Min kone og jeg har for nylig taget et realkreditlån for at købe en dejlig lejlighed i et splinternyt kvarter i udkanten af Århus stadig halvt under renovering og fuld af entreprenørers travlhed. Nu skal vi altså have indviet stedet! Ingen har boet her før, og vi kan da ikke bo her uden Guds velsignelse, begyndte min farmor straks at insistere. Selvfølgelig, hjemmet skal indvies, det ville være dumt at tage nogen chancer. Vi skal da have lykke, glæde og fremgang i vores nye lejlighed, tilføjede min mor, og støttede straks idéen. Selvom vi først var lidt skeptiske, kunne vi ikke modstå presset, så vi besluttede alligevel at arrangere en indvielse.
Det er nødvendigt, sagde farmor bestemt. På den aftalte dag, ved det aftalte tidspunkt, lød dørklokken, og en præst med gråsprængt hår og langt skæg stod udenfor. Rundt om halsen havde han et stort kors i en tyk guldkæde, og i hænderne holdt han en lille røgelsesbrænder og en slidt lædertaske. Han delte stearinlys ud til os hver, og begyndte at forklare, hvordan ritualet skulle foregå.
Kære alle sammen, proklamerede præsten myndigt, I skal tænde jeres lys og følge mig rundt i lejligheden. Vi adlød, parate til en højtidelig og andægtig ceremoni. Men da min far forsøgte at tænde sit lys, gik det ret skidt. Flammen ville ikke fænge, lyset sygede og spruttede, og nægtede stædigt at tænde uanset hvor meget vi prøvede. Efter en håndfuld mislykkede forsøg samlede præsten hurtigt sine ting sammen og stak dem resolut tilbage i tasken.
Afsted med jer, afsted! Der er tydeligvis noget skummelt her, sagde han forvirret, stemmen skarp og hektisk. Uden flere ord greb han tasken og skyndte sig ud af lejligheden, mens vi blev stående tilbage helt perplekse.
En mærkelig præst og et endnu mærkeligere lys, bemærkede min kone stille og pegede på, at præstens eget lys nu brændte helt upåklageligt.
Måske var han bare i det forkerte humør så virkede ritualet ikke, forsøgte min mor at spøge, for at lette stemningen.
Han taler flot, men ender med at flygte. Måske har han bare ikke wi-fi, hvor han ellers plejer at være, tænkte jeg, mens jeg prøvede at finde det sjove i denne absurde situation. Men hvor skulle vi dog flygte hen? Vi sidder jo allerede på denne adresse de næste femten år sammen med alle regningerne, tilføjede jeg, stadig med et smil.
Nå, skal vi så blive boende eller skal vi prøve med en anden præst? sagde farmor, og trak os tilbage til virkeligheden. Vi måtte finde ud af, hvordan vi skulle håndtere denne lidt mærkværdige situation.
Senere samme aften, da roen havde indfundet sig og jeg sad alene med mine tanker, gik det op for mig, at huset bliver ikke lykkeligt kun gennem ritualer eller traditioner. Det er os selv, vores hverdag og måde at omgås hinanden på, der skaber glæde, varme og tryghed. Det var alligevel det vigtigste at tage med fra dagen.
