25. december
Jeg ved ikke hvorfor jeg troede, det ville gå anderledes denne jul, men selvfølgelig gik det, som det altid gør med min familie. Allerede fra morgenstunden begyndte det, da faster Karen dukkede op med sit enorme fad med sylte, som hun insisterede skulle i køleskabet.
Hvor skal jeg stille sylten, Frederikke? Der er jo slet ikke plads, alt er proppet med dine… hvad er det nu… carpaccio og avocado? Føj, hvad spiser I dog?! snerrede hun, mens hun pressede sin store emaljeskål ind på nederste hylde, væltende forsigtigt mine pænt opstablede beholdere til side.
Jeg stod ved komfuret og rørte i saucen til hovedretten, tog en dyb indånding og talte til ti indvendigt. Gæsterne var kommet for bare tyve minutter siden, og allerede føltes min lejlighed som et cirkus af støj og kaos, hvor alle rutiner er sat ud af spil.
Karen, du kan stille sylten ud på altanen, sagde jeg blidt. Der er frost, det er lukket, og intet sker med sylten. Og køleskabet er altså fyldt med ting, der ikke kan tåle frost.
På altanen!? snøftede hun fornærmet, mens hun febrilsk arrangerede min mad. Byens støv flyver da derude! Og man stiller da ikke mad på gulvet. Ved du hvad, jeg må hellere flytte dine glas med “grønt”… Ingen spiser det alligevel. Mænd vil have kød, ikke kaninfoder.
Jeg kastede et bedende blik mod Mads, min mand. Han sad ved køkkenbordet og skar brød, tydeligvis i håb om at gå i ét med tapetet. Han kender både Karen og hendes datter, min kusine Birgitte, bedre end han ønsker. Hun var nu i gang med at kritisere badeværelset, og kommenterede højlydt flisernes kvalitet.
Mads, kan du hjælpe faster Karen med sylten ud på altanen? sagde jeg bestemt. Jeg har gjort plads på en hylde, og der er ikke støvet.
Han rejste sig og bar den tunge sylte ud, mens Karen modstræbende slap sit klenodie. Med det samme vendte hun sin opmærksomhed mod mig.
Hvorfor er du så bleg, Frederikke? Sidder du nu på diæt igen? Hud og ben, du! Birgitte ser så rask ud og du bliver bare mindre. Og hvad er det for en underlig indretning. Så hvidt og kedeligt! Hvorfor ikke noget med guld? Det skinner jo, ser rigtigt ud.
Vi kan bedst lide minimalisme, Karen, sagde jeg kort og smagte på saucen. Smag og behag.
Nu kom Birgitte ind i køkkenet med sine to drenge, Viggo og Lasse, på fem og seks år, begge med chokoladeklatter over hele hænderne.
Har du kun bruser i badeværelset? sagde Birgitte, og slog sig ned med benet over knæet. Hvordan skal jeg vaske drengene? De er jo vant til at pladre rundt.
Vi har indrettet for os selv. De er ikke babyer de kan sagtens klare sig med bruseren, sagde jeg, og mærkede, hvordan irritationen steg.
Dette besøg havde været planlagt længe, men jeg havde håbet til det sidste, at de ville ændre planer i Aarhus. Faster Karen og Birgitte havde inviteret sig selv til jul i København, med argumentet om, at familien må ses, og det ville være hyggeligt med en tur i “smukke København”. Jeg har altid været opdraget med gæstfrihed, så jeg sagde ja, selv om jeg huskede deres sidste besøg, som efterlod mig helt udmattet og med lejligheden på den anden ende. Men dengang boede vi stadig i en slidt toværelses. Nu har Mads og jeg endelig fået vores drømmebolig, tre gode værelser og et dyrt designerrenoavation vi var så stolte af.
Især soveværelset var mit frirum mørkeblå vægge, tunge gardiner, den fantastiske dobbeltseng med en madras, der kostede lige så meget som en flybillet til New York. Et blødt gulvtæppe og kun fred. Vi havde aftalt, soveværelset var en lukket zone for gæster de kunne sove i stuen på den store sovesofa, eller i Mads’ kontor, hvor der var en komfortabel gæsteseng.
Mor, jeg er tørstig! jamrede Viggo og trak Birgitte i ærmet.
Gå hen til tante Frederikke og bed om juice, sagde Birgitte uden at se op. Frederikke, giv dem noget, de er helt drænet af rejsen.
Jeg fandt to glas frem og skænkede æblejuice til drengene.
Husk nu ikke at spilde på gulvet, det er ægte eg, sagde jeg.
Tænk at være så nervøs for et gulv, lo Karen. Tingene skal bruges, ikke pakkes ind. Børn er som de er. Du er blevet lidt fin på den herovre i København, Frederikke.
Mads vendte tilbage og forsøgte at bryde opstemningen:
Skal vi ikke sætte os til bords? Klokken er fem julen er på vej.
Middagen blev kaotisk. Børnene stak af med ost og pølse, Birgitte snakkede om rejsen til en veninde over telefonen, og Karen kritiserede alt maden. Hun stirrede skeptisk på min salat med rejer.
Rejesalat?! Hun løftede rejen med gaffelen. Jeg forstår ikke sådan noget. Hvor er sild og leverpostej? Det her er bare pjat!
Det er luksus, mor, sagde Birgitte dovent. Selvom jeg nu også bedst kan lide det klassiske. Frederikke, er de svampe hjemmelavede eller fra Irma?
Fra Irma, sagde jeg.
Ja ja, orker ikke selv. Jeg har min egen med, nu skal I prøve rigtige svampe!
Jeg spiste tavst og stirred ned i min tallerken. Under bordet lagde Mads sin hånd ovenpå min og klemte blidt “blot tre dage mere”, læste jeg i hans blik.
Henad otte, da første flaske bobler var tom og børnene sad med iPads, kom snakken til det uundgåelige emne: nattesøvn.
Åh, jeg er helt færdig, klagede Karen, og masserede sin ryg. Min gamle ryg kan ikke mere!
Ja, mor, du skal hvile ordentligt, Birgitte var straks enig. Frederikke, hvor skal vi sove?
Jeg havde forberedt svaret:
Der er rede i stuen, den store sovesofa er til to voksne. Birgitte og drengene kan være i kontoret, hvor gæstesengen kan klappes ud. Hvis det kniber, har vi også en ekstra luftmadras.
Der blev helt stille. Karen stoppede med at spise, Birgitte spærrede øjnene op.
Sofaen? udbrød Karen vantro. Frederikke, du må da forstå, min ryg kan ikke tåle sofa! Jeg har diskusprolaps! Jeg har brug for en rigtig seng blød og jævn!
Det er en ortopædisk sofa, Karen, helt flad vi købte den netop til gæster, forklarede jeg.
Sofa er sofa! afbrød hun. Jeg er en ældre dame, og jeg bør have komfort. Jeg troede da, I ville lade os sove i soveværelset. Den madras siges at være magisk.
Jeg stivnede. Jeg havde håbet på krav men ikke på det her.
Soveværelset? spurgte Mads og trak på øjenbrynene. Karen, soveværelset er vores. Det er der vi sover.
Og hvad så? svarede Birgitte iskoldt. I er unge og raske, så kan I vel sove på sofaen eller gulvet et par nætter! Mor har brug for komfort, og det er lettere med drengene også. Soveværelset er ideelt.
Vent nu, jeg mærkede mit ansigt blev varmt. Vil I have, at vi forlader soveværelset og sover på stuegulvet, mens I tager vores seng?
Slap nu af! sagde Karen. Vi er familie. Til jul giver man det bedste til gæsterne. Min mor lærte mig det og hendes også! Du er blevet fin på den, du har glemt traditionerne.
Karen, tradition er at byde velkommen ikke at afgive sin seng. Det er som en tandbørste, personligt. Soveværelset er lukket, det er ikke til diskussion. Hotellet er der, hvis sofaen ikke dur.
Birgitte satte sit glas hårdt ned. Drengene sad og gloede.
Du vil ikke engang dele din seng med din familie? Vi har kørt hele vejen fra Aarhus og du byder os sovesofaen som hunde?
Den kostede 13,000 kroner, den er virkelig god. Jeg har selv sovet på den, sagde Mads tørt.
Det handler ikke om penge! råbte Karen. Det handler om respekt! Din mor ville have skammet sig over dig! Egoist, ligesom din far!
Da Karen nævnte min mor, ramte det hårdt. Min mor var altid den opofrende, den der aldrig sagde nej til sin søster Karen, altid gav alt hun havde. Jeg husker deres besøg som barn Karen tog det bedste og efterlod rod og hovedpine.
Lad nu være med at bringe mor ind i det, sagde jeg lavt men skarpt. Hun var en god kvinde, som du udnyttede hele livet. Jeg er ikke mor. Jeg har grænser. Soveværelset er lukket. Hvis det ikke passer, er hotellet lige ved siden af jeg hjælper gerne.
Hotel?! Birgitte var målløs. Vil du smide os ud? For penge?
Hørte du, datter? Karen dramatiserede. Jeg får det dårligt… Mit blodtryk!
Birgitte hentede vand og piller, og børnene sad og så med, helt stille.
Sådan, sagde Birgitte, da Karen kom sig. Enten får vi soveværelset, eller vi tager hjem og hele familien får at vide, hvad du er blevet til, Frederikke. Dit valg.
Jeg så på Mads hans ansigt var hårdt, men jeg kunne mærke hans støtte. Jeg var så træt over at mit hjem skulle gøres til pensionat.
Underligt valg, Birgitte, sagde jeg og rejste mig. Jeg tilbyder jer god mad og gode senge. I kræver min personlige seng og bliver fornærmede. Hvis sengen betyder mere end sammenhold, så må I tage hjem.
Okay så! Karen rejste sig hurtigt. Pak, Birgitte! Børnene med! Vi bliver ikke på sådan et sted et sekund længere. Hellere bo på banegården end hos sådan en familie!
Mor, hvad vil du nu? Birgitte hviskede, tydeligvis nervøs ved oprindelig plan. Hun troede, jeg ville give mig.
Vi kører med taxa til Grethe! Hun bor godt nok i bofællesskab, men hun har hjerte og hun deler hvad hun har. Her er der bare status!
Der blev hektisk. Birgitte vredt fyldte taskerne, Karen gik rundt og klagede højlydt over alt.
Giv os vores gaver tilbage! kommanderede Karen. Jeg har taget hørhåndklæder med! De fortjener I ikke. Dem får Grethe.
Jeg fandt håndklædepakken (som jeg aldrig ville have brugt) og bar den ud til dem.
Her, værsgo. Og tag jeres svampe også.
Vi tager det hele! brølede Birgitte og snuppede pakken. Også slikken til børnene!
Mads stod i døråbningen og så på det hele, flov.
Efter et kvarter var de færdige. Karen jamrede stadig, nævnte gamle ydmygelser og den ensomme fremtid jeg åbenbart havde valgt.
Har I bestilt taxa? spurgte Mads.
Ingen nåde! Vi gør det selv! Birgitte trykkede på sin telefon. Mor, vi går ned bilen er her om fem!
Ud røg de, som et larmende tog. Karen smækkede døren så hårdt, at stuk falder ned fra lofter.
Så var der kun stilheden. Køleskabet summede, uret tikkede. Rejesalaten stod urørt, juicen var spildt på dugen.
Jeg satte mig på stolen og lagde hovedet i hænderne. Skuldrene rystede.
Mads kom hen og lagde armen om mig, kyssede mig i håret.
Det er ovre nu, Frederikke. De er gået.
Jeg kiggede op og i stedet for tårer var det latter. Nervøs, men lettet.
Du så det? “Hellere banegården end her!” Hvor er det dog befriende!
Ja, smilte han. Og sylten? Den står stadig på altanen!
Jeg grinede højt.
Sylten! Det vigtigste glemte de! Grethe får travlt med dem, hun bor på 12 kvm med sin alkoholiske mand jeg forestiller mig hendes glæde over familieinvasionen nytårsnat.
Ikke vores problem, sagde Mads og skænkede bobler. Jeg var flov først, men da Karen nævnte din mor… havde jeg lyst til at smide dem ud selv. Du var modig.
Jeg elsker bare vores seng, indrømmede jeg og tog hans glas. Og dig. Og vores fred. Det her bliver den bedste jul, tror jeg. Bare os, mad til en bataljon og ingen brokker sig over salaten.
Vi ryddede af bordet sammen. Luften føltes renere. Den tunge stemning var forsvundet.
Jeg stod ved vinduet. Ude faldt sneen tæt, taxiens spor blev skjult, og byens lys funklede. Derude rejste mine slægtninge videre, med deres frustration og utilfredshed. Jeg følte lidt med dem. At leve sådan må være tungt, meget værre end at sove på en sofa.
Mads, sagde jeg. Skal vi tænde lidt musik og kirkelys? Det er jo fest.
Selvfølgelig, svarede han fra køkkenet. Og andestegen er snart klar. Den de ikke nåede at smage.
En time senere sad vi til bords. Stearinlys brændte, blid jazz spillede, anden var sprød og saftig.
Skål for os, sagde Mads. For vores hjem. Og for, at her kun er plads til dem, der viser os respekt.
Og for grænser, sagde jeg og klinkede med ham. Som vi nu kan sætte.
Senere, sent på natten, lå jeg i min yndlingsseng “kampzonen” og følte mig lykkelig. Stilheden, friskhed, lavendelduft, ingen fremmede. Måske ligger Karen og Birgitte nu hos Grethe eller på banegården og forbander mig men jeg har ingen skyldfølelse.
Jeg har lært noget vigtigt: man kan ikke gøre alle tilfredse, og det er okay at værne om sin egen fred.
Næste morgen var min telefon overfyldt med beskeder. Rygtet var løbet jeg havde efter sigende smidt min stakkels, syge tante ud i vinterkulden. Jeg ignorerede det, satte mobilen på flytilstand og smilede til den nye dag.
Sylten? Den fodrede Mads og jeg de lokale hunde med ude ved Christianshavns Volde. De var begejstrede og klagede ikke over mangel på krydderi. Dyr sætter mere pris på det gode det kunne mange lære lidt af.
