– Du er da en rigtig gave, Erik! Du skulle have haft en endefuld, det siger jeg dig, men det er der da ingen til, og nu er det jo alligevel for sent! Du har nået en alder, men forstanden er ikke fulgt med!
Fru Signe spytter let ned for fødderne på sin nabo og lunter væk på sit ømme ben. Hun har sagt, hvad hun skulle, og så må samvittigheden vise ham, hvordan man bør leve. Kunne folk ikke lære ham det, så må måske livet selv tage over?
Tænk at han kan finde på det der! Ville han virkelig sende sin egen mor på plejehjem? Hvor har man set sådant noget? Ja, nu er Kamma sengeliggende, men er han hendes søn eller bare en fremmed onkel? Det er jo til at tabe besindelsen over! Havde Signe haft sine kræfter, havde hun ikke overvejet et sekund; hun ville have taget sin veninde hjem til sig. Men sådan
Det gør ondt på Anina. Hun er en god pige, men hun er jo heller ikke en maskine, der kan klare alt selv. Hun blev jo hjemme i landsbyen, rejste ikke ind til byen for at studere, da hendes mor blev syg. Eller, først rejste hun, men kom så tilbage. Kunne ikke lade både mor og mormor i stikken. Hun hjalp til, velvidende at Signe da slet ikke havde kræfter til at tage sig af datteren. Hun kunne dårligt tage sig af sig selv. Efter hun brækkede benet for to år siden, gik alt ned ad bakke. Der var ikke mange skridt i hende før, nu næsten ingen.
Hendes yngste datter foreslog at tage Signe med til byen, men hun måtte sige nej. Hvor? Deres lille lejlighed har dårligt plads til dem alle. Svigersønnen er en flink mand, men han gør sig ikke særligt. Knokler og knokler, men det rykker sig ikke meget. De har fået to børn, og det er svært at få det til at løbe rundt. Og hvad kan Signe gøre for dem nu? Før holdt hun stor husholdning, hjalp børnene, men nu? En skygge Anina bliver vred, når Signe taler sådan om sig selv, men hvad skal man gøre, når det nu er sandt? Helsen har været ringe længe, og kræfterne svinder for hver dag. Om morgenen er det en kamp bare at komme ud af sengen. Man åbner øjnene, ligger lidt, tænker lidt, og samler sig; samler sig som gløder på en skovl. Samler sig til én bunke og står op! Går i gang
Godt at Anina, barnebarnet, er let på tå som en då. Mens Signe langsomt kommer i gang, har Anina allerede klaret det meste af husarbejdet, set til sin mor og løbet videre til sit arbejde. Livlig! Sådan har hun altid været, siden hun var lille.
Signe fik sin ældste datter, Aninas mor, sent. Hun havde næsten opgivet håbet. Første ægtemand kunne ikke tilgive, at hun ikke kunne føde børn. Han gik. Signe sørgede, men ikke voldsomt. Hun kunne mærke, at han aldrig rigtigt havde elsket hende. Hun brændte, men han nej.
Signe havde ellers været smuk i sin ungdom, som en solopgang. Kønnest af alle piger i sognet, og drengene jagtede hende hele skoletiden. Men hun holdt på sig selv. Hun ventede på kærlighed. Tænkte, det var lige om hjørnet Men tiden gik, og Signe holdt snart op med at spejde. Lod hovedet synke lidt lavere for moderens bebrejdelser.
– Du er for kræsen! Du ender som gammel jomfru!
Og man kan jo ikke tvinge sit hjerte til en, man ikke vil have
Så kom der en soldat hjem til nabobyen. Signe kendte ham slet ikke. Han boede egentlig et andet sted med sine forældre, men vendte hjem fra militæret til bedsteforældrene. Hvorfor, vidste man ikke, ingen fortalte noget.
Og Signe? Hun blev forelsket i Andreas ved første blik
Og Andreas spildte heller ikke tiden; snart kom hans familie for at fri. Signes mor blev ellevild. Pigen var tæt på at være for gammel!
Brylluppet blev fejret for fuld udblæsning. Signe svævede af lykke og så ikke, hvordan hvisken gik bag bordene. Først da svigermoderen tog hende til side, forstod hun, at noget ikke var som det skulle.
En kvinde i mørkt tørklæde havde Signe bemærket straks, hun kom ud. Da svigermoren trykkede hende frem og pegede på barnevognen ved siden af den triste kvinde, blev Signe mat ånden gik ud af hende. Forstod straks det hele.
Andreas forklarede hende siden, at han havde en forlovet før militæret, men ikke troet på, at barnet var hans. Familien mente tiden ikke passede. Sidenhen, efter pres fra naboer, tog hans mor hen til ekskæresten. Der lå lille Anders i vuggen prik som sin far Men der var intet at gøre; hun ville ikke tilbage til Andreas.
Pigen, der havde født hans søn, nægtede at tage ham tilbage. Hun tilgav ham ikke. At hendes mor tog barnet og kørte til bryllup hos eksforloveden, det vidste hun heller ikke moderen sagde bare, at hun skulle vise barnebarnet til søsteren.
– Hvorfor? Signe så på kvinden og spurgte.
– Så du ved, hvem du har giftet dig med.
Signe forstod aldrig, hvad hun skulle stille op med den viden. Hun elskede sin mand; det, der var sket, var jo før hendes tid Hvor finder man fejlfrie mennesker? Klart, han havde fejl, men var han ikke menneske? Har vi ikke alle ret til en fejl?
Hun forbød aldrig Andreas at have kontakt med sin søn, men han viste heller ikke stor interesse. Signe indså snart, at Andreas kun elskede sig selv. De andre var bare baggrund. For stærk en mand på overfladen; god husholder og alt var på plads, men lykken fandt hun aldrig.
I mere end femten år mærkede hun aldrig varme fra manden. Han var der, men som en skygge.
Før hun håbede på, at børn ville ændre alt, bildte hun sig ind, at det var midlertidigt at hans hjerte ikke var vågnet endnu. Da han en dag bare sagde, hun ikke var en rigtig kvinde, fordi hun ikke kunne føde, oplevede Signe, at hendes liv havde været forgæves. Om hun gik eller stod, var ligegyldigt; intet ville ændre sig.
De blev skilt hurtigt og stille. Ikke alle i landsbyen opdagede, at Signe nu var alene.
Andreas flyttede straks, da skilsmissepapirerne var i orden. Efterlod huset til Signe med en undskyldning.
– Tag det ikke tungt. Vi har begge fejlet, men jeg må bære ansvaret.
Forløst følte Signe aldrig, at hun tilgav, men der faldt et lille gran af hjertet.
I to år boede hun alene, arbejdede, gik gennem landsbyen med løftet hoved og forsøgte ikke lytte til sladder. Skulle hun græde over en skilsmisse? Hvem har ikke prøvet?
Men hun længtes efter at komme hjem til nogen, ikke bare et tomt hus.
Jens mødte hun ikke straks. Hun holdt sig på afstand man er jo ikke ung mere. Han kom udefra, ingen vidste meget om ham. Levede alene, gik ikke på besøg, men sagde aldrig nej, hvis nogen havde brug for hjælp.
Han var rolig, høflig, begyndte at gøre kur til hende.
Signe havde nærmest glemt, hvordan det føltes. Hvis hun skulle være ærlig, havde hun aldrig rigtigt vidst det. Andreas havde én gang i deres liv givet hende en buket margueritter det mente han var nok. Siden gik hun blot og hang ingen sentimentaliteter.
Jens var beskeden. Mødte altid op med noget til huset og hjalp gerne til. Signe tænkte, at det kun kunne blive bedre end ensomheden. Folk kunne tale, som de ville. Hun ville ikke længes længere.
Hun havde ikke de store forventninger til det nye ægteskab, men livet overraskede hende med glæder, hun aldrig havde drømt om.
Da hun fandt ud af, at hun var gravid, var hun allerede fem måneder henne. Hun havde aldrig været regelmæssig, og gik let igennem ingen morgenkvalme, ingen gener.
Det var Kamma, der først bemærkede noget.
– Jamen, Signe! Du er vist med barn! udbrød Kamma, da Signe en dag måtte støtte sig.
– Sludder! Hvad snakker du om? Jeg er jo gold
– Min bedstemor sagde altid, at det ikke nødvendigvis er kvindens skyld. Lægerne siger det samme. Måske var det aldrig med Andreas, du skulle have fået børn. Du burde tage til byen og få det undersøgt måske er lykken med dig denne gang!
Signe vendte hjem fra byen som et helt nyt menneske. Hun strålede. Folk vendte sig og smilede; de kunne mærke megen glæde.
Først en datter, så en mere. Signe rettede ryggen nu var hun mor!
Hun elskede sine piger over alt. Hverdag, men pigerne gik i kjoler og med sløjfer i håret. Altid rene og pæne, selvom de flirtede rundt på træer, legede i mudder og badede i søen om sommeren. Signe skældte aldrig ud. Fyldte baljen med vand og lærte dem at vaske sokker. Revnede noget, fik de nål og tråd. Kan du ikke, skal jeg nok lære dig det.
Jens døde, lige efter den yngste blev gift. Han besøgte hende i byen, men kom aldrig hjem dræbt i trafikulykke.
Signe blev sort i sindet den tid. Havde det ikke været for børnene, havde hun opgivet. Men hun gik igennem det, og da den ældste fik Anina, kom lyset igen ind i livet.
Hun levede for børnebørnene. Den yngste boede langt væk i København, kun hjemme til ferier, men Anina var altid tæt på.
Hun voksede til; det var som at se på Signe selv i ungdommen samme skønhed, samme rankhed, men lidt mere stædig. Hvis Anina havde besluttet sig for noget, kunne intet rokke hende.
Mens hun satsede på uddannelsen, blev Signe glad. Men da Anina kom i teenageårene, kom sorgen. For hun blev håbløst forelsket i naboen Erik. Han var fem år ældre, en voksen mand, mens Anina lige fyldte seksten. Hvad kunne hun forstå? Men nej, hun sagde det åbent:Jeg elsker ham, og ikke engang en forhammer kunne ændre på det.
Erik ænsede hende ikke. Hvem var hun? Bare naboens pige. Han var voksen og havde sin kærlighed nemlig Louise, den flotteste pige i landsbyen. Ikke smukkest, men hun kunne bære sig, klædte sig altid bedst et resultat af en forkælet far, hendes eneste forælder.
Men Louise blev for opblæst. Ingen dag var god, hvis hun ikke fik sin vilje. Hun ville ikke engang have Erik i starten så havde hun en kæreste fra nabobyen, lige så forkælet som hende selv. De kørte til nabobyen på motorcykel og kom ikke hjem som planlagt. Hvad der foregik, ved kun Gud hun kom tilbage næste morgen mishandlet og med laset kjole.
Ingen vidste noget, kun Signe. Hun kunne ikke sove den nat, gik tidligt ud i haven og så Louise liste over bedene og forbi hende uden et blik.
En uge senere gik snakken bryllupet stod for døren. Erik var lykkelig, Kamma var knust.
– Signe, der er noget galt, det ved jeg bare. Men hvad kan jeg sige til ham? Det nytter alligevel ikke. Det er hans liv. Måske flygtede Louise til en ny, fordi noget var galt. Det er ikke op til mig at dømme. Men jeg har ondt af Erik
Signe nikkede og tav. Hun fortalte ingen om, hvad hun havde set den nat; selv havde hun drama hjemme.
Anina reagerede voldsommere, end nogen havde drømt græd utrøstelig, stirrede ud ad vinduet mod naboen, lå vendt mod væggen, hulkede lydløst. Signe forsøgte alt, bad hende rejse til byen og studere eneste håb var, hun blev væk og kom videre. Signe forstod, at fortælle om Louise nytter intet kærligheden til Erik var blind.
Men Anina ville ikke lytte. Hendes far var død; ingen havde magt over hende.
Hvad ventede hun på? Håbede stadig på mirakel? Ingen vidste det.
Hun gik først til brylluppet, sammen med Signe og sin mor, overraskende med tørre øjne. Hun sad ikke med til bords, svarede ikke på venindernes spørgsmål, men gik snart hjem.
Moren så straks, hun ikke var der, og løb efter. Bange for, hvad der kunne ske.
Men også her overraskede Anina. Hun pakkede sin kuffert, krammede mor og mormor og tog til København. De græd, men velsignede hendes rejse og ventede.
Tid læger alle sår.
Men det var ikke Anina givet at få lægen. Inden hun rigtigt havde fundet sig til rette i byen, blev moren syg og kom aldrig på benene igen.
Igen pakkede Anina sine ting. Signe var alene hjemme, og hendes helbred var ikke til at tage sig af en sengeliggende.
Det eneste, Anina frygtede, var at bo dør om dør med Erik og hans kone. Men skæbnen skånede hende de var væk, flyttet med det samme efter brylluppet.
Anina pakkede ud, gjorde huset rent, lagde moren godt til rette og tog arbejde på gården. Hvilke muligheder havde hun ellers? Uden uddannelse, i en lille by? Bedst var det at elske dyr og ikke være bange for arbejde. Hun begyndte at holde lidt husdyr; hvad ellers?
Sådan gik tiden. Anina hjalp også Kamma som hun kunne. Siden hun mistede sin mand, var hun nærmest gået fra forstanden. Sønnen langt væk, sjældent han skrev en ordentlig hilsen, men sendte en mobilepay-overførsel i ny og næ. Kamma var fortvivlet. Hun havde kun hørt, at Louise havde født to børn, en dreng og en pige men aldrig set dem. Hun vidste ikke, om det var Louise, der ikke ville tilbage, eller om Erik havde arbejde nok. Han var vognmand, altid på farten. Kamma læste mellem linjerne i hans breve, han havde det svært; han beklagede sig aldrig åbenlyst, men mødre fornemmer alting.
Det var nok bekymringerne for sønnen, der endelig slog Kamma ud. Så blev hun syg. Anina fik hende indlagt på sygehuset, besøgte hende og græd på hjemvejen. Lægerne havde ingen gode nyheder.
Signe skrev straks til Erik, da Kamma kom på sygehuset, men han svarede ikke, heller ikke efter endnu et brev. Signe sagde til Anina:
– Han har vendt sin mor ryggen, du! Natuglen synger altid højere om natten Ak, hvilken gavepapir! Jeg troede han var ægte
– Bedste, du sagde selv, man ikke skal dømme folk uden at vide. Og heller ikke bagefter man holder sjælen renere. Lad ham selv finde ud af det.
– Jeg ved ikke mere, min pige. Jeg havde aldrig troet, han kunne svigte sin mor. Han elskede hende jo højt engang. Hvad sker der med folk?
– Hvorfor kalder du ham gavepapir?
– Det er en gammel historie. Faktisk derfor troede jeg ikke, han kunne ende sådan.
– Fortæl!
– Der er ikke så meget. Han var kun en lille dreng, seks-syv år. Dengang samlede alle børn på slikpapir. Det var svært at få. Tiderne var ringe, lønnen kom sjældent, slik var en luksus. Havde man penge til sko, fik man ikke slik. Så slikpapir var eftertragtet børn passede på dem, byttede sjældent væk. Nå Kamma havde dengang nogen fine høns ikke mange, men racerene, snehvide med kamme af fjer. Hun elskede dem højt. Hvor hendes mand havde fået dem, vides ikke, men hun passede dem som sine egne øjne. Så skete uheldet. Eriks bedste ven havde fået en hund fra byen, krudt i halen, jagede alt, hvad der bevægede sig. Erik inviterede vennen hjem, og hunden dræbte begge høns.
– Nej!
– Jo, Anina, begge to. Kamma græd, talte ikke med nogen i flere dage. Og hvad gjorde Erik? Han gav alle sine slikpapir til en ven, hvis far ofte kørte til byen. Erik bad ham tage ham med til byen næste gang, og samlede sin opsparing for at købe en ny høne til sin mor.
– Flot gjort!
– Mere end det. Kamma blev lykkelig ikke kun for hønen, men for at Eriks hjerte var på rette sted. Og nu? Hvad der sker med folk, Anina? sukkede Signe og lyttede ikke til indvendinger.
Hvilken slags søn er det, der ikke viser sig, når moren er syg? Kan man være sådan?
Men hun mistede næsten talens brug, da de hentede Kamma hjem fra hospitalet en uge senere. Anina havde fået det lokale sundhedspersonale til at hjælpe med transporten hvad skulle de ellers? Vente kunne de ikke mere, og man kan ikke indskrive nogen på plejehjem uden pårørendes samtykke.
Erik dukkede op uden varsel. Anina var blevet rutineret til at klare to syge. Først ordnede hun alt for sin mor, så gik hun til Kamma. Ikke at det var let, men hun klarede det. Signe blev ved at sige, at Anina sled sig op, men hvordan lade nogen i stikken? Det var jo ikke en fremmed det var Eriks mor.
Anina var ved at vaske gulv hjemme hos Kamma, da døren skramlede, og en lille dreng løb ind, satte sine beskidte støvler på det nyvaskede gulv, kiggede på Anina og spurgte:
– Er du min mor?
Så naivt og direkte, at Anina blev målløs.
– Bare naboen Erik lagde hånden på sin datters skulder og hilste på Anina. Undskyld jeg først kommer nu. Max har været indlagt, kunne ikke rejse før, og Mille kunne jeg heller ikke efterlade.
– Og hvad med Louise? spurgte Anina uden at tænke sig om, straks flov.
Hvad rager hans privatliv hende?
– Der er ikke mere Louise. Hun forlod os. Jeg står alene nu.
– Alene? Og børnene? Anina blev lettet og slap spændingen. Hun var ikke længere nervøs for den høje, stærke mand, der nu holdt en lille pige, som lignede ham på en prik.
– Ja, du har ret. Jeg er ikke alene, har jo børnene. Nå, sover hun? han nikkede mod sengen, satte sig på hug og trak støvler af datteren.
– Sover. Hun er slidt. Lægerne siger så meget, men jeg tror, hun har bedst af at røre sig lidt. Din mor har altid været aktiv. Nu skal hun bare ligge.
– Har ligt sig øm i siden! Kamma kunne ikke lade være at hæve stemmen, og Anina gjorde sig klar til at gå. Erik var hjemme, og det var tid til at tage hjem.
Anina vaskede gulvet færdig, satte en gryde frisklavet suppe frem og mælk til børnene, og smuttede så hjem, glemte helt at sige farvel til Erik. Hun havde ingen energi til samtaler.
Hun troede egentlig, at hun havde fået ro i hjertet, men da hun så Erik igen, var det, som var hun seksten endnu. Nu var han ikke den unge mand, der hev hende i fletningen over det lave hegn mellem haverne. Heller ikke hun var længere den rødmende pige. De var begge forandret. Ældre. Måske klogere men bestemt anderledes.
Et par dage senere sagde Kamma til Signe, der kom humpende på besøg, at hun ville bede sin søn tage hende på plejehjem.
Signe blev rasende, afbrød hende og gik ud på trappen, kaldte på Erik, spyttede for fødderne af ham og gik hjem. Hun ville hverken se eller høre ham!
– Lad være at forsvare ham, Anina! Han burde vide bedre. Hvilket menneske sender sin mor på lossepladsen Signe tudede ukontrolleret.
Anina for ud i gangen med morgenkåbe og gummistøvler, løb over til naboen.
– Erik! Hvor er du? Hun åbnede døren, stod på tærsklen, vild og smuk som forårsmorgen. Hvad har du gang i? Jeg giver ikke slip på Tante Kamma! Kør du bare, hvis det er det, du vil! Vi klarer os! Jeg passer på begge to, og henter blot en ekstra seng ind til mor! Basta! Åh, Erik, jeg
Hun stoppede, da hun så både Kamma le og Erik smile.
– Kom nu ned på jorden, Anina! grinede Kamma og tørrede tårene. Han ville aldrig sende mig væk. Det var min idé. Jeg sagde til Signe, at jeg ikke ville være min søn til besvær, men hun hørte ikke efter!
– Jeg bliver her, Anina. Hvor skulle jeg tage hen?
– Virkelig? Anina blev forvirret og stirrede på tasken. Hvad skal du så med den?
– Jeg må jo til byen og ordne alt, snakke med arbejdet, hente mine ting. Jeg ved ikke, hvor længe det tager, og børnene er med. Jeg har allerede talt med sygeplejersken han holder øje med mor imens.
Så viste Anina karakter.
Hun gik hen til Erik, så ham i øjnene og sagde:
– Du slæber ikke børnene frem og tilbage. De bliver her. Jeg tager mig af dem. Og jeg venter her på dig. Forstået?
– Forstået Erik så på hende, som om han så hende første gang i sit liv. Hvordan kunne jeg overse dig? Hvorfor så jeg dig ikke?
– Måske skal du have nye briller i byen. Bare for en sikkerheds skyld. Kom så, lille Mille, vi går ind til gamle Signe. Hun har sat dej over til boller. Kan I lide boller? Så er det godt!
Et par år senere vil Erik hjælpe Kamma og svigermor ud på terrassen:
– Kom så, kære mødre! Tag det roligt. Se, hvilke lænestole jeg har taget med til jer fra byen! Vil I sidde eller ligge her i haven? Det er jo skønt!
Han hjælper Kamma blidt med at sætte sig, lytter lidt.
– De mindste er vågne! Men Anina er vist ikke kommet endnu. Jeg går ind og kigger.
– Kommer Anina snart?
– Hun har sidste eksamen i dag. Sagde, hun ville være blandt de første, så hun hurtigt kan komme hjem. Hun er snart her.
En bil bremser ved lågen, og børnene, som har siddet i kirsebærtræet og plukket bær til syltetøj for Signe, styrter ned:
– Mor! Mor er her!
Og Anina, helt forandret fra den generte pige hun var engang, åbner armene for sit vilde lille held og blinker til sin mand:
– Fem!
– Ingen tvivl, sagde jeg jo! Erik nikker og går ind.
Tvillingerne er naturligvis fornuftige, som deres mor, men tålmodighed er ikke deres stærke side. Der er de lig deres far, Erik.
Endnu et par gavemennesker, de to.
