— Skrid nu!!! Jeg siger dig – smut! Hvad render du her og driver rundt for?! — Klara Mathiesen smækkede et stort fad varme boller i bordet under det brede æbletræ og skubbede nabodrengen væk. — Ud med dig! Hvornår begynder din mor egentlig at holde øje med dig?! Dovne unger! Spinkel som en tændstik, Svend – en dreng, ingen længere kaldte ved navn, fordi alle for længst havde vænnet sig til hans øgenavn – sendte et blik mod den strenge nabo og traskede tilbage til sit eget lille hus. Den store villa, delt op i flere lejligheder, var kun delvist beboet. I virkeligheden boede her kun to og en halv familie: Poulsen, Simonsen og Karlsen — Katrine med Svend. Den sidste var den der “halve” familie, man helst ignorerede, medmindre der var brug for det. Katrine blev ikke regnet for noget særligt, og blev det heller ikke hendes tid. Katrine havde kun sin søn. Ikke nogen mand. Ikke nogen forældre. Hun klarede sig selv så godt, hun kunne. Folk så skævt til hende, men holdt sig mest for sig selv, bortset fra de gange de jagede Svend, som de udelukkende kaldte Græshoppen, fordi han var så tynd og langlemmet og med et hoved, der så ud som om det burde vælte den spinkle hals hver gang han bøjede sig. Græshoppen var noget så usædvanligt som en ikke særlig køn, ængstelig dreng — men med et stort hjerte. Han havde aldrig kunnet gå forbi et barn, der græd, uden straks at forsøge at trøste det, og blev derfor ofte skubbet væk af mødre, der ikke ville have “den grimme dreng” i nærheden af deres børn. Hvem den “grimme fyr” var, vidste Svend i lang tid ikke. Men så gav moren ham en bog om pigen Dorothy, og Svend forstod pludselig sit øgenavn. At krybe ned i hjørnet og surmule var ikke hans stil. Svend besluttede bare at tænke, at de, der kaldte ham Græshoppen, kendte bogen og vidste, at den grimme havde hjerte, hoved og mod, og til sidst blev byens helt. Katrine følte heller ikke noget behov for at pille ved denne illusion — drengen skulle nok få rigeligt at sluge af ondskab endnu, tænkte hun. Lad ham da glæde sig over barndommen så længe han kan. Sit barn ville hun elske og beskytte alligevel. Da Svend blev født, tilgav Katrine straks hans far – en uansvarlig, utro sjæl – og tog sin skæbne på sig med oprejst pande. Skævede ikke til jordemødrenes bemærkninger om, at “drengen ikke lige var en skønhed.” — Sludder! Min søn er den smukkeste i verden! — Ja, smuk, ja… Men klog bliver han næppe… — Det ser vi på! — Katrine strøg sin babys kind og græd. To år løb hun med Svend til læger, indtil hun fik dem til at tage hendes barns udvikling alvorligt. Hun pendlede med den gamle bus og holdt lille Svend tæt ind til sig. På fremlagte råd lod hun sig ikke vælte. Råbene: “Giv din egen bort på børnehjem! Nej? Så hold så dine råd for dig selv! Jeg ved bedst, hvad jeg skal gøre!” Inden to-års-alderen rettede Svend sig ud, tog på, og hans udvikling afveg ikke længere væsentligt fra jævnaldrende. Han var selvfølgelig ikke nogen Adonis: stort, lidt fladt hoved, lange, tynde arme og ben, og den magre krop, som Katrine kæmpede for at gøre stærkere. Hun nægtede sig selv alt, så han kunne få det bedste. Det kunne ikke undgå at mærkes på hans helbred — selv lægerne sagde til sidst, at de aldrig havde set noget lignende. — Sådan nogle mødre kan man tælle på én hånd! Sikke et held! Drengen var ved at få en diagnose, og se nu! Han er en sand ener! — Ja! Min dreng er lige præcis det! — Ja, men vi snakker altså om dig, Katrine! Du er den kloge her! Hun trak bare på skulderen — at være mor og tage sig af sit barn, var vel det naturligste i verden. Da Svend skulle i skole, kunne han både læse og regne, men han stammede tit og det skæmmede hans talenter. Hans lærerinde blev ikke længe — hun giftede sig og gik på barsel, og klassen blev overladt til Maria Nielsen, en erfaren lærer, der hurtigt forstod, hvad hun havde med at gøre. Hun sendte Katrine til en god talepædagog og bad Svend altid aflevere opgaverne på skrift. — Du skriver så smukt! Jeg elsker at læse det du skriver! Svend strålede over rosen, og Maria Nielsen læste højt hans svar for klassen, og gjorde det klart, hvilken talent hun havde fået. Katrine græd af taknemmelighed, men forsøgte aldrig at takke lærerinden. Det lod Maria Nielsen straks være med. — Det er mit job! Og du har sådan en god dreng! Det skal nok gå alt sammen! Svend sprang til skole hver dag, hvad der morede naboerne. — Se, nu hopper vores Græshoppe! Så må vi vel hellere også komme i gang! Gud, hvordan kan naturen gøre et barn sådan? Og hvorfor har hun dog beholdt ham? Hvad naboerne sagde om hende og hendes søn, vidste Katrine godt. Men at skændes brød hun sig ikke om. Hvis Gud ikke havde givet et menneske hjerte og sjæl, kunne hverken hun eller nogen andre gøre så meget. I stedet kunne hun bruge tiden på noget vigtigere, som at gøre hjemmet hyggeligt eller plante endnu en rose ved trappen. Haven, med blomsterbede under hvert vindue og det lille frugtlund i hjørnet, nød alle godt af og der var en stiltiende regel om, at stykket foran lejligheden hørte den familie til, der boede der. Katrines plet var den smukkeste. Her blomstrede roser, en stor syrenbusk voksede, og trapperne lagde hun med mosaikker af brudte fliser, hun havde fået foræret, da forsamlingshuset blev renoveret. — Giv mig de fliser! — havde hun sagt til formanden. — Hvad skal du dog bruge skrot til? — havde han spurgt. Men han lod hende tage dem, og Katrine brugte timer på at finde de rigtige stykker. Siden så hun stolt ud, da hun trillede trillebøren hjem — med Svend siddende ovenpå. De andre naboer løftede øjenbrynene og sagde, hun bare samlede gammelt skrammel — men snart måtte de alle måbe over hendes skaberværk. Hun havde aldrig været på museum eller set udenlandsk kunst, men hendes sans for skønhed svigtede hende ikke. Trappen blev et sandt mesterværk. — Se lige det der! Det er jo kunst… Men det eneste, der betød noget for Katrine, var Svends kommentar: — Mor, hvor er det bare flot… Han sad på trappen, aede fliserne med en finger og smilede. Katrine græd igen. Svend havde ikke mange glæder. Blev han rost i skolen eller forkælet hjemme, sang han af lykke. Venner havde han få af, for han kunne ikke følge med de vilde drenge, og læste hellere end spillede fodbold. Pigerne fik han slet ikke lov at komme i nærheden af, især ikke af Klara, der havde tre børnebørn. — Du holder dig væk fra dem! — truede Klara. — De bær er ikke for dig! — Lad nu være at gøre hende sur, sagde Katrine til Svend — hun bliver bare syg. Græshoppen holdt sig væk, men nogle dage, hvor Klara lagde mere mad på bordet, kunne hun godt mumle: — De siger vel, at jeg er nærig… her, tag et par boller! Bare jeg ikke ser dig i gården, mens vi holder fødselsdag! Sid stille, til din mor kommer hjem! Og Svend nikkede, taknemmelig og uanselig. Denne dag, hvor Klara ville fejre det stort for yngste barnebarn Sofie, var den tynde Svend ikke velkommen. Hun ville ikke have ham til at skræmme børnene. — Skal han skræmme mine børnebørn? Nej, tak! Da hun for år tilbage havde set Katrine blive gravid, havde hun forsøgt at advare hende. — Hvorfor, Katrine?! Hvad vil du give ham? Ingenting! Du kender ikke til at være mor! — Skam dig, Klara! Du er jo selv mor! — Jeg har givet mine børn alt! Hvad har du at give? Ingenting! Så Katrine stoppede med at hilse. Gik stolt forbi med sin runde mave og kiggede ikke sidevejs. — Nu er du fornærmet — men jeg vil dig jo bare det bedste! — mumlede Klara. — Dit bedste lugter fælt! Jeg har kvalme! — svarede Katrine, mens hun strøg sin mave og beroligede den lille Græshoppe. Om hvad han oplevede i løbet af sine otte år, fortalte Svend sjældent sin mor. Han ville ikke gøre hende ked af det. Var han blevet såret, græd han i skjul — og alt gled af igen som vand på en gås. Klara havde han for længst holdt op med at frygte, men hun var heller ikke hans yndling. Han holdt sig på afstand, når hun truede eller snerrede ad ham. Spurgte man Svend, hvad han syntes, ville man blive overrasket: Han havde ikke vrede, men ondt af hende. At bruge sit liv på vrede — det var spild af dyrebare øjeblikke. Svend forstod værdien af et øjeblik. Intet var vigtigere. Alt kan man vende om — undtagen tid. “Tik-tak!” siger uret. Så er det væk. Ingen kan købe en mistet tid tilbage, eller bytte den for verdens smukkeste glansbillede. Men de voksne forstod det ikke… Med benene trukket op på vindueskarmen sad Svend og spiste sin bolle og så på, hvordan børnene legede på plænen. Sofie, fødselar, dansede rundt i lyserød kjole som en prinsesse, og Svend så tryllebundet til. De voksne sad om et bord ved Klaras trappe, mens børnene efterhånden løb over til brønden bag huset for at spille bold. Svend, der kendte brønden var farlig, som hans mor tit havde advaret om, holdt øje fra soveværelsesvinduet. “Den er rådden og dyb, du går ikke hen til den!” sagde hun altid. Pludselig var Sofie væk. Svend farede på benene og kiggede — ingen lyserød kjole. Børnene legede videre, uforstyrret. Ingen savnede hende. Svend styrtede ud, hørte ikke engang Klara råbe efter ham. Ved brønden så han noget lyst dernede i mørket. — Hold dig til væggen! råbte han og smed sig fladt ned, stak fødderne ned og gled ned i mørket. Han vidste, at Sofie ikke kunne svømme. Men han havde lært lidt i fjordens lavvandede område — Sofie havde aldrig turdet, skræmt af sin bedstemor. Nu klamrede hun sig til hans spinkle skuldre, og han holdt hende, som mor havde lært, og råbte om hjælp. Om folk hørte ham eller ej, vidste han ikke. Han vidste bare én ting: Den lille fjollede pige med den lyserøde kjole skulle ikke dø. Først meget senere opdagede de voksne og gæster, at Sofie var væk, da Klara lethed forskrækket efter hende. Bag i haven fandt pietisten hendes mor, Katrine, der var kommet løbende hjem fra arbejde. — Jeg er her, Svend! råbte Katrine, greb vasketøjssnoren, bandt den fast om livet, og lod sig fire ned. Hun fik fat i Sofie med det samme. Men Svend kunne hun ikke finde — indtil hun i mørket fandt og greb noget spinkelt og trak ham op. De kom op begge to til lys, skrig og gråd — og latter, da det gik op for folk, at begge børn var i live. Svend var bevidstløs, men overlevede. I småbyen blev han siden fejret som en helt. Sofie kom sig hurtigt, men Svend fik brækket håndled og lå længe på hospitalet. Klara græd og omfavnede ham: — Min dreng, Gud, havde du ikke været til, så… — Hvorfor? sagde Svend, trak på skulderen. Jeg gjorde bare det, der skulle gøres. Er jeg ikke en mand? Hun omfavnede ham igen, uvidende om at denne tynde, lidt kejtede dreng, Kaldet Græshoppen, engang ville redde liv under endnu farligere forhold. På spørgsmålet, hvorfor han hjalp, når andre havde svigtet ham, svarer Græshoppen: — Jeg er læge. Sådan skal det være. Man skal leve. Sådan er det rigtigt! *** Kære læsere! Mors kærlighed kender ingen grænser. Mod alle odds elskede Katrine sin søn, gav ham alt hun kunne, og han voksede op til en god og modig mand. Hans heltestykke — at redde Sofie fra brønden — viste, at ægte storhed og skønhed bor i hjertet, ikke i udseendet. Forældre, der bedømte Katrine og Svend, måtte sande deres fejltagelser. Historien her minder os om, at fordomme smuldrer foran ægte mod, og at tilgivelse og godhed vinder til sidst. Hvad mener du: Er du enig i, at godhed altid finder vej og forandrer verden til det bedre? Har du oplevet, at det sande menneske ligger i hjertet, ikke i det ydre?