– Du er virkelig en slikpapir, Eigil! Hvis jeg kunne, ville jeg give dig en god omgang ris, men der er hverken tid eller kræfter til det længere! Så gammel er du blevet, og alligevel har du stadig ikke så meget som et gran forstand!
Mormor Signe spyttede for fødderne af sin nabo og haltede hjemad på sin dårlige fod. Hun havde gjort, hvad hun kunne resten måtte samvittigheden tage sig af. Folket havde ikke kunnet give ham fornuft, måske var det tid for skæbnen selv at tage over.
Kan du tænke dig?! Din egen mor, sendt på plejehjem! Hvilken skam! Ja, Klara kan ikke rejse sig mere, men er han hendes søn eller en fremmed onkel? Det er til at blive gal af! Hvis Signe havde haft kræfterne, havde hun ikke ventet et sekund. Taget veninden hjem til sig. Men sådan skulle det åbenbart ikke være
Og så stakkels Tanja. En sød pige, men hun kan ikke bære det hele alene. Hun blev i landsbyen, tog ikke til Odense og læste, da moren blev syg. Hun tog faktisk afsted først, men vendte så tilbage. Kunne ikke forlade sin mor og mormor. Forstod, at det var uoverkommeligt for Signe at passe datteren hun kunne dårligt nok hjælpe sig selv. Efter hun brækkede benet for to år siden er det bare blevet værre. Hun var halt før, men nu er det nærmest umuligt.
Den yngste datter havde tilbudt at tage Signe med til Aarhus, men lejligheden dér var for lille, ikke plads til mere end de netop havde nu. Svigersønnen, ja, han var flink nok, men ikke ligefrem nogen, der kunne ændre deres liv. De har to børn, og det er svært at få det hele til at løbe rundt. Signe kunne ikke længere hjælpe dem, som hun tidligere havde, hvor hun passede hus og børn. Nu En gammel skygge af sig selv, som Tanja altid blev vred, når hun sagde det men hvad hjælper det at blive sur, sandheden kan ikke laves om. Sundheden var der aldrig, og kræfterne forsvinder, som dug for solen. Om morgenen skal hun samle sig for at komme op af sengen som om hun samler gløder på en skovl. Op, op! Kom nu! Stå op! Gå nu!
Endnu godt, at Tanja, barnebarnet, er letfodet som et rådyr. Før Signe får sat gang i sig selv, har Tanja nået at klare alt i huset, hjælpe sin mor og løbe videre på arbejde. Hurtig! Har altid været sådan, lige siden hun kunne gå.
Signe fik først sin ældste datter Tanjas mor meget sent. Hun troede egentlig, at hun ikke skulle have børn. Havde aldrig ventet det.
Den første mand kunne aldrig tilgive hende for, at det blev ved ingenting. Han gik. Signe sørgede, men ikke dybt. Hun kunne se, at han aldrig havde elsket hende rigtigt. Hun brændte men han
Signe havde i sin ungdom været virkelig køn. Som en klar sommermorgen. Smukkere end nogen anden pige i området. Drengene sværmede om hende lige fra skoletiden, men hun holdt sig tilbage. Ventede på kærlighed. Hun troede, at den rigtige ville komme, snart, og så ville alt ændre sig, men han kom aldrig. Tiden gik, og hun holdt op med at kigge efter nogen. Blev stadig oftere irettesat af sin mor:
Du er for kræsen! Du bliver gammel jomfru!
Men hvordan forklarer man, at man ikke kan tvinge sit hjerte?
Så kom der en dag en ung mand hjem fra værnepligt i nabobyen. Signe kendte ham ikke han var vokset op et andet sted, men flyttede til sine bedsteforældre i landsbyen. Hvorfor, vidste ingen til at begynde med.
Men Signe gik til i forelskelse, så snart hun så Alex. Og han var ikke længe om at handle. Han bejlede kort efter. Signes mor var ellevild. Hvad var der at tænke over? Datteren var jo ved at have passeret alle bedste alder!
Der blev holdt et stort og festligt bryllup. Signe var lykkelig og opdagede først senere, at noget var galt. Kun da svigermor tog hende i hånden efter brylluppet, forstod hun, at noget manglede.
En kvinde i sort tørklæde sad i haven med en barnevogn. Da svigermoren skubbede Signe frem til hende, holdt hendes hjerte næsten op med at slå. Det hele var tydeligt.
Alex fortalte hende senere, at han havde forladt en forlovet før hæren men han troede ikke, at hendes barn var hans, for tidslinjen passede ikke. Familien blev ved med at sige, at det ikke kunne passe. Først senere, under pres fra nabopigerne, gik Alex mor hen til eksforloveden. Der lå en lille dreng, Alexs søn, helt sikkert det så man. Men der var ikke noget at gøre. Nu havde han fået en anden.
Pigen, som havde fået Alex søn, nægtede at tage ham tilbage. Hun tilgav aldrig svigtet. Og vidste ikke, at hendes mor var taget til brylluppet og havde taget barnet med. Hun fik at vide, det var for at besøge en søster og vise barnebarnet frem.
Hvorfor? spurgte Signe, da hun havde berørt barnevognens håndtag.
Så du ved, hvem du er gift med.
Hvad hun skulle bruge det til, forstod Signe aldrig. Manden elskede hun, og det, der var sket før, betød ikke så meget længere. Hvor finder man fejlfri mennesker? Alle fejler, og han var da også kun et menneske.
Hun forbød ham aldrig at se sin søn, men han ville ikke. Signe indså hurtigt, at Alex kun rigtig elskede sig selv. De andre var bare rammer for hans billede.
Man kunne ikke klage over noget. Han passede sit arbejde, hjemmet og havde styr på alt. Men der var aldrig rigtig glæde i hjemmet.
De 15 år, Signe levede med ham, var varme fra hans side en sjældenhed. Hun bildte sig ind, at det var midlertidigt børn kunne ændre alt. Men da han på et tidspunkt sagde, at hun slet ikke var en rigtig kvinde, fordi hun ikke kunne få børn, indså hun, at hendes liv bare fulgte et tomt spor.
De gik hurtigt fra hinanden, så selv naboerne ikke opdagede det med det samme. Alex flyttede næsten straks, da papirarbejdet var slut. Han efterlod huset til Signe, og undskyldte.
Vær ikke vred. Vi har begge skyld, men jeg skulle have båret ansvaret.
Signe tilgav ham aldrig helt, men det lettede alligevel lidt. Var det hendes skæbne? Skønhed havde hun nok af, men lykke det var en anden sag.
Et par år boede Signe alene. Hun arbejdede, gik rundt i landsbyen med løftet hoved, og sladderen prellede af. Det var ikke som i gamle dage længere! Hvem forlod hvem? Hvad så!
Men hjertet længtes. Hun ville gerne hjem til nogen, ikke bare til tomhed.
Mødet med Nikolaj tog tid. Signe var forsigtig ingen af dem var unge mere, og han var fra en anden egn. Han holdt sig for sig selv, men var hjælpsom nok. Hans gamle hus fik han sat i stand, holdt lidt kvæg og kunne altid give en hånd, hvis nogen havde brug for det, men bad aldrig selv om hjælp.
Han var rolig, høflig, og begyndte så småt at gøre kur. Signe havde næsten glemt, hvordan det var. Alex havde kun givet hende blomster én gang, og aldrig gjort noget særligt ud af opmærksomheden. Og Nikolaj kom aldrig tomhændet, altid hjælpsom, uden at gøre et stort nummer ud af noget. Signe tænkte: Værre kan det næppe blive, og måske ville livet være mindre ensomt sammen.
Hun forventede intet af ægteskabet, men pludselig begyndte livet at danse. Første datter blev undfanget uden, at Signe opdagede det de første mange måneder, for hendes krop var aldrig regelmæssig. Klara, naboen, opdagede det først:
Er du med barn, Signe?! udbrød Klara, da Signe svajede en smule i solen.
Nej da, jeg er jo tør
Min bedstemor sagde, at det ikke altid er kvinden, der fejler. Måske var det ikke meningen med Alex, du skulle have børn. Du bør tage ind til byen og blive undersøgt. Måske venter lykken alligevel.
Fra hospitalet kom Signe tilbage som et andet menneske. Folk vendte sig på gaden, hun lyste som solen, og smilet fortalte alt.
Én datter, så endnu en. Og Signe holdt op med at dukke sig.
Hun elskede sine piger højt de gik i kjoler med sløjfer og var rene og pæne, men måtte også klatre i træer og springe i åen. Hun skældte aldrig ud. Gav dem vaskefad, sæbe og lærte dem at vaske sokker, og hvis tøjet blev revet, fik de en nål lær, jeg skal nok vise dig det.
Nikolaj døde, da den yngste blev gift og flyttede til byen. Han besøgte hende, men nåede aldrig hjem igen. Han døde i en bilulykke på vejen retur.
Signe gik nærmest i sort. Hvis det ikke var for børnene, var hun følt sig færdig. Men så trak livet hende op igen, da hun fik barnebarnet Tanja. Alt blomstrede endnu engang.
Hun levede for børnebørnene. Den yngste datter boede i byen, kun på ferie og til højtider så hun dem. Men Tanja var der lige ved hånden.
Hun voksede op blevet ligesom Signe, samme smukke ansigt, bare lidt mere stædig. Ville hun noget, gjorde hun det.
Så længe det gjaldt uddannelse, glædede Signe sig. Men da Tanja blev gammel nok til at forelske sig, måtte tårerne komme.
For hun forelskede sig hovedkulds ikke i hvem som helst, men i naboen, Eigil. Han var fem år ældre, voksen allerede, mens Tanja kun lige var fyldt seksten. Hvad kunne hun forstå? Men hun gentog, at hun elskede ham, uanset hvem sagde hvad.
Eigil ænsede ikke Tanja hun var bare naboens unge datter. Han havde allerede sin forelskelse Lise. Lise var ikke specielt smuk, men kunne føre sig, klædte sig altid smart og var sin fars øjesten. Men blev forkælet til det negative hun troede altid, hun var midtpunkt.
Eigil fik dårligt lov til at nærme sig først, men en mærkelig hændelse ændrede alt.
Lise havde en kæreste fra nabobyen også forkælet af sine forældre. De lavede ingenting andet end at fare ud sammen, og denne nat var Lise væk hele natten, kom først hjem, forslået og i itu kjole, næste morgen.
Ingen andre så det, bortset fra Signe, som havde været oppe i haven tidligt. Hun så Lise snige sig hjem, ignorerede Signe, gik lige gennem bedene.
En uge efter skulle der være bryllup. Lises forældre havde travlt ingen vidste hvorfor så hastigt.
Eigil var i den syvende himmel, men Klara (hans mor) var bekymret.
Det her er ikke godt, Signe. Men hvad kan jeg sige til min søn? Han hører ikke. Hun må tage ham på egne vilkår, men jeg føler med ham han elsker hende så højt, han slider sig selv op.
Signe lyttede, men sagde ikke noget om det hun havde set. Hjemme udspillede et drama, som var langt værre Tanja var fortvivlet, græd og stirrede lang tid gennem vinduet på naboens gård, hvor bryllupsforberedelserne var i fuld gang. Hun lå, vendt ind mod væggen, uden tårer, kun hulkende.
Signe søgte at overtale hende til at rejse til tanten i Aarhus eneste håb om, at hun kunne bo, læse og finde lykken men Tanja ville ikke høre, hverken på mor eller mormor. Hendes far var død, ingen andre havde nogensinde haft magt over hende.
Hvad ventede hun på? Det var der ingen, der kunne sige.
Men på bryllupsdagen var Tanja et mirakel af ro. Hun kom med Signe og sin mor, ingen tårer, blev bagest i lokalet, svarede ikke veninder, og gik så bare hjem.
Moren opdagede hurtigt, at datteren var væk, løb hjem, bange for, hvad der kunne ske.
Men også denne gang imponerede Tanja. Hun havde pakket sin kuffert, gav en sidste krammer til mor og mormor, og tog så til Aarhus. Den dag gik tårevædet, men nu ventede der bare, det var nødvendig.
Tid læger alt, siger de.
Men Tanja fik aldrig tiden. Kort efter hun var flyttet, blev moren alvorligt syg på hospitalet. Hun tog hjem igen for hvem skulle tage sig af mormor?
Tanja frygtede kun én ting: at Eigil og konen blev boende som naboer. Men heldigvis de var flyttet straks efter brylluppet.
Så Tanja pakkede ud, ordnede hjemmet, gjorde sin mor bekvemt og fandt arbejde på gården. Hvad ellers? Ingen uddannelse, kun arbejde på landet til en løn der kun rakte med supplerende havebrug. Men hun klagede ikke, hun elskede dyr.
Sådan gik tiden. Tanja hjalp Klara så meget hun kunne. Efter hun havde mistet sin mand, havde Klara været ved at gå fra forstanden. Sønnen langt væk, sjældne breve, ingen fortællinger om børnene kun penge og korte beskeder. Hun havde aldrig set sine børnebørn enten ville Lise ikke tage hjem, eller også tjente Eigil for lidt. Han arbejdede som lastbilchauffør, altid på farten. Klara læste mellem linjerne, at han havde det svært, selvom han aldrig klagede.
Så, om det var bekymringerne eller ej, Klara blev lammet, indlagt på regionshospitalet. Tanja sørgede for alt, besøgte, og græd på hjemvejen lægerne var ikke optimistiske.
Signe skrev til Eigil straks men ingen reaktion, ikke engang livstegn. Hun skrev igen, fortalte Tanja:
Han har opgivet sin mor. Sikke en slikpapir. Og jeg som troede, han var noget særligt.
Mormor, vent nu! Du har altid lært mig, ikke at dømme folk uden beviser. Lad ham rode med sin samvittighed det gør kun vores egen sjæl renere.
Måske har du ret, min pige. Men jeg troede aldrig, han kunne gøre sin mor det.
Hvorfor kalder du ham slikpapir?
Åh, det er længe siden. Derfor troede jeg, han var bedre end det her.
Fortæl!
Der er ikke så meget at fortælle. Han var kun seks, syv år. Dengang samlede alle børn på slikpapir det var svært at få fat på gode, for slik så vi kun til fastelavn eller juleaften. Hans mor, Klara, havde to fine hvide høns silkebløde dem var hun så stolt af. Men en dag kom Eigils ven forbi med sin hund, en ballademager fra byen. Hunden fik fat i begge høns, alt blev smadret. Klara græd i flere dage, men bebrejdede ikke sin søn.
Ved du, hvad Eigil så gjorde?
Han gav alle sine slikpapirer til en anden dreng, hvis far ofte var i København. Eigil fik overtalt ham til at tage ham med, næste gang faren tog til byen. Han brugte alle sparepengene fra sin cykelbøtte, og kom hjem til Klara med en ny hvid høne.
Sejt!
Ja, men mere end det. For Klara var det ikke hønen, men gestussen. Sønnen viste sig som et rigtigt menneske. Men hvad nu? Hvor bliver sådan noget af?
Hvordan kan en søn ikke besøge sin syge mor?
Da Klara kom hjem fra hospitalet, kunne hun dårligt klare sig. Tanja klarede nu to svage kvinder. Signe skældte ud men hvordan kan man lade en gammel kvinde sejle? Især ikke, når hun ikke er fremmed.
En dag, da Tanja vaskede gulv hos Klara, kom døren op, og en lille dreng løb ind over det nyskurede gulv, så mudderet stod. Han stoppede op, kiggede op på Tanja:
Er du min mor?
Spørgsmålet var så ligefremt og åbent, at Tanja blev mundlam med gulvkluden i hånden.
Nabopigen Eigil standsede, klemte datterens skulder og hilste. Jeg er ked af, jeg kommer så sent. Max lå på hospitalet, og jeg kunne ikke rejse. Og Mille jeg havde ingen at efterlade hende hos.
Men hvor er Lise? røg det ud af Tanja, straks ærgerlig.
Hvad rager det hende?
Der er ikke mere Lise. Hun forlod os. Tog af sted med en ny mand. Jeg er alene nu.
Hvordan alene? Og børnene? hviskede Tanja, pludselig slet ikke bly overfor denne højstammede, kraftige mand, med den lille pige i hånden, så lig ham.
Ja, selvfølgelig det er jo os. Undskyld, jeg er bare lidt væk. Sover hun? han nikkede mod sengen, satte sig og hjalp pigen ud af støvlerne.
Hun sover. Hun er træt. Hun har brug for ro. Lægerne siger, det er bedst. Men jeg synes nu, hun skal op og omkring lidt. Din mor var altid i gang, aldrig stille.
Jeg har ondt i hele siden af at ligge her! sagde Klara højt, og Tanja skyndte sig. Eigil var der, og hun skulle hjem.
Hun vaskede hurtigt op, satte pasta og mælk frem, og glemte så helt at sige farvel. Hun var udmattet.
Tanja havde troet, at hun havde overvundet følelsen for Eigil men nej. Og det forskrækkede hende. Han var ikke længere den unge fyr, der drillede hende over hækken, og hun var heller ikke mere den generte pige. De var begge ældre nu. Klogere? Måske i hvert fald noget andet.
En dag sagde Klara til Signe, der haltede forbi:
Jeg vil be Eigil om at køre mig på plejehjem.
Signe blev så forarget, at hun næsten ikke kunne gå. Hvor fik hun kræfterne fra? Hun banede sig vej, kaldte på Eigil på gårdspladsen, spyttede for fødderne af ham og humpede sin vej hjem. Hun ville ikke se ham, hørte på ham, spurgte ikke engang Tanja.
Ikke tale om hammerværk af et menneske! Sådan at svigte sin egen mor Jeg kan ikke!
Men Tanja, i sit gamle slåbrok, fór ud i gangen, stak fødderne i gummistøvlerne og løb til naboen.
Eigil! Hvor er du? hun slog døren op, stod stakåndet, håret i uorden, vrede i blikket, smuk som forårets første dag. Hvad har du tænkt dig, egentlig? Jeg giver dig ikke lov til at sende tante Klara på plejehjem! Ikke en chance! Tag hjem, hvor du kom fra! Vi klare det selv! Om jeg skal passe én eller to syge, det gør ingen forskel! Vi sætter bare en seng mere ind! Hmpf! Og jeg som
Tanja stivnede, da hun så, Klara lo, Eigil smilede tålmodigt.
Rolig, Tanja, rol nu ned! sagde Klara og tørrede øjnene. Det var mig, der sagde det. Jeg vil ikke været en byrde. Men Signe hørte kun halvdelen og blev gal!
Jeg bliver her, Tanja. Hvor skal jeg ellers hen? sagde Eigil.
Ja? Tanja kiggede rundt, så en pakketaske og rynkede brynene. Og hvad er det dér så?
Jeg skal bare hjem for at få gjort arbejdet færdigt, hente mine ting. Jeg har allerede aftalt, at vores sygeplejer kigger forbi. Børnene bliver jeg kan ikke slæbe dem med frem og tilbage.
Og dér, stod Tanja fast:
Lad børnene blive her! Jeg skal nok passe på dem. Og jeg venter på dig fik du det?
Jeg har forstået Eigil så på hende, som om han så hende for første gang. Hvordan kunne jeg overse dig?
Få dig nogle nye briller i byen, så du ikke misser noget næste gang Tanja samlede pigen op, som klamrede sig om benet på hende. Kom, vi går til mormor Signe. Hun har sat deje over til boller. Kan I lide boller? Det tænkte jeg nok.
Og år senere vil Eigil hjælpe først Klara, så sin svigermor ud på terrassen.
Så, kære mødre! Nu, prøv lige at se de liggestole, jeg tog med hjem fra København! Lige hvad I har brug for.
Han vil stille op under Klaras rolige trin, sørge for hun sidder godt, lytte.
De små er vågne! Hvor er Tanja? Jeg går ind og kigger.
Kommer Tanja hjem snart?
Hun har sidste eksamen i dag og sagde, hun ville være blandt de fem bedste, så hun kunne komme tidligt hjem.
En bil drejer ind ved lågen, og børnene, som sidder i det store kirsebærtræ for at plukke bær til marmelade for mormor Signe, skriger:
Mor! Mor er kommet!
Og Tanja, ikke længere den nervøse pige ved hækken, åbner armene, favner sit vilde lille lykkekuld og blinker til sin mand:
Fem!
Selvfølgelig, hvem skulle være i tvivl? siger Eigil og går indenfor.
Tvillingerne fornuftige nok, men de hader at vente. Dér ligner de deres far.
De er nogle rigtige slikpapirer både på godt og ondt.
