Du ved, jeg har altså tænkt meget på det der med barndomsvenner. For eksempel, Rasmus og Ingrid har været venner siden børnehaveklassen her i Hellerup. De bor lige ved siden af hinanden, så forældrene synede, det var smart at sætte dem i samme skole og endda samme klasse. De bad klasselæren om at lade dem sidde sammen, for der var mange drenge i klassen, og så kunne Rasmus jo holde øje med Ingrid, hvis nogen blev stride mod hende. Begge børn var glade for at komme i skole, og de klarede sig egentlig let gennem lektierne.
Da de kom op i 3. klasse, begyndte Ingrids mor at lægge mærke til, at Ingrid ændrede sig. Hun virkede nervøs og ville ikke i skole. Så en dag tryglede hun sin mor om at skifte skole. Det kom helt bag på hende, så hun ringede straks til Rasmus mor. Hos dem gik det heller ikke lige godt.
Rasmus havde nemlig også spurgt, om han ikke nok måtte skifte skole. Den dag, efter timerne, opdagede hans mor blå mærker på kroppen af ham. Så besluttede de to mødre at gå med børnene i skole dagen efter for at finde ud af, hvad pokker der foregik.
Klasselæreren forsøgte at trøste dem, og sagde at alt vist gik fint på skolen måske havde børnene bare været uvenner udenfor skoletiden? Lige idet de talte sammen, strømmede der en hel flok børn ind i klassen råbende og larmende. Mødrene opdagede straks, at flere drenge trak i Rasmus og lidt længere henne i Ingrids tøj.
De styrtede straks over for at hjælpe deres børn, men der var ingen der lyttede. Læreren prøvede også at dæmpe uroen. Én af pigerne løb op til skolelederen efter hjælp. Så først faldt der ro på.
Rasmus og Ingrids mødre sagde, at de ikke bare kunne lade det her fortsætte. De ville enten kalde forældrene til bøllerne ind på skolen, eller også tage på politistationen og anmelde sagen. Skolelederen forsikrede dem om, at de ville invitere forældrene til møde på skolen næste dag, og at både han og læreren ville være til stede.
Da mødrene var på vej ud, sagde skolelederen, at det var børn af velhavende forældre, vi talte om. Børnene tog ikke mod besked fra nogen, de afbrød endda læreren i timerne og mobbede de andre elever. Forældrene var inviteret flere gange, men det havde ikke hjulpet; de var ikke meget mere hensynsfulde end deres børn.
Dagen efter kom mødrene til skolen, som aftalt. Bøllernes forældre var allerede der. Læreren havde ret; det var ikke lette mennesker at tale med. De råbte og forsvarede deres børn, lyttede ikke og talte hånligt til læreren. Kun skolelederen kunne få dem til ro men heller ikke for længe.
Der blev ikke truffet nogen løsning, for bøllernes forældre forlod klassen midt i altet med et “det er sgu da småting, lad nu være.” Skolelederen trak bare på skuldrene og sagde: “Hvad skal vi gøre? De har jo hjulpet med at finansiere skolens renovering, så vi kan ikke bare bede dem flytte deres børn.”
Hjemme fortalte børnene, at de drenge mobbede og ydmygede alle i klassen. Hvis en af drengene var alene på gangen, blev han overfaldet og får tæv. Rasmus og Ingrid fik tæsk, fordi de holdt sammen og det syntes bøllerne ikke om. Til sidst valgte deres mødre at flytte dem til en anden skole. Skolelederen sagde op, for hun kunne ikke arbejde sådan et sted med bøller og forældre, der var fuldkommen ligeglade.
