Smerten ved at huske, umuligheden ved at glemme
April havde glædet os med varmt vejr, men i starten af maj faldt temperaturen pludseligt, og i to dage sneede det endda. De lange helligdage nærmede sig.
“Jeg har besluttet at besøge min mors grav. Det er længe siden,” sagde Marie til sin datter aftenen før helligdagen.
“Hvor længe bliver du? Bliver du hos familie?” spurgte Freja.
“Familie…” Marie tænkte sig om. “Mor døde tidligt. Jeg kan ikke huske min far. Jeg havde ingen søskende. Jeg bliver hos min kusine. Hun bor i vores lejlighed. Jeg ville ringe og advare hende, men jeg har ikke gemt hendes nummer. Måske havde hun ikke engang et telefonnummer. Jeg tror ikke, hun tager nogen steder hen. Men jeg havde tænkt mig at tage frem og tilbage på en dag,” svarede Marie.
“Kan jeg ikke komme med? Jeg har aldrig været i din hjemby,” sagde Freja.
“Jeg troede, du havde planer i helligdagen, så jeg spurgte ikke. Lad os tage sammen. Det er sjovere med to,” sagde Marie glad. “Du boede der indtil du var tre år. Kan du huske det?”
“Nej.” Freja tænkte et øjeblik og rystede på hovedet.
“Det var Nina, der engang besøgte os. Du var stor dengang. Da hun fandt ud af, at jeg ikke ville vende tilbage til byen, bad hun om at bo i vores lejlighed. Hun har altid drømt om at slippe væk fra landsbyen. Jeg hjalp hende dengang med at flytte ind. Vi kan overnatte hos hende, hvis vi ikke når at komme hjem samme dag.”
Tidligt om morgenen tog de af sted mod stationen. Mens de ventede på den lokale bus, så Marie sig omkring. Hun genkendte et par ansigter, men ingen vinkede eller kom hen til hende. Hun ville heller ikke selv kunne sige, hvem de var eller hvad de hed. Bussen var fyldt, næsten alle pladser var optagne.
“Er du nervøs? Det er jo alligevel et møde med fortiden, med minder,” spurgte Freja og lænede sig frem for at se ind i sin mors ansigt, da de havde sat sig i bussen.
“Fortiden er ikke altid lys og glad. Der var også ting, jeg helst ikke vil huske,” sukkede Marie.
“Taler du om far?”
“Også ham. Lad os ikke tale om det nu,” afbrød Marie skarpere end nødvendigt.
“Okay,” sagde Freja og lænede sig tilbage i sædet, stirrende frem for sig.
Snart forlod bussen stationspladsen og kørte gennem byen, som Marie stadig betragtede som sin. Motorens monotone brummen var beroligende. Frejas hoved faldt mod skulderen – hun sov.
Marie misundte hende. Hun stirrede på skoven, der blinkede forbi udenfor. Det lykkedes hende ikke at falde i søvn, uanset hvor hårdt hun prøvede. Hun var for anspændt. Så mange år havde hun gemt minder om fortiden væk i et fjernt hjørne af sin bevidsthed, men nu trængte de sig på, forstyrrede hendes ro og fik hende til at tvivle på, om det var rigtigt at tage tilbage til sin ungdoms by…
* * *
Den synkende sol kærtegnede de to venninders ansigter, mens de sad på altanen.
“I morgen er den sidste eksamen, og så er vi frie! Vi sender ansøgningen til universitetet og venter. Aktivt,” tilføjede Lotte. “Vi skal sove længe, svømme, gå ture, gøre, hvad vi vil.”
Mette vippede på taburetten med hænderne under sig.
“Hvad er der med dig? Mette, er du syg? Du er så bleg,” spurgte Lotte bekymret og kiggede nærmere på sin veninde. “Eller er du…”
“Er jeg hvad?” spurgte Mette skarpt uden at se på Lotte.
“Du ved godt, hvad,” sagde Lotte og holdt øjnene fast på hende. “Pigerne har sladret, at du og Nikolaj…” Lotte fuldendte ikke sætningen.
Mette stoppede med at vippe og blev helt stille. Nu så Lotte på hende med åbenlys nysgerrighed.
“Vær ikke dum. Der er og har aldrig været noget mellem mig og Nikolaj. Okay, lad os gå ind. Mor kommer snart hjem, og hvis hun ser, at vi ikke læser, bliver hun sur.” Mette rejste sig og gik ind i køkkenet gennem altandøren.
Døren klikkede, og moren kom hjem fra arbejde. Hun så sin datter med veninden og spurgte uden at sige hej:
“Har I læst alt til eksamen?”
“Hej, tante Hanne. Ja, vi har læst sammen, vi er klar,” sagde Lotte og klemte sig forbi i den smalle gang. “Nå, jeg går så?” sagde hun, enten for at spørge om lov eller for at sige farvel, mens hun så meningsfuldt på Mette.
“Gå du bare. I kan snakke i morgen,” sukkede moren og bar posen med madvarer ind i køkkenet.
Mette fulgte efter hende.
“Du ser så bleg ud. Er du syg?” spurgte moren, mens hun åbnede køleskabet. “Har du ikke spist noget?” Hun så på Mette.
“Jeg har ikke lyst. Det er for varmt. Jeg skal læse.” Hun rejste sig og gik ind på sit værelse.
Mette forlod studenterfesten tidligt. Maven vendte sig i hende af den trykkende varme. Hun sad længe på en bænk i nærliggende have, indtil hun frøs.
“Hvorfor er du hjemme så tidligt?” spurgte moren bekymret og lagde strikketøjet fra sig.
Mette satte sig på sofaen ved siden af hende.
“Er der sket noget?” spurgte moren med bekymring i stemmen.
Den lyserøde kjole understregede datterens blege ansigt.
“Mor, jeg er gravid,” sagde Mette og turde ikke se på hende.
“Hvad? Hvordan… Nikolaj? Jeg vidste, at jeres ture i biffen ikke ville ende godt,” sukkede moren og tog sig til brystet.
“Det er ikke Nikolaj.” Mette bed sig i læben, så det gjorde ondt.
“Hvem så? Gud! Er du blevet voldtaget?” moren nåede ikke at sige mere, før hun gispede og lukkede øjnene, mens hun kæmpede for at trække vejret. “Hvorfor sagde du ikke noget? Han skulle straffes…”
“Jeg vidste det ikke. Jeg var bange. Alle ville pege fingre af mig… Mor,” stemmen knækkede over af gråd.
Moderen tog datteren om skuldrene og holdt hende tæt.
“Du skal på hospitalet og få en abort. Hvor langt er du?”
“Jeg har været der,” hviskede Mette. “De sagde, jeg har negativ Rh-faktor, og at en abort er farlig. Og jeg er allerede langt henne.”
“Gud, hjælp os!” hviskede moren. “Okay, et barn er ingen sygdom. Vi klarer det. Men du må ikke gemme dig, du skal fortælle mig alt. Hvem er han?”
Mette trak sig væk.
“Nej. JegMen Mette vidste, at hun ville elskede Freja uanset hvad, og at hendes datter altid ville være det største lys i hendes liv.
