Skoleholdet, eller Freja
Jørgen Møller kom lige fra kantinen. Han skulle til at sætte foden på den første trappetrin, da han hørte en raslen under sig. Han kiggede under trappen og så Magnus med Tobias.
“Hvad laver I der?”
“Ingenting. Gå du bare videre,” svarede Magnus og vinkede ham væk.
Lige da ringede skoleklokken. Magnus og Tobias løb ud fra deres skjulested, mens de gemte noget i lommerne, og alle tre løb op ad trappen, to trin ad gangen. De var de sidste, der kom ind i klasselokalet.
Freja skrev mulighederne for matematikprøven på tavlen. Drengene skyndte sig at sætte sig. Jørgen kiggede sig omkring. Klassen raslede, gemte bøger under bænkene for at snyde.
Freja vendte sig brat om, og lokalet blev stille.
“Ser jeg nogen snyde, får de straks en toer,” sagde hun strengt og blev rød i kinderne. Så vendte hun sig tilbage mod tavlen. Raslen begyndte igen med det samme.
Hun havde kun undervist på skolen i to år, lige siden hun var færdig med læreruddannelsen. Hun skjulte sin ungdom bag en påtaget strenghed og store briller med almindelige glas i sorte hornindfattede rammer. Når hun hævede stemmen, blev hun altid rød. Og Jørgen kunne godt lide hende.
Det var hans idé, at hele skolen kaldte hende Freja. I år var hun blevet klasselærer for 7.B. Drengene, og selv pigerne, drillede ofte og forstyrrede undervisningen. Freja virkede forvirret, prøvede ubehjælpsomt at få ro i klassen. Engang syntes Jørgen, hun var lige ved at græde. Han kunne ikke holde det ud, rejste sig og råbte af klassenskammeraterne:
“Hold op! Er I ikke normale? Hun gør sit bedste for jer. Hvis I ikke vil lære, så lad i det mindste de andre være i fred.”
Det var så uventet, at alle blev helt stille. Kun Tobias fnisede og sagde, at Møller var forelsket. De andre hysede på ham med det samme. Siden den dag var klassen blevet roligere.
Freja blev færdig med at skrive opgaverne og lagde kridtet fra sig, da der landede nogle papirkugler i hendes ryg, affyret fra en kuglepenne-rør. Nogle af dem sad fast i hendes hår.
Freja rystede dem af med en grimasse, som om de var klamme edderkopper. Nogen grinede. Jørgen kiggede om på den sidste række, hvor Magnus og Tobias sad. De virkede uberørte, men han så på deres snedige blikke, at det var dem. *Så det var, hvad de lavede under trappen – de ville saboterer prøven.*
“Åben jeres hæfter,” sagde Freja med en stemme, der dirrede af nervøsitet.
Eleverne begyndte at rasle igen.
“Dem på venstre side løser opgave 1, resten opgave 2.” Freja satte sig ved lærerbordet.
Alle bøjede sig over deres hæfter, mens Jørgen igen kiggede på Magnus og Tobias og viste dem næven. En ny portion papirkugler fløj mod lærerbordet, men ramte kun pigerne foran.
“Freja, Magnus og Tobias kaster,” klagede Sofie Nielsen.
“Hvorfor lige os? Vi gjorde ikke noget!” protesterede Magnus og rejste sig halvt.
Lige da kylede Jørgen en sammenkneppet papirbold efter ham.
“Av!” råbte Magnus og holdt sig om kinden. “Se, det var ham!”
“Møller!” råbte Freja og rejste sig. “Det havde jeg virkelig ikke ventet af dig. Aflever din dagbog. Toer til prøven!” Hendes kinder var helt røde, da hun slog journalen op.
Jørgen slæbte sig ned til bordet og lagde dagbogen frem. Freja skrev en vred note i den. Da hun gav den tilbage, sagde hun, at hans forældre skulle komme i skolen i morgen.
“Hvordan gik det i skolen?” spurgte faderen om aftenen.
“Fint. Freja vil have dig ind og tale.”
“Hvad har du gjort?” spurgte faderen.
“Ingenting,” mumlede Jørgen.
“Ingenting? Man bliver ikke kaldt ind for ingenting. Forklar dig.”
“Vi havde matematikprøve i dag. Magnus og Tobias begyndte at skyde kugler efter Freja… Frøken Nielsen,” rettede Jørgen sig selv. “Jeg syntes, det var synd for hende, så jeg hævnede mig og skød tilbage. Så gav hun mig en toer og smed mig ud.”
“Du siger, du blev straffet uretfærdigt?”
Jørgen trak på skuldrene.
“Jeg skulle have sendt dig til bedstemor,” sukkede faderen.
“Far, jeg har virkelig ikke gjort noget. Jeg lyver ikke. Jeg vil ikke til bedstemor,” protesterede Jørgen.
“Vi ser på det senere.” Faderen vendte sig mod fjernsynet, og Jørgen vidste, det var nytteløst at diskutere.
Men der var stadig to uger til ferien. Jørgen håbede, at noget ville ske, og at faderen ville blive mildere og ombestemme sig.
Næste dag kom Jørgens far ind i skolen i sin frokostpause. Freja havde et tomt time. Hun sad i lærerstuen og rettede de samme forbandede matematikhæfter.
“Goddag, jeg er Kristoffer Møller,” præsenterede han sig uden at banke på.
Freja rettede på sine briller, som altid gled ned ad næsen. Jørgens far var en høj, kraftig og imponerende mand i midt trediverne. Hans mandige udseende fik hjerterne til at hamre.
“Freja Nielsen, din søns klasselærer,” svarede hun og rejste sig. Hun tog brillerne af og satte dem straks på igen.
“Jeg skulle fortælle dig…” Hun var meget mindre end Kristoffer, så hun rettede ryggen og løftede hagen for at virke større.
“Nej, det er mig, der skal sige noget til dig,” afbrød Kristoffer. “Min søn har ikke gjort noget, og så giver du ham en toer og sender ham ud. Og så kalder du mig ind.”
Freja troede, han gjorde nar af hende.
“Åh ja?” spurgte hun overlegent.
“Ja. To elever prøvede at sabotere prøven i går. De håbede, du ville smide dem ud. De skød efter dig, ikke sandt? Jørgen ville forsvare dig og skød igen. Så fik han en toer og blev smidt ud, mens de andre slap. Du lod dem bestå.”
“Prøven *var* straffen for dem. De er elendige til matematik. Skulle jeg lade dem slippe? Og Møller –” Hendes stemme blev blidere, da hun sagde hans navn, “– han er rigtig god til matematik. Prøven var for let for ham. Toeren har jeg i øvrigt ikke givet ham endnu,” tilføjede hun roligere, næsten undskyldende. “De to andre fik toere.” Hun kiggede på bunken af hæfter på bordet.
“Ah, en opdragelseseksperiment. Hvorfor kaldte du mig så ind, hvis du ved, min søn er uskyldig?”
*Hvorfor gjFreja smiled and took his hand, realizing that love and family were stronger than any school rule or small-town gossip, and together they walked into a future filled with laughter, understanding, and the quiet joy of knowing they had found each other.
