Mørke skygger: et drama på dørtærsklen
Nikolaj forsøgte at træde lydløst ind i lejligheden i den gamle bygning i udkanten af Aarhus.
“Der er du endelig. Jeg har ventet,” lød konens stemme fra køkkenet, blid men med en anspændt undertone. “Du kan ikke blive så sent på arbejde hver dag. Skal du have aftensmad?”
Nikolaj nikkede tavst og satte sig på en stol. Freja, hans kone, varmede hurtigt nogle frikadeller med kartoffelmos op, og en behagelig duft spredte sig i køkkenet.
“Skatter, er der noget galt? Du virker så fraværende,” spurgte hun deltagende og så ham ind i øjnene.
“Nej, det er bare… Vi er nødt til at snakke,” svarede Nikolaj undvigende mens han fingrede ved dugen.
“Så sig det,” sagde Freja stille men bestemt og satte sig overfor ham.
“Jeg har mødt en anden kvinde,” brød det ud af Nikolaj, og han knæppede øjnene sammen som om han forventede et slag. Han kunne slet ikke forudse, hvordan Freja ville reagere på hans tilståelse.
***
Tidligere den aften, da Nikolaj skulle gå, havde Rikke klynget sig til ham, som om hun ikke kunne slippe. Hendes stemme var blød og næsten bønfaldende:
“Kære, du gør det i aften, ikke? Som du lovede…”
“Jeg ved det ikke,” mumlede Nikolaj forlegent og holdt om hende på en akavet måde. “Men jeg vil gøre mit bedste…”
“Vær sød at prøve,” hviskede Rikke, og hendes øjne glimtede i halvmørket. “Til sidst bliver vi nødt til det alligevel…”
Hun kyssede ham og trak ham med tilbage ind i det varme soveværelse, hvor tiden syntes at stå stille.
***
En time senere gik Nikolaj gennem byens mørke gader med en knugende følelse i brystet. Hvordan skulle han fortælle det til sin kone? Hvordan kunne han se Freja i øjnene, hun som havde været hans støtte i femten år? Hvordan forklare, at han, en voksen mand, havde mistet hovedet som en teenager? Og vigtigst af alt – hvordan retfærdiggøre, at han ville ødelægge deres familie?
Han så for sig deres sønner, Magnus og Laurits. Tvillingerne, deres stolthed. Deres ens brune øjne, fyldt med tillid, stirrede på ham med bebrejdelse, som om de allerede vidste om hans forræderi. Nikolaj rystede på hovedet for at jage synet bort.
Hvor meget havde de ikke glædet sig til børnene! Da de fandt ud af, de skulle få tvillinger, havde de været lamslået – hvordan skulle de klare det? Men Freja havde været en troldkvinde. Hun kunne kende drengene fra hinanden med det samme, fik alt til at hænge sammen: både hjemmet og børnene. Hun ammede dem næsten et helt år uden at klage over træthed eller kræve mere hjælp fra Nikolaj end nødvendigt.
Efter hans arbejdsdag ventede der altid en varm middag, et smil fra Freja og de lykkelige latter af drengene hjemme. Freja kunne alt: berolige de gnallende små, men også opdrage dem så de blev velopdragne uden at være undertrykte. Hun lærte drengene at respektere deres far, gjorde alt for at de skulle se op til ham. Og det virkede – Magnus og Laurits elskede deres far og var stolte af ham.
Drengene var blevet fantastiske unge mænd – i en alder af tretten var de allerede selvstændige, gode til skolearbejde, dyrkede fodbold, og havde gode venner. Freja kendte dem alle: navnene, hvor de boede, hvad de var interesserede i. Deres hjem var åbent for alle vennerne, og drengene glædede sig altid til at invitere dem hjem. Engang havde det irriteret Nikolaj – støjen, kaosset, de højrøstede børn. Men Freja havde sagt med fast stemme:
“Vores børn skal lære at have venner. Og jeg vil gerne vide, hvem de omgås. Det er vigtigt, Nikolaj. Accepter det.”
Hun havde ret. Som altid. Børnene voksede, og hjemmet forblev et varmt rede, hvor alle følte sig velkomne.
Men nu… Kunne Rikke overhovedet blive en del af deres liv? Ville drengene acceptere hende? Tanken fik Nikolaj til at gyse. Hvordan kunne Magnus og Laurits holde af en kvinde, der var skyld i at deres far forlod deres mor? De elskede Freja. For dem ville hans handling være forræderi – og de ville have ret.
Freja fortjente ikke dette. Femten år havde hun været den perfekte kone, en trofast ven, en omsorgsfuld mor. Nikolaj havde været lykkelig med hende – indtil Rikke dukkede op.
Rikke – ung, livlig, med en gnist i øjnene, der tændte en længe glemt følelse i ham. Han forelskede sig som en teenager, ved første blik. Hun fyldte hans tanker, fyldte hans hjerte, fik ham til at glemme alder, familie, pligt. Efter en uges forførelse kunne han ikke tænke på andet end hende. Det eneste han ønskede var at holde om hende, drukne i hendes smil.
Var det hans skyld? Kærlighed er som en storm, man ikke kan modstå. Men ville Freja forstå det? Ville hun lave en scene? Men… det var ikke hendes stil. Hun var altid behersket, klog. Men hvad ville der ske efter hans ord? Skilsmisse? For Rikke havde givet klart udtryk for, at hun ville have ham til at flytte ind hos hende.
Nikolaj standsede ved opgangen og sank tungt ned på en bænk. Hans ben virkede ikke længere, hans hjerte hamrede. Tanken om at gå ind var ulidelig.
***
Imens satte Freja sig ved vinduet efter at havde puttet drengene. Hun stirrede ud på den mørke gade. Hun havde vidst det længe. Vidst at han ville fortælle det i dag. Hun havde håbet, det bare var en flygtig interesse, men nej – det var gået for langt.
“SNikolaj tog en dyb indånding og trykkede langsomt på dørklokken igen.
