Mine slægtninge krævede at få min soveværelse til jul men endte med at rejse uden noget.
Hvor skal jeg stille denne store skål med sylte? Der er ingen plads i køleskabet, det er fyldt med dine… hvad er det nu… carpaccio og avocado, hua! Det er jo et helt cirkus at sige, klagede min moster brovtende, mens hun maste den emaljerede skål ind på nederste hylde, væltende mine pænt ordnede beholdere til side.
Mette stod ved komfuret og rørte i saucen til stegen, tog en dyb indånding og talte til ti for sig selv. Det var bare begyndelsen. De første gæster var trådt ind ad døren for tyve minutter siden, og stemningen var allerede som en højrøstet sigøjnerlejr, der mente hele husholdningen burde laves om, så det passede dem.
Moster Gudrun, stil den ud på altanen, det er koldt nu og lukket til, så sylten tager ingen skade, sagde Mette så mildt hun kunne, uden at hæve stemmen. I køleskabet har jeg forberedt salater, og de må ikke fryse.
På altanen! fnøs Gudrun forarget. Hun var en tung dame med permanent og en kæmpestor, blomstret slåbrok, som hun havde skiftet til straks i entréen. Der er jo støv derude! Og man bør ikke have mad på gulvet. Nå, jeg flytter dine krukker med urter, ingen gider jo alligevel spise dem. Mænd vil have kød ikke hø og halm.
Mette kastede et bedende blik på sin mand, Henrik. Han, høj og rolig, sad ved køkkenbordet og skar brød og prøvede at forsvinde i tapetet. Han kendte alt til Gudruns temperament og også til Mettes kusine, Hanne, som var i gang med at kritisere fliserne inde på badeværelset.
Henning, hjælp lige moster Gudrun med at bære sylten ud på altanen, sagde Mette bestemt. Jeg har stillet et lille bord frem og gjort rent. Der er ingen støv.
Henrik rejste sig lydigt, tog den tunge skål fra den modstridende Gudrun og forsvandt ud i gangen. Gudrun lod straks sin irritation gå ud over Mette.
Du ser så bleg ud, Mette-pige. Du går nok stadig på alle de der diæter? Der er kun skind og ben tilbage. Prøv at se min Hanne hun strutter af sundhed, ren mælk og blod. Og alt her er så hvidt og gråt, kedeligt. I kunne da sætte nogle flotte, gyldne tapeter op det ville da pynte og se rigt ud!
Vi kan godt lide minimalisme, moster Gudrun, sagde Mette og smagte på saucen. Mennesker er forskellige.
Med ét gled Hanne ind på køkkenet. Hun var tre år ældre end Mette, men opførte sig altid, som om hun var i en helt anden livsfase og så sig selv som overhovedet. Bag hende løb hendes to drenge, fem og seks år, allerede smurt ind i chokolade på fingerne.
Mette, har I kun bruser på badeværelset? sagde Hanne skuffet, slog sig ned og lagde benene over kors. Jeg havde regnet med et badekar. Hvordan skal jeg vaske ungerne i aften? De er vant til at plaske.
Vi har selv valgt indretningen, Hanne. Vi kan lide bruser. Dine drenge kan sagtens skylles af under den, de er jo ikke babyer mere, svarede Mette, nu en smule irriteret.
Mette havde vidst, at de ville komme Gudrun og Hanne med børn men håbet til det sidste de ændrede planer. At tage til København for at fejre jul, så de «endelig kunne opleve byen», mente de. Opdraget til at være gæstfri turde Mette ikke sige nej selvom hun huskede deres sidste besøg år tilbage, hvor hun rensede lejligheden og kurerede nerverne i en uge bagefter.
Dengang boede de i en gammel, slidt to-værelses. Nu boede hun og Henrik endelig i den store, nyistandsatte treværelses, hvor alt var nøje udvalgt og placeret med omtanke. Det var deres rede. Soveværelset var perlen mørkeblå vægge, tunge gardiner, en kæmpe dobbeltseng med dyr, ortopædisk madras og blødt tæppe under fødderne. De havde aftalt fra begyndelsen: ingen gæster ind i soveværelset, døren var låst. Gæsterne kunne bruge stue med sovesofa, eller Henriks kontor med liggeplads.
Mor, jeg er tørstig! peb Hannes yngste og hev i hendes ærme.
Gå hen til tante Mette og spørg, svarede hun bare. Mette, giv dem lidt juice de har været utålmodige siden toget.
Mette tog æblejuice ud af køleskabet og hældte op.
Vær lige forsigtige, drenge, det er ægte parket på gulvet, advarede hun.
Ja, du går vist lidt for meget op i dit gulv, rystede Gudrun på hovedet. Ting skal bruges, ikke bare nusses med. Børn er børn. De spilder, så tør man op. Du er helt stivnet, Mette. Ren københavner.
Henrik kom tilbage og prøvede at skifte emne.
Skal vi sætte os til bords? Klokken er fem, det er snart tid til at sige farvel til det gamle år.
Middagen blev et kaos. Børnene rendte rundt og nappede pølse og ost med fingrene, Hanne sad med mobilen og beskrev turen til en veninde, Gudrun kommenterede hvert eneste ret.
Salat med rejer? Hun stak til det med gaflen. Jeg forstår ikke det moderne. Sild under pels dét er mad. Det her er bare grønt og gummi. Mette, har du ingen almindelige kartofler med dild? Og dette kartoffelmos med trøffelolie det lugter underligt.
Det er en delikatesse, mor, sukkede Hanne og lagde mobilen. Men jeg kan også bedst lide simpel mad. Mette, kan du række mig de syltede svampe? Er det hjemmelavede?
De er fra et økologisk landbrug, sagde Mette.
Klart, for man gider jo ikke sylte selv mere, konstaterede Gudrun. Jeg har selv medbragt svampe, jeg åbner lige et glas, så skal I smage rigtigt.
Mette spiste tavst. Henrik lagde hånden på hendes under bordet. «Hold ud, kun tre dage» signalerede hans blik.
Hen ad aftenen, efter lidt champagne og børnene faldt til ro med tablets, kom temaet nattesøvn.
Jeg er helt udkørt min ryg er smadret, klagede Gudrun. Toget var som en trillebør. Jeg må ligge ned og strække benene.
Ja, mor har brug for at hvile, tilsuttede Hanne. Mette, hvor har I så redt op til os?
Mette var forberedt.
Stuen er klar med sovesofa der er plads til to voksne. Hanne, du og drengene kan sove i Henriks kontor, den sofa kan foldes ud. Ellers har vi en luftmadras, hvis det kniber.
Tavshed bredte sig. Gudrun stoppede med at spise. Hanne løftede et øjenbryn.
Du mener… sofaen? spurgte Gudrun som hun talte til et barn. Mette, du laver sjov? Jeg har dårlige led og diskusprolaps! Sofa duer ikke, jeg kan ikke komme op. Jeg skal have en ordentlig seng, blød og bred.
Moster Gudrun, sofaen er ortopædisk, købt til gæster, forklarer Mette.
En sofa er en sofa! afbrød Gudrun. Det er til de unge. Jeg er ældre og syg. Jeg regnede med, I ville give os soveværelset. Den madras har I jo selv sagt er magisk.
Mette stivnede. Hun havde forudset brok men et direkte krav om hendes egen seng var for meget.
Soveværelset? Henrik rynkede panden. Gudrun, det er vores rum, vi sover der selv.
Hvad så? sagde Hanne. I er unge, kan sagtens tage et par nætter på sofaen. Mor har jo brug for komfort, og jeg med drengene kan nemmere holde sammen med hende. Døren kan lukkes, så ungerne ikke vækker jer.
Vent nu, Mette mærkede blodet hamre i tindingerne. Vil I have, at vi forlader vores soveværelse og sover i stuen, mens I har vores seng?
Mette, du dramatiserer! fnøs Gudrun. Afgiver og forlader. Det er jo kun for julen. Sådan er traditionen gæster skal have det bedste. Min mor sagde det, min mormor sagde det. Du har glemt det, derinde i storbyen.
Tradition er mad og varme, sagde Mette fast. Men sengen er privat, som en tandbørste. Der sover vi. Det kan vi ikke give væk. Beklager.
Hanne satte glas på bordet med et brag. Mette, er det alvor? Kan du ikke dele din seng med familie? Vi har rejst tværs over landet, kørt gaver til dig, og så smider du os i sofaen som nogle hunde?
Hunden er det da ikke, sagde Henrik. Sofaen kostede 13.000 kr., jeg sover selv der nogle gange.
Pral ikke med prisen! Gudrun rasede. Det handler om respekt! Din mor hun ville skamme sig, hvis hun så dig behandle familie sådan. Ren egoist! Hele din far.
At nævne Mettes mor var under bæltestedet. Hun havde altid givet Gudrun det bedste, passet børn, sendt penge, og blev udmattet af Gudruns evige krav. Mette kunne huske Gudrun tog det bedste og kun var glad, når hun kunne klage.
Lad være med at tale om mor, sagde Mette koldt. Hun var god og hjælpsom. Men jeg er ikke hende. Jeg kender mine grænser. Soveværelset er lukket, punktum. Vil I ikke acceptere sofaen, findes der hoteller jeg kan sagtens booke et værelse.
Hotel?! Hanne var målløs. Vil du smide os ud? Til et hotel, og betale for det? Er du rigtig klog?
Jeg hører dig, sagde Gudrun, greb sig dramatisk til hjertet. Mit blodtryk eksploderer. Vand, NU!
Hanne løb efter vand og tabletter. Børnene sad stille og stirrede på dramaet. Sådan, sagde Hanne, da Gudrun faldt til ro. Så enten sover vi i soveværelset, eller vi tager af sted, og siger til hele familien hvordan du blev… snobbet københavner. Vælg.
Mette kiggede på Henrik. Han sad fast i blikket, klar til at stå sammen. Hun var træt af deres krav. Træt af at hjemmet blev til pensionat.
Mærkelig valgmulighed, sagde Mette roligt og rejste sig. Jeg tilbyder gæstfrihed, mad, trygge senge. I kræver min private seng og sætter ultimatum. Hvis det vigtigste er min madras, så må I rejse.
Nå! Gudrun glemte sin ryg, sprang op. Pak, Hanne! Klæd ungerne på. Vi bliver ikke i dette hul! Hellere sove på Hovedbanegården end her.
Hvor vil vi hen nu? Toget kører jo snart ikke, hviskede Hanne, overrasket over at truslen ikke virkede.
Vi tager en taxa! Til Gerda! Hun bor på Amager, men hun er i det mindste hjertevarm hun giver os sin sidste skjorte. Disse her kan bare sidde og gumle trøffelolien.
Kaos bredte sig. Hanne skulede og smed tøj i tasker. Gudrun gik klagende gennem lejligheden, snakkede om livets uretfærdighed til ingen.
Giv os vores gaver tilbage! krævede Gudrun i entréen. De fine hørhåndklæder fortjener I slet ikke. Gerda skal have dem.
Mette gik hen og fandt håndklæderne stive og gamle rakte dem ud. Værsgo. Husk også jeres forhadte svampe.
Det gør vi! skreg Hanne og flåede tasken. Og børnenes chokolade, også!
Henrik stod bare og rystede på hovedet. Han skammede sig på de voksnes vegne.
Det tog femten minutter før de havde pakket. Gudrun råbte hele tiden, remsede op om gamle svigt og forudsagde, de aldrig ville få hjælp, når de blev gamle.
Skal vi bestille taxa? Henrik spurgte da skoene var kommet på.
Det klarer vi selv! snærrede Hanne, kiggede på mobilen. Mor, vi går nu. Bilen er der om fem!
De forsvandt ud, en højlydt og fornærmet flok. Gudrun smækkede døren så nymalet puds faldt ned.
Nu blev der stille. Kun køleskabet summede, og uret tikkede. Rester af rejesalat, spildt juice og små krøllede servietter stod tilbage.
Mette satte sig og skjulte ansigtet i hænderne. Hendes skuldre vibrerede.
Henrik gik hen, lagde armene om hende og kyssede hende på hovedet.
Så, så, Mette-pige. Rolig. De er væk.
Hun kiggede op, ingen tårer kun grin. Lettet, skævt smil.
Henrik, hørte du? Hellere sove på stationen! Det er jo fantastisk.
Ja, sikke en lettelse, grinte han. Hov, de glemte sylten den står stadig ude på altanen.
Mette spruttede af grin.
Sylte! Det vigtigste glemte de! Gerda bor jo i et kollegieværelse med en alkoholiseret mand. Hun vil blive overrasket over deres julebesøg.
Men det er ikke vores bekymring, sagde Henrik filosofisk og hældte mere champagne. Jeg blev faktisk vred, da Gudrun snakkede om din mor. Du var stærk. Du holdt fast.
Jeg elsker bare vores soveværelse, sagde Mette og tog en slurk af hans glas. Og dig. Og vores ro. Ved du, jeg tror det bliver den bedste nytårsaften nogensinde. Masser af mad og ingen brok.
De begyndte at rydde op. Mette samlede tallerkener, Henrik satte dem i opvaskeren. Luften føltes ren igen. Misundelse og krav forsvandt.
Mette gik til vinduet. Udenfor dalede sneen tungt, skjulte sporene efter taxaen. Byen glimtede. Et sted derude kørte hendes familie med deres vrede og utilfredshed. Hun følte næsten medlidenhed; det må være tungt at leve sådan. Meget værre end at sove på en sofa.
Henrik, skal vi sætte musik på? Og tænde stearinlys? Det er jo fest!
Bestemt, lød det fra køkkenet. Og anden er snart klar. Den de ikke ville smage.
En time senere sad de ved bordet igen. Lysene brændte, mild jazz lød. Andestegen med æbler duftede, sprød og saftig.
Skål for os, sagde Henrik. For vores hjem. Og at her kun er plads til dem, der respekterer det.
Og for grænser, tilføjede Mette. Dem vi har lært at forsvare.
Senere på natten, i den elskede seng, på den forbudte madras, var Mette lykkelig. Stilheden lukkede sig om dem, lagnet duftede af renhed, ikke fremmede parfumer. Hun forestillede sig familien i kollegiet med Gerda eller måske ventende på Hovedbanegården, bitre og fornærmede men følte ingen skyld.
Hun indså: man kan ikke gøre alle tilpas, slet ikke til skade for sig selv. Hvis prisen for ro er fornærmede slægtninge, så er det en billig pris.
Næste morgen blev Mettes mobil bombet med smser. Andre familiemedlemmer, der allerede havde hørt versionen om stakkels, syg Gudrun smidt ud i kulden. Mette læste ikke og svarede ingen. Hun satte telefonen på flyfunktion, strakte sig i sengen og nød dagen.
Sylten blev senere givet til kvarterets hunde. De slikkede skålen ren og brokkede sig ikke over hvidløg eller konsistens. Dyr forstår at værdsætte godhed noget som ikke kan siges om alle mennesker.
