Skyggen af Sigøjneren i den hvide sne
Den isnende, krystallinske januarluft havde åbenbart suget duften af brændende juletræslys og den bitre smag af mors ubetvingelige tårer til sig for altid. De sidste dage i byen forsvandt som en smertefuld, sløret filmscene. Lise så hed pigen nu nåede ikke engang skolens karneval. Mor syede alligevel med rystende hænder og gennem tårer færdig hendes kostume som Kobberbjergets Herskerinde, pyntet med glasperler, der funklede som ægte smaragder. Men festen blev ikke til noget. I stedet var der en endeløs, vuggende togtur, sneklædte marker udenfor vinduet, der lignede en kæmpe vattæppe, og en isnende klump af savn under brystet.
Far Han blev bare ikke længere til. Ikke fysisk, nej. Han opløste sig, forsvandt fra deres liv, som om han aldrig havde eksisteret. Og så kom farmor, hans mor, med et ansigt skarpt og hårdt som en økse. Hendes ord blev hængende i Lises erindring for evigt, præcise, slebne, dødelige: »Vi tolererede dig kun for hans skyld. Man må skære træet efter sin egen længde. Tag hjem til din landsby, hvor du hører til. Børnepenge vil han betale, men intet mere. Ingen kontakt. In-gen.«
Og så var de der på en sneklædt plads foran farmors skæve, men hyggelige hus. De losset deres få ejendele under skarpt opsyn af nysgerrige naboøjne. Som til en forestilling var de kommet. Nogle stirrede med tavst, surt medlidenhed. Andre med knapt skjult, tærende skadefryd. Og engang, huskede Lise fra mors fortællinger, havde de samme mennesker næsten krøbet for »bypigen«, der havde giftet sig heldigt. Nu så de kun en besejret, forvist skikkelse.
Ferieperioden sluttede brat. Den nye skole mødte hende med iskoldt tavshed og spidse, undersøgende blikke. Hun var en fremmed. En hvid ravnsort i sin bykjole, med sløjfer, der nu føltes latterlige og barnligt naive. Pigerne, som en flok krager, kastede sig straks over den nye kuriositet.
»Se lige, Pinocchio i nederdel!« lød en skinger latter. »Benene, benene! Som tandstikker!«
Lise krøb sammen, ønskede sig usynlig, men deres blikke brændte igennem hende.
Efter skolen fortsatte mareridtet. Den rene, bløde sne, der havde lokket om morgenen, blev nu et våben. Hårde, hadefulde snebolte fløj mod hende fra alle sider. Hvert slag var præcist og brutalt, fik hendes hjerte til at hamre og tårerne til at trænge frem. Hun faldt på knæ, beskyttede hovedet med armene, klar til at give op, forsvinde, smelte sammen dér i sneen.
Pludselig kakofonien af hvin og latter blev afløst af skrig af frygt og smerte.
»Bomb dem, bytøs! Kom så!« lød en klar, drilsk stemme over hendes hoved.
Hun løftede sit tårevåde ansigt. Foran hende, som et skjold mod sneboldene, stod en dreng. Han formede og kastede snebolte med en hastighed og vildskab, at de andre allerede flygtede.
»Løb! Det er jo den vanvittige Sigøjner!« gik det gennem gaden.
Han vendte sig mod hende. Ja, han lignede virkelig en sigøjner fra en bog: mørk hud, næsten sorte, fyldige hår, der stak frem under en gammel hue, og øjne to kul, der gnistrede af morskab. Han virkede bevidst barsk, hænder i hofterne, blikket udfordrende, men smilet, der nu dukkede op, var overraskende venligt og lyst.
»Er du den nye fra byen? Jeg er Mads. Eller, for venner Max. Hvis du ikke stopper med at græde, slår de dig igen. Nok nu. Fra i dag er du under mit beskyttelse. Ingen rører dig mere.«
Den sidste tese sagde han med en højtidelig, barnlig alvor, tydeligvis lånt fra et eller andet. Og så blev han rød i hovedet af sin egen patos.
Sådan begyndte deres venskab. Max var selvfølgelig ingen sigøjner. Kun et tilnavn pga. hans udseende. De var overraskende ens: begge sled bøgerne i stykker fra den knirkende, gammeldags landsbybibliotek. Max havde allerede læst alt af Jules Verne og Jack London. Rejser blev deres fælles besættelse. De kunne sidde i timevis på en bakke, føle den kolde vind slå dem i ansigtet, og følge de farverige færger, der sejlede mod det ukendte. De delte drømme: han ville sejle verden rundt i sit eget skib, hun ville synge på en stor scene, så hendes stemme kunne høres over havet.
Årene gik. Barndomsvenskab blev til noget større, ømt og dybt. Faderen købte Max en motorcykel, og det blev deres frihedsbillet. De susede ad landevejene, vinden hylede i ørerne og tog ordene, mens hun klyngede sig til hans ryg og skreg af fryd. De kørte til fjerne søer med fiskestænger, ind i skoven efter jordbær, bare »til verdens ende«, som de kaldte det.
»Lise, du er øh, bare smukkere i dag end i går,« sagde han, stirrende i luften men stjålent fangende hendes blik. »Bare hold dig fra de bynarre. De hænger på dig som fluer.«
»Max, er du jaloux?« lo hun, og hendes hjerte sang af hans kejtede ord.
Hvordan kunne han ikke være det? Fra grim ælling blev hun til en smuk svane. Hendes stemme, dyb og blød, fik alle til at lytte. Ingen fest i forsamlingshuset var komplet uden hende. Hun vandt en regional sangkonkurrence. Og der var en magi i hende, en indre skønhed, der brød frem: hendes grå øjne blev til smaragder, hendes gang let og sikker. Og han han forblev bare Max, »sigøjneren«, der følte sig klodset og almindelig ved siden af hende.
Så kom den lumre, støvede juni. Eksaminerne var overstået. Nu ventede kun diplomerne og så videre til byen, til optagelsesprøverne. Begge drømte om journalistik, forestillede sig at studere sammen. Den dag havde Lise sin sidste øvelse før studentergildet, mens Max blev bedt af en nabo om at hente medicin i byen. Han hjalp altid alle også denne gang.
Da han kørte hjem, åbnede himlen sig i et bibelsk skybrud. Lyn splittede luften, torden drønede, og regnen faldt så tæt, man ikke kunne se hånden for sig.
Lise var færdig med den sidste sang, men en dyb, umærkelig rædsel greb hende
