“Gør dig af med ham med det samme!” sagde hun om min kat, som jeg havde levet sammen med i ti år.
For nylig besluttede min kæreste Freja og jeg at flytte sammen. Vi havde kendt hinanden i næsten otte måneder – alt var gået godt, så jeg inviterede hende til at bo hos mig. Vi skulle have et hyggeligt lille hjem for tre – mig, Freja og min trofaste ven, katten Mikkel.
Mikkel havde været min i ti år. Jeg tog ham med fra mine forældres hus, da jeg flyttede til en anden by. Han var blevet en del af mit liv. Vi havde været sammen gennem ensomhed, succeser og endda nogle mislykkede forelskelser. Mikkel ventede altid på mig ved døren, sov ved min side og spindrede i de svære stunder. Jeg elskede ikke bare denne kat – han var min familie.
Først havde Freja ikke noget imod ham. Tværtimod kælede hun engang imellem for Mikkel og sagde, at han var “sød.” Jeg troede, vi var utroligt heldige – at vi tre skulle leve fredeligt og lykkeligt sammen. Men glæden varede ikke længe.
Efter et par uger begyndte Freja at få underlige symptomer. Hendes næse løb konstant, øjnene blev røde, hun hostede og havde hovedpine. Jeg foreslog, at hun skulle til lægen. Diagnosen ramte som et lyn fra klar himmel: allergi over for kattelhår.
“Men hvordan?” spurgte jeg forvirret. “Hun har været sammen med katte før, og hun legede endda med Mikkel…”
“Unge mand, allergi er en lumsk ting. Dens virkning kan akkumuleres. Mens I var kærester, havde pigen ikke tæt kontakt med allergenet. Nu bor hun sammen med det. Reaktionen forværres og kan blive farlig,” svarede lægen strengt.
Jeg var knust. Jeg vaklede mellem fornuften og smerten i brystet. Jeg elskede Freja, men hvad skulle jeg gøre med Mikkel, det væsen, der altid havde været der, når ingen andre var?
På vej hjem overvejede jeg allerede at bringe Mikkel til mine forældre midlertidigt. Jeg var villig til at ofre en del af mig selv for Freyas skyld. Men så snart vi trådte ind ad døren, spurgte hun, uden engang at tage frakken af:
“Nå, hvornår gør du dig af med ham?”
“Hvad mener du med ‘gøre dig af med ham’?” spurgte jeg forvirret. “Vi er lige kommet hjem, lad os lige tale om det…”
“Der er ikke noget at tale om,” sagde hun koldt. “Jeg bliver dårligere for hver dag. Vil du have, at jeg skal kvæles?”
Jeg stivnede. Af hendes tone, af de hårde ord. Lige indtil dette øjeblik var jeg villig til at finde en løsning. Men ordet “gøre dig af med” – det skar som en kniv gennem mit hjerte. Hun så ikke min ven som et levende væsen, som jeg havde knyttet mig til med hele min sjæl. For hende var han bare affald, en unødvendig ting, en kilde til ubehag.
“Hvis nogen skal gå, er det dig,” sagde jeg stille. “Mikkel bliver. Punktum.”
Freja stod tavs et øjeblik, og uden et ord vendte hun sig om og begyndte at pakke sine ting. Allerede få timer senere var der ikke et spor tilbage af hende.
Først følte jeg mig tom, men så kom en underlig lettelse. Jeg indså, at et menneske, der kræver, at du ødelægger en del af dit liv, ikke kan elske dig på rigtig måde. Ja, jeg kunne have prøvet at finde en løsning, overtalt hende til at blive. Men hvorfor? For at gå på listefødder og frygte hendes næste “allergi”?
Jeg fortryder ikke. Nogle gange er dyr mere trofaste end mennesker. Mikkel lå ved min side den aften, da jeg hældte mig en stærk kop te og bare stirrede ud ad vinduet. Han spandt, som om han sagde: “Jeg er her. Alt skal nok blive godt.”
Og det gør det. Livet slutter ikke med en enkelt kærlighed. Men hvis et menneske kræver, at du skærer en person ud af dit liv, der stod ved din side i de svære tider – så er det ikke kærlighed. Det er egoisme.
Nu bor jeg igen kun sammen med Mikkel. Måske kommer der en dag en, der forstår: min familie er ikke kun mig. Det er også min gamle, vise, pelsede ven.
