En efterårsaften dækkede Århus i et blødt skær af gadelygter. Løvet raslede under fødderne og skabte en illusion af ro. Mathias, iført en mørk frakke, holdt fast i en buket lysehvide liljer, mens han ventede ved sin elskede Frejas hoveddør. Dagen var særlig – de skulle møde hans forældre. Hans hjerte hamrede af nervøsitet; han forestillede sig, hvordan han ville præsentere Freja for sin mor og far, hvordan de alle sammen ville grine over middagen. Men skæbnen havde en overraskelse i baghånden, der ville gøre ondt at komme over.
Døren gik op, og Freja dukkede op. Hendes udseende var langt fra, hvad han havde forventet: i stedet for en fin kjole havde hun slidte tracksuitbukser på, håret var skødesløst sat op, og der var ikke en sminke på hendes ansigt. Hun så ud, som om hun slet ikke havde tænkt sig at gå nogen steder.
*”Liljer? Nej tak,”* sagde hun køligt og skubbede buketten væk. *”Mathias, jeg vil ikke lyve for dig. Der er en anden. Han er ældre, succesrig, kan give mig alt, hvad jeg drømmer om. Du er sød, men… vi passer ikke sammen. Undskyld.”*
Hendes ord skar gennem ham som en kniv. Mathias svarede ikke. Han prøvede ikke at diskutere eller kræve en forklaring. Buketten, der lige for et øjeblik siden symboliserede hans kærlighed, landede i skraldespanden. Og det føltes, som om alle hans drømme fulgte med. Han gik, mens en dunkende smerte voksede i hans bryst.
Caféen *”Hyldeblomst”* modtog ham med varme og duften af nybrygget kaffe. Det var deres sted – hans og Frejas – hvor de havde tilbragte aftener med latter og fremtidsplaner. Nu mindede alt om forræderi. Mathias satte sig ved vinduet, bestilte en espresso og druknede i tanker. Hvordan kunne hun? Hvorfor ikke sige det før? Hvorfor lige i dag, hvor han skulle introducere hende for sin familie?
Derhjemme ventede hans forældre. Mor havde sikkert allerede dækket bordet med de fine tallerkener og forberedt sig på at møde *”drengens perfekte kæreste”*. Han skammede sig over at skulle fortælle dem sandheden. De fortjente ikke sådan en skuffelse. Den bløde jazzmusik fra højttalerne gjorde kun sorgen større. Han tænkte på, hvordan Freja havde holdt afstand de sidste uger, på de dyre smykker, hun havde forklaret med *”bonusser”*. Hvordan kunne han have været så blind?
Pludselig fangede hans opmærksomhed en pige ved bordet overfor. Hun havde lysebrunt hår i en rodet knold, og øjnene var fulde af tårer, mens hun stirrede ud ad vinduet, som om hun søgte svar i mørket. Mathias tænkte: *”Hvad er det for en dag? Er alles hjerter i stykker?”*
Han tømte kaffen og gik mod udgangen. På vejen forbi rørte han ved hendes taske.
*”Undskyld, jeg…”* begyndte han.
*”Det er okay. Det virker som om det er undskyldningernes dag,”* svarede hun og tvang et smil frem. Hendes stemme, blød og lidt skælvende, fik ham til at stoppe.
Han vidste ikke, hvorfor han talte videre med hende. Måske fordi hendes triste øjne spejlede hans egen smerte. Hun hed Maja. Hun fortalte, at hendes kæreste, som hun havde drømt om at gifte sig med, havde slået op med ordene: *”Du er for almindelig for mig.”*
*”Jeg troede, at almindelighed var det samme som ærlighed,”* sukked hun og rettede på en hårtot. *”Men han ville have en dukke, ikke mig.”*
Maja talte, som om hun tømte sit hjerte, og Mathias følte, hvordan hendes ord rørte ved hans egen historie. Han delte sin sorg, og snart var de fanget i en samtale, let men fyldt med forståelse. Det var mærkeligt, men en fremmed var nemmere at åbne sig for.
Så ringede hans telefon. Mor.
*”Mathias, hvor bliver I af?! Maden køler af!”* Hendes stemme dirrede af utålmodighed.
Han kunne forestille sig hende i køkkenet, ivrig efter at møde *”den perfekte kæreste”*. Han kunne ikke skuffe hende.
*”Jeg kommer snart,”* svarede han og så så på Maja. En skør idé lynede gennem hans hoved.
*”Vil du være min forlovede i en time? Bagefter forsvinder jeg fra dit liv.”*
Maja løftede et øjenbryn, men grinede pludselig:
*”Er du manuskriptforfatter? Hvor får du sådan nogle ideer fra?”*
*”Mine forældre har glædet sig så meget… Jeg vil ikke skuffe dem,”* forklarede han.
Hun tænkte sig om og nikkede:
*”Okay. Der er så meget smerte i dine øjne – jeg kan ikke sige nej. Og desuden er vi begge i knibe i dag. Jeg hjælper. Og maden må ikke gå til spilde!”*
Vejen hjem til forældrene fløj forbi. Mathias fortalte: *”Vi elsker at gå langs åen… Vi mødtes i en boghandel… Ja, Maja, men alle kalder mig Maja.”* Hun lyttede opmærksomt, huskede detaljer, som om hun øvede til en teaterrolle.
*”Er du sikker på, du vil lyve?”* spurgte han lige før de gik ind, da han så, hvordan hun nervørt drejede en hårtot mellem fingrene.
*”I dag er jeg træt af sandheden,”* svarede Maja og tog hans arm. *”Og lad os være dus – vi er jo et par, husker du?”*
Mor, i sin festlige kjole, stormede frem for at omfavne *”forloveden”*. Far, normalt reserveret, strålede:
*”Endelig har Mathias fundet sådan en smuk pige! Maja, fortæl, hvordan mødtes I?”*
Ved bordet blomstrede Maja. Hun fortalte om sit job på biblioteket, sin kærlighed til gamle plader og katte, og lo af fars vittigheder. Mathias så på hende og kunne ikke tro det: for få timer siden var hans verden kollapset, og nu smilte han, mens han lyttede til denne fremmede pige, der så naturligt passede ind i hans liv.
Forældrene var henrykte. Mathias følte en lille samvittighedskval over bedraget, men troede også, at alt ville blive godt. Maja fortryllede ham med sin ærlighed og varme. Med Freja havde alt været anderledes – hun havde altid stillet krav, ønsket mere. Han havde prøvet at gøre hende tilfreds, givet gaver, men som det viste sig, var han ikke *”hendes ideal”*.
Da han fulgte Maja hjem, bad han om hendes nummer:
*”Jeg skylder dig en tjeneste. Måske invitere dig ud?”*
*”Timen er g*”Tiden er udløbet, Askepot vender tilbage til virkeligheden,”* grinede hun, men gav ham alligevel sit nummer – og denne gang var det ikke kun for skuespillets skyld.
