mor hendes mor havde aldrig villet have dyr i lejligheden, men efter at have tænkt på Poul Erik, der altid havde hjulpet mormor og været god mod alle, blev hun blød om hjertet. Hun begyndte at græde, da hun tænkte på den gamle kat, der ikke længere var elsket nogen steder.
Derfor kom beslutningen af sig selv.
Sanne købte en stor plastikbox med håndtag hos den lokale Brugs, lagde et tæppe i bunden og løftede Asger forsigtigt i. Så tog hun tog toget med ham ind til København. Det blev begyndelsen på et nyt kapitel for den gamle kat.
