Mette sad ved computeren, men stirrede ikke på skærmen – i stedet så hun ud ad vinduet. De sidste varme septemberdage. Men hendes tanker handlede ikke om vejret, de handlede om, hvordan hun skulle bruge den uventede bonus, der var landet i hendes konto.
“Anton skal have nye sko. Drengen vokser som ukrudt. Og en jakke, men til foråret er den alligevel for lille. Måske skal vi hellere spare op til ferie og endelig tage til stranden næste sommer…” Men så kom Lise ind på kontoret og afbrød hendes overvejelser.
“Hvad synes du? Jeg har købt en ny frakke! Den klæder mig, ikke? Vanvittigt dyr, men det var det værd.” Hun bredte armene ud og drejede sig. “Nå, hvad siger du?”
“Og nye støvler? Suedé? Du går én gang i regnvejr på vore veje, og de er færdige,” sagde Sara, Mettes kollega.
“Måske skulle jeg også købe en ny frakke? Altså, jeg har gået i den samme i fire år. Men mor… Mor forstår det ikke, hun får sagt sin fulde mening. Jeg er snart fyrre, og jeg er stadig bange for, hvad mor vil sige. Jeg må da for pokker kunne give mig selv en enkelt gang en gave. Især når det ikke påvirker familiens budget. Jeg har tjent pengene. De er mine at bruge, som jeg vil. Lise er kun fire år yngre, men hun virker ti år yngre. Selvfølgelig har hun heller ikke en tiårig søn og en streng mor, der altid behandler mig som en lille, dum pige,” tænkte Mette og så på Lises smarte frakke.
De andre piger diskuterede nu om noget.
“Åh, hold nu op. Du er bare misundelig. Til regnvejr tager jeg mine gamle gummistøvler på. I er simpelthen kedelige. Jeg går og viser den til pigerne i regnskabet,” sagde Lise fornærmet og gik mod døren.
“Lise, vent!” kaldte Mette. “Hvor købte du den?”
“Kan du også lide den?” Lise vendte tilbage til hendes skrivebord. “Her.” Hun rakte en rabatkort fra butikken frem. “Adressen står her, og der er en god rabat.”
“Åh, jeg spurgte bare…” Mette stirrede på kortet.
“Kom nu, vi lever kun én gang. Nå, jeg skal videre og blære mig,” sagde Lise og forsvandt ud af lokalet, efterladt kortet på bordet.
“Mette, hvad tænker du på?” spurgte Sara og kiggede over sin skærm.
“Jeg har brug for en ny frakke. Jeg har fået bonus, måske skulle jeg købe en?”
Sara trak på skuldrene.
“Dyrt og upraktisk. Lise køres til arbejde af sin kæreste. Du tager bussen i myldretiden. Og din mor… Åh, Mette, hunMette tog en dyb indånding, lukkede øjnene et kort øjeblik og sagde beslutsomt: “I morgen køber jeg den frakke – og denne gang skal det være for min egen skyld.”
