Min hustru og jeg havde for nyligt optaget et realkreditlån, så vi kunne købe en dejlig lejlighed i et nyt, moderne kvarter i udkanten af København det hele var stadig under opførelse, duften af frisk maling hang i luften, og stilladserne stod stadig udenfor. Vi skal indvie hjemmet! begyndte min farmor straks at insistere, Ingen har boet her før, og det kan da ikke gå an, at vi flytter ind uden Guds velsignelse. Min mor nikkede bekræftende, Det er nødvendigt, vi skal da have held, glæde og lykke i vores nye bolig. Vi var en smule forbeholdne, men til sidst kunne vi ikke modstå presset og lod os overtale til at holde en indvielsesceremoni.
Farmor var klar i mælet: Det SKAL vi. På den aftalte dag og klokkeslæt ringede det på døren, og ind trådte en præst fra Frederiksberg han havde et prægtigt skæg, og hans hår var gråsprængt. Om halsen bar han et stort sølvkors i en solid kæde, i hænderne svingede han en røgelsesholder og havde en gammel taske over armen. Han rakte os alle stearinlys og forklarede, hvordan ritualet skulle foregå.
Mine kære, sagde præsten med værdig stemme, Tænd jeres lys og følg mig rundt. Vi gjorde, som han sagde. Vi forventede en højtidelig stund, sådan som det hører sig til. Men da min far forsøgte at tænde sit lys, nægtede det ganske enkelt at makke ret. Der kom kun røg, det knitrede og gik ud, lige meget hvor meget vi prøvede. Efter flere frustrerende forsøg samlede præsten hurtigt sine ting sammen og stak dem tilbage i tasken.
I må hellere komme væk, der er sikkert noget skidt her… mumlede han nervøst, stemmen var pludselig meget hastende. Han greb tasken og styrtede ud af lejligheden, mens vi andre blev stående rådvilde og lettere chokerede.
Sikken en sær præst og et endnu mere særpræget lys, sagde min kone, mens hun så, at præstens eget lys nu brændte uden problemer.
Måske var han bare i dårligt humør, så virkede ritualet ikke, forsøgte min mor at sige for at lette stemningen og dæmpe forlegenheden.
Han taler flot, men løber så væk mon han ikke kan lide at være et sted uden wifi, tænkte jeg for mig selv, mens jeg forsøgte at finde noget at grine af i denne besynderlige oplevelse. Vi har ikke engang mulighed for at løbe væk vi hænger jo på denne lejlighed og alle regningerne de næste femten år, tilføjede jeg ironisk og smilede lidt.
Nå, skal vi nu blive her, eller skal vi mon lede efter en anden præst? lød min farmors stemme, der pludselig trak os alle tilbage til virkeligheden og mindede os om, at vi stadig skulle finde en løsning på denne mærkelige situation.
