Skrub af! Jeg siger det, skrub af! Hvad går du her og driver rundt for?! fru Karla Mathiesen satte med et brag et stort fad dampende lune boller på havebordet under det bugnende æbletræ og viftede Torben væk, nabodrengen. Altså, hjem med dig! Hvornår begynder din mor egentlig at holde øje med dig Din dovne knægt!
Torben, tynd som et stykke knækbrød og altid kun nævnt ved sit langvarige kælenavn, sendte et sørgeligt blik til den strikse nabo og traskede tilbage mod sit eget vindfang.
Det enorme hus var delt op i flere lejligheder; men kun halvanden familie boede der sådan rigtigt: Povlsens, Simonsens, og så Karpen Line med hendes Torben, altså “Græshoppen”.
Sidstnævnte bogstaveligt talt kun “en halv”, som ingen rigtigt regnede med, før de virkelig havde brug for hjælp. Line var ikke noget der krævede ekstra opmærksomhed; tidsforbrug på hende fandtes slet ikke på naboernes prioriteringsliste.
Line havde ud over sin søn ingen. Ingen mand, ingen forældre. Hun sled og slæbte, som hun nu kunne. Alle kiggede skævt til hende, men holdt sig for det meste i ro, med undtagelse af de gange Græshoppen skulle jages væk, hvad der skete temmelig ofte. Han blev altid kaldt Græshoppen, og det var let at se hvorfor: lange tynde arme og ben, stor hoved, og en hals der måske ikke ville overleve et stærkt pust.
Græshoppen var ikke nogen lækkerbisken: pivskæv, genert, men også drønhamrende god. Kunne aldrig gå forbi et lille barn der græd; straks ville han trøste, og blev straks overvåget af bekymrede mødre, der ikke kunne have sådan en Fugleskræmsel tæt på deres små poder.
Hvad egentlig Fugleskræmslet var, havde Torben længe ikke vidst indtil hans mor forærede ham en bog om en pige Elly og et Fugleskræmsel, og så gik det op for ham, hvorfor netop det navn.
Mærkeligt nok blev han ikke fornærmet. Torben forestillede sig, at dem som kaldte ham Fugleskræmslet jo vidste fra bogen, at det var én som hjælper alle, god og klog, og sommetider endda bliver hersker over en by.
Det fortalte han også Line, og hun så ingen grund til at tage illusionen fra ham. Verden var i forvejen fuld af ondskab, og Torben ville nok senere få det serveret med skefulde. Lad ham bare glæde sig lidt over sin barndom.
Line elskede sin søn. At hans far stak af og Line selv fik Frihedens Pris allerede på fødestuen, prøvede kun at skubbe barselsjordemoderen af, da hun hviskede, at drengen ikke var som andre.
Find på noget bedre! Min søn er verdens kønneste barn!
Det siger jeg jo heller ikke noget imod han bliver bare ikke den skarpeste
Det vil tiden vise! Line strøg sønnens ansigt og græd.
De første to år slæbte hun ham nonstop til læger, fik ordnet at kommunen tog fat i en alvor, dirrede gennem byen i en bus, tvær over en gammel brugs, den tynde dreng pakket ind som en dynefugl.
Hun ænsede ikke folks blikke og kom nogen med råd, kunne hun omgående forvandle sig til en snerpet ulvemor:
Giv da dit eget barn væk, hvis du ved alt! Nej? Nå, så tak jeg ved bedst!
Før toårsalderen indhentede Torben sine jævnaldrende og lignede andre børn, bortset fra det der med skønheden: stor hoved, lidt trykket for oven, arme og ben som tændstikker, og Line kæmpede for at give ham mad, hun knap selv fik.
Hun gik på kompromis med alt, for at give ham det bedste. Det kunne ses på hendes egen figur, men Torben blev sjældent syg; lægerne så mere på Line end drengen.
De mødre kan tælles på én hånd! Tænk, en gang var han ved at få diagnosen handicap nu? Se på ham! Stærk! Så klog!
Ja! Min dreng ER sådan.
Næh, nu mente vi faktisk mere dig, Line! Du er snusfornuftig, virkelig dygtig!
Line rystede på hovedet. Hvad var det at rose? Burde mødre ikke altid beskytte og elske deres børn? Det var ikke noget særligt hun gjorde jo bare det, man skulle.
Da Torben skulle begynde i skole kunne han både læse, skrive og regne; desværre stammede han en del. Det overskyggede nogle gange alle talenterne.
Torben, du har snakket nok! Tak, nu må Mads læse næste afsnit, sagde læreren og forærede mikrofonen til en klassekammerat.
Senere beklagede hun sig i personalestuen over, at drengen egentlig var udmærket, men hans forelæsninger var ikke musik i ørene. Heldigvis holdt hun kun ud i to år; blev gift, gik på barsel, og Torbens klasse endte hos en anden.
Marie Iversen var en ældre, men rap kvinde, og hun elskede børn præcis som i begyndelsen af sin karriere. Græshoppens væsen gennemskuede hun med det samme. Hun snakkede med Line, sendte dem videre til en dygtig talepædagog, og Torben fik lov til at aflevere opgaverne skriftligt.
Hvor skriver du flot! Det er en fornøjelse at læse!
Torben blomstrede af ros, og Marie Iversen læste hans svar højt, altid med en kommentar om, hvor dygtig han var.
Line kunne have kysset læreren. Men Marie Iversen stoppede ethvert forsøg på taknemmelighed.
Helt ærligt! Det er mit fag! Drengen er enestående og selvfølgelig skal det gå ham godt! Vent bare!
Torben sprang nærmest til skole; naboerne grinede.
Nå, så hopper Græshoppen igen så må vi også hellere i sving! Gud, så uheldig naturen har været mod ham. Hvorfor har hun dog beholdt ham?
Hvad andre tænkte om Line og Torben, vidste hun selvfølgelig udmærket. Men hun tog det roligt; hvis folk ikke har hjerte og sjæl, får du dem alligevel aldrig til at opføre sig ordentligt. Ingen grund til at spilde sin tid på at undre sig over folks mærkeligheder plant hellere en rose mere i haven.
Huset havde en stor fællesgård, hver med sin lille “plet” ved indgangen, sådan var det usagte regelsæt. Lines forhave var den flotteste. Der voksede roser og en stor syren, og trappen var dækket af mosaik lagt af gamle fliser, Line havde tryglet sig til nede i forsamlingshuset, hvor de netop havde renoveret. Mosaikken skinnede i solen som eksotiske skatte.
Giv mig dem! Line stormede ind på kontoret.
Øh, hvad? Direktøren gloede forbløffet. De fliser?
Hun måtte stå model til megen latter, men fik lov at tage dem. Med naboens trillebør transporterede hun stumper hjem fra morgen til aften, og Græshoppen sad stolt i trillebøren.
Hvad i alverden skal hun dog med det skrammel? undrede naboerne sig.
Efter få uger stod alle måbende over hvad hun havde kreeret ud af skramlet.
Line havde aldrig været på museum, ej heller i Grækenland. Men hendes sans for det smukke var skarp. Trappen blev et lokalt kunstværk.
Hold nu op! Det er jo et mesterværk!
Line svarede aldrig. Hvad ragede det hende, hvad de andre mente? Af alle komplimenter var hendes søns det vigtigste:
Mor, hvor er her smukt
Torben sad på trappen, kørte fingeren langs mosaikken og boblede af lykke. Og Line græd. Hendes dreng var glad. Det var ikke hver dag, han havde grund til at være det! En lærer, der roste ham, eller moren, der lavede noget lækkert og trak ham ind til sig og kaldte ham den klogeste og bedste det var de store glæder.
Venner havde Græshoppen ikke rigtigt, han var langsom til rundbold, foretrak bøger og blev alligevel holdt borte fra pigerne. Især nabokonen Karla hun havde ikke mindre end tre børnebørn, på fem, syv og tolv.
Hold dig væk fra mine børnebørn! truede Karla og rystede næven. Det er ikke for dig, du magre stængel!
Hvad der foregik i den permanente permanent-krøllede hjerne var et mysterium, men Line advarede Torben:
Gå uden om hende, Torben. Ingen grund til at stresse hende hvem ved, hun får måske et hjerteslag
Torben adlød han kom ikke engang nær hende, heller ikke den dag hun forberedte fødselsdag. Han gik lige forbi, ville ikke deltage.
Åh, min dårlig samvittighed! beklagede Karla, da hun dækkede fadet til med et broderet viskestykke. Folk vil sige, at jeg er nærig! Vent lidt
Hun stoppede ham og rakte ham to boller.
Værsgo! Og bliv nu inde, til din mor kommer hjem vi har fest! Forstået?
Torben nikkede, takkede endnu engang, men Karla havde travlt børnene skulle snart ankomme, og det store fødselsdagsgilde for lille Stine, den yngste, var i gang. Der var ikke plads til en langlemmet, ranglet Torben “Græshop”.
Hvad der senere skete, skyldtes måske, at boller ikke opvejer alt i verden.
Stine havde fødselsdag, og alle børnene, inklusive hendes søskende, fløj rundt på plænen. Torben kunne fra sit vindue se den lyserøde kjole stryge gennem græsset, Stine var som en ægte sommerfugl, og Torben stirrede betaget.
Mens de voksne sad tungt omkring langbordet og hældte kaffe og snaps indenbords, løb de små over på den store legeplads bag huset, ned ved den gamle brønd.
Torben satte sig ind på morens soveværelse for at følge dem tættere gennem vinduet. Han klappede i og heppede især da nogle ville sparke bold, andre begyndte på noget nyt.
Men pludselig forsvandt den lyserøde prik. Torben havde set bort et sekund nu var Stine væk.
Han kastede sig ud af huset, forstod på et splitsekund: Stine var ikke blandt gæsterne, heller ikke foran huset.
Hvorfor han ikke begyndte at råbe på hjælp, anede han ikke bagefter. Han fløj over græsset, og sprintede tværs over gården. Karla nåede lige at skræppe op bag efter ham:
Hvad sagde jeg om at blive indenfor?!
Ungerne lagde ikke mærke til noget, da Torben styrtede til brøndens kant. Han anede noget lyst dernede og råbte:
Tryk dig ind mod væggen!
Han kastede sig på kanten, lod benene dingle ned og hev sig selv ind over de rådne brædder. I mørket under ham vidste han, at det kunne gå galt. Men han tænkte kun på Stine.
Hun kunne ikke svømme, det vidste han, for han havde flere gange mødt hende og Karla på stranden, hvor farmor, til ingen verdens nytte, forsøgte at lære hende at svømme.
Da han røg ned i brønden, var det med viden: der var vitterligt ikke mange minutter.
Stine, allerede gennemblødt og bleg, kastede sig om hans hals, prompte, da han trådte vandoverfladen.
Det er okay! Jeg holder dig! sagde han, som moren havde lært ham. Og nu råber jeg!
Torben rodede mod væggene, prøvede ikke at skubbe hende ned igen, og skreg alt hvad han kunne:
Hjælp!
Han havde ikke en chance for at vide, om nogen hørte ham.
Samtidig var Karla på vej ud med den store fad andelår, og opdagede, at Stine var væk. Hun begyndte at råbe, så det gav genlyd i hele kvarteret. Kaos brød løs.
Imens var Torben slidt op, stemmen blev svagere. Sidste ord var bare:
Mor
Line, der var på vej hjem fra job, fik pludselig travlt uden at vide hvorfor. Hun sprang butikken over, løb forbi vinduessladder, og spænede hele vejen hjem i spandespurten opdagede hun, at noget var helt galt.
Karla var kollapset på Lines trappe, folk myldrede forvildet rundt. Line styrtede mod brønden, den hun så ofte havde bedt kommunen om at dække ordentligt til, men aldrig fået hjælp til.
Uden et sekund at tøve stormede hun tilbage, greb vasketøjssnoren, rullede den om sig, og råbte:
Følg med! Hold fast her!
Heldigvis var én af Karlas svigersønner ædru nok. Med snoren om Line firede han hende ned.
Stine var først, slap hende ikke, klamrede sig om Lines hals, og Line rystede af angst. Torben kunne hun ikke finde hun råbte, ledte, nærmest i desperation; mørket og det kolde vand gav hende kvælningsfornemmelser. Men hun kunne ikke give op.
Vær nu sød…
Noget koldt, vådt gled i hendes hånd, og hun hev Torben op, bange for at se, om han stadig levede. Hiv! skreg hun.
Og da hun blev hevet op igen, lød et hæst: Mor
Torben tilbragte to uger på hospitalet og kom hjem som lokal helt. Stine havde fået skrækken, lidt hudafskrabninger og en flænge i kjolen, men ellers ikke noget.
Torben havde det hårdere: et brækket håndled, vejrtrækningen skulle trænes op, men mor var hos ham, og veninden Stine kiggede ofte forbi.
Kære dreng, herregud, hvis ikke du Karla græd og krammede Torben Alt hvad du ønsker!
Hvorfor dog? Jeg gjorde bare hvad man bør? Man er vel en mand!
Karla, der ikke fandt ord, krammede ham igen endnu ikke klar over, at Græshoppen, der aldrig slap sit øgenavn, om nogle år ville sidde bag rattet i en pansret ambulance og trække sårede mennesker i sikkerhed under beskydning. Og han ville ikke skelne hvem, men hjælpe enhver, der råbte efter sin mor.
Og spurgte man Torben, hvorfor når han selv var blevet behandlet sådan? Så svarede han bare:
Jeg er læge. Sådan skal det være. Man skal leve og gøre det rigtige!
***
Kære læsere!
Er moderkærlighed ikke grænseløs? Line elskede sin søn, trods alt og alle, og hendes tro og omsorg fik ham til at blomstre. Troen på det gode i mennesket flytter bjerge selv de ranglet-vanskelige.
Ægte helte har ikke nødvendigvis stærke kæber eller flotte frisurer. Torben, lidt gnaven af udseende, men med et hjerte på rette sted og en uforlignelig mod, sprang uden tøven efter Stine og det var hans gerning, ikke hans udseende, der definerede ham.
For dem, der troede, han aldrig kunne blive noget, blev Torben og moren et eksempel på den slags styrke og værdighed, man ikke kan kalkulere på CBS. Og det vigtigste: At kunne tilgive og stadig gøre det rigtige.
Som Torben sagde: Jeg er læge. Sådan er det. Sådan skal det være.
Vi opfordrer til eftertanke:
Tror du på, at godhed, på trods af verdens forviklinger, altid finder en vej? Hvornår oplevede du, at de virkelige værdier ikke er synlige, men mærkbare?
For menneskelighed og varme kommer indefra og forvandler alt.
