Mikkel Holgersen kom hjem efter en lang arbejdsdag fra kontoret på udkanten af Aarhus.
“Halløj, jeg er hjemme!” råbte han, mens han gik ind i køkkenet, hvor der allerede duftede af mad.
“Hvad er der at fejre?” spurgte han forbløffet, da han så de pyntelige anrettede retter på bordet.
“Ingenting, jeg havde bare ikke lyst til at lave mad, så jeg bestilte sushi,” svarede hans kone, Lærke, men der var en underlig klang i hendes stemme.
“Sushi er jeg vild med!” sagde Mikkel og smed jakken af sig.
“Så sæt dig ned, så spiser vi,” sagde Lærke, men forsvandt straks ud af køkkenet.
Et øjeblik efter kom hun tilbage med et stykke papir i hånden og rakte det tavst til ham.
“Hvad er det?” spurgte Mikkel, men da han kiggede på papiret, stivnede han, som om han var blevet ramt af lynet.
***
“Goddag, det er buddet,” lød en stemme i dørtelefonen, og på skærmen dukkede en ung fyr op i en lyserød uniform. “Betalingen for bestillingen gik ikke igår.”
“Der må være en fejl,” svarede Lærke roligt. “Jeg har ikke bestilt noget.”
“Undskyld, her er kvitteringen, se lige,” sagde fyren og holdt en krøllet papirlap op foran kameraet, mens han pegede på adressen. “Igår leverede jeg selv bestillingen. Adressen: Månevej 12. En mand betalte med kort, men betalingen gik ikke igennem. Jeg har en kopi af kvitteringen, vil du ikke tjekke?”
Fyren lød forvirret og undskyldte efter næsten hvert ord. Det var tydeligt, at han var ny – ikke bare i budbranchen, men i arbejdslivet generelt. Lærke kneb skepsisks øjnene sammen, åbnede døren og kiggede på buddet. Hans magre skuldre var belastet af en kæmpe termotaske, der fik ham til at ligne en spurv med en umulig byrde. Lærke kunne lige holde smilet tilbage, men blev distraheret af kvitteringen.
På papiret stod: “Fejlkode: 55. Forkert pinkode.”
“Jeg sagde jo, du tager fejl,” gentog hun. “Der var ingen hjemme igår, og vi har ikke bestilt noget.”
“Undskyld,” rødmede buddet. “Betalingen blev godkendt af en pige… en anden kvinde.”
“Det må slet ikke være mig,” grinede Lærke.
Buddet rakte hende en anden kvittering med adressen og bestillingsdetaljerne. Lærke skimmede den: japansk mad, bestik til to, betalt med kort. Intet usædvanligt bortset fra én ting – Mikkel kunne ikke udstå sushi. Nederst stod navnet på bestilleren: Mikkel.
Lærke mærkede, hvordan blodet steg til tindingerne. Der boede kun én mand i denne lejlighed – hendes mand. Men en pige? I hendes 43-års-alder var hun ikke længere i den kategori. Måske kaldte buddet alle kvinder for piger af høflighed? Men noget stemte ikke.
“Jeg betaler,” sagde hun pludselig. “Hvor er din terminal?”
Fyren så forbløffet på hende. Han havde forventet tårer eller skrig – sådan havde hans mor opført sig, da hun opdagede hans fars utroskab. Men Lærke var rolig, som om hun var lavet af stål. Da hun fulgte ham ud, begyndte hun pludselig at grine. Latteren blev til en hysterisk fnisen, og tårerne trillede. Hun tog en dyb indånding, tørrede ansigtet og tog telefonen.
“Mikkel, hej, hvornår kommer du hjem fra arbejde?” spurgte hun og forsøgte at lyde afslappet.
“Hej. Til klokken syv, hvis chefen ikke igen holder et af sine elskede møder,” svarede han. “Hvorfor?”
“Jeg tænkte, vi kunne spise sammen i aften.”
“Er dine planer blevet aflyst?”
“Ja, jeg er hjemme hele aftenen. Tænkte det kunne være hyggeligt.”
“Lyder fint, men jeg ved ikke helt, hvornår jeg er fri endnu.”
“Ingen problemer, vi finder ud af det senere. Jeg gider ikke lave mad, så jeg bestiller noget, okay?”
“Det er fint.”
Lærke lagde på og åbnede skabet. Hendes blik faldt på den sorte kjole med guldskær, som hun havde haft på til sidste julefrokost. “Hvis det skal være fest, så skal det være fest,” tænkte hun bittert.
I entreen så hun på kvitteringen igen, tog telefonen og bestilte den samme sushi som dagen før, med bemærkningen “bestik til to.”
Om aftenen kom det samme bud, nu endnu mere forlegen, med bestillingen. Da han havde sikret sig, at betalingen gik igennem, skyndte han sig væk – denne familie gemte tydeligvis på for mærkelige hemmeligheder.
En time senere kom Mikkel hjem. Lærke tog imod ham med et smil, men hendes øjne afslørede anspændelsen. Hun bemærkede, hvordan han prøvede at være den perfekte mand – sådan gik det altid efter hans “forsinkelser” eller pludselige forretningsrejser.
“Sushi?” sagde Mikkel overrasket og kiggede på bordet.
“Ja, jeg så en reklame for levering hos min mor igår,” svarede Lærke nonchalant. “Jeg fik lyst. Jeg ved, du ikke kan lide det, så jeg har bagt kylling til dig.”
“Jah, jeg prøver lige,” sagde han. “Vi bestilte det på arbejdet engang, det var okay.”
“Forandring er godt, ikke sandt, Mikkel?” spurgte hun med et lille smil.
Mikkel blev på vagt. Hendes ro, den samme sushi, den samme restaurant – han troede ikke på tilfældigheder. Men hvordan kunne hun vide om hans afteselskab med den anden kvinde?
Han satte sig ved bordet og sendte hende et mistænksomt blik. I modsætning til hans forventninger skreg eller bebrejdede Lærke ham ikke. I stedet spurgte hun pludselig:
“Hvad hedder hun?” Hendes stemme var jævn, næsten ligegyldig, mens hun skubbede en maki rundt på tallerkenen.
Mikkel gispede. Der var ingen mening i at benægte det.
“Emma,” mumlede han.
“Smukt navn,” svarede Lærke lige så roligt. “Hvor længe har I været sammen?”
“Lærke…” begyndte han uden at vide, hvad han skulle sige.
“Lad os springe undskyldningerne over,” afbrød hun. “Fortæl mig om hende. Jeg vil vide, om det er seriøst eller bare en flygtig affære.”
“Seriøst?” Han var forvirret. “Er det en joke? Hvorfor er du så rolig? Hvad er f”Hun er sød nok, men jeg tror ikke, det varer, for jeg kan ikke engang huske farven på hendes øjne.”
