De skiltes en uge efter brylluppet
”Er du sindssyg? Hvad mener du med skilsmisse?” Mette smed buketten med visne roser i gulvet – de samme blomster, der blot for et døgn siden havde været de smukkeste i verden for hende. ”Vi blev jo netop gift! For en uge siden!”
”Ja, og hvad så?” Lasse så ikke engang op fra sin telefon. ”Det var en fejl. Det sker. Bedre at rette det nu end at lide i årevis.”
”En fejl?” Mettes stemme blev skinger. ”Er jeg en fejl? Var vores bryllup en fejl?”
Lasse så endelig op fra skærmen og stirrede på hende. På sin hustru. På sin *tidligere* hustru. Hvad var hun egentlig nu?
”Hør her, Mette, hvorfor skaber du sådan en scene? Jeg siger det jo pænt. Vi passer bare ikke sammen, og så er den ikke længere. Jeg vidste det allerede den første bryllupsnat, da du skældte mig ud for ikke at have børstet tænder.”
”Så børst da dine tænder! Hvad er der svært ved det?”
”Hvorfor *skal* jeg? Jeg har aldrig gjort det hjemme, og jeg har det fint.”
Mette sank ned i sofaen og greb sig om hovedet. Havde hun virkelig været sammen med denne mand i syv år uden at opdage noget? Eller havde hun set det, men troet, at alt ville ændre sig efter brylluppet?
”Lasse, skat,” forsøgte hun at sige roligt, ”vi elsker jo hinanden. Kan du huske, da du friede? Du knælede og lovede, jeg skulle blive den lykkeligste…”
”Det var romantikken. Livet er noget andet. Tænk bare på det – vi har været gift en uge, og allerede skændes vi hver dag. I går brokkede du dig over, at jeg ikke smed sokkerne i kurven. I forgårs var det, at jeg ikke vaskede tallerkenen efter bøfsandwich. Og i morges begyndte det med, at jeg kun lavede kaffe til mig selv.”
”Jeg sov jo!”
”Præcis! Skal jeg vække dig og spørge, om du vil have kaffe? Og hvis du ikke vil, men jeg vækker dig alligevel, så er der igen ballade.”
Mette stirrede forvirret på sin mand. Mente han det alvorligt? Var disse småting virkelig grund til at smadre et ægteskab?
”Lasse,” hun rejste sig og ville omfavne ham, men han trak sig væk. ”Det er da ingenting! Vi vænner os til det. Alle par går igennem det!”
”Jeg gider ikke vænne mig til noget. Jeg havde det fint før. Hvorfor giftede jeg mig overhovedet?”
Spørgsmålet hang i luften. Mette følte, som om noget brækkede inden i hende. Syv års forhold, et års bryllupsplanlægning, en formue brugt på festen, gæster, der stadig spurgte til deres hvedebrødsdage…
”Ved du hvad,” hun rettede sig op og tørrede tårerne væk. ”Måske har du ret. Måske skyndte vi os virkelig for meget.”
Lasse så forbløffet på hende.
”Så… du er enig i at blive skilt?”
”Hvad skulle jeg ellers gøre? Tvinge dig til at elske mig?” Mette tog et bryllupsbillede fra kommoden. På billedet smilede de begge, lykkelige og forelskede. ”Men fortæl mig én ting. Hvis du ikke ville giftes, hvorfor friede du så?”
Lasse kradsede sig i nakken.
”Tja… du insinuerede det jo konstant. Først giftede din veninde sig, så en anden. Så var det ’Vi burde snart…’ Jeg tænkte, hvis det var nødvendigt, så var det nødvendigt.”
”Nødvendigt?” gentog Mette. ”Du giftede dig med mig, fordi det var *nødvendigt*?”
”Ikke kun det. Vi havde det jo godt sammen. Du lavede god mad, holdt rent… Jeg troede, det ville fortsætte efter brylluppet.”
”Hvad er der så galt nu?”
”Du er bare blevet så nervøs. Alt er forkert, alt er dårligt. Før klagede du aldrig.”
Mette satte sig igen. Hun havde tidligere tav, når Lasse smed sokkerne på gulvet. Hun havde ryddet op efter ham, lavet mad, vasket tøj. Men hvorfor? Fordi hun var bange. Bange for, at han ville finde en anden, hvis hun stillede for mange krav.
”Måske *var* jeg nervøs,” sagde hun langsomt. ”Men ved du hvorfor? Fordi jeg forventede, at du deltog i vores fælles liv. Jeg troede, en mand var en *partner*, ikke et barn, der skulle passes.”
”Nemlig!” sagde Lasse oplivet. ”Jeg vil ikke passes og kommanderes. Jeg vil leve i fred.”
”Og jeg vil leve med en *mand*, ikke en lejer.”
De tav. Udenfor begyndte regnen at tromme mod ruderne. Mette huskede pludselig, hvordan de mødtes. På en café, hvor hun læste en bog alene, og han kom hen for at hilse. Så smuk, smilende, opmærksom. Han gav hende blomster, tog hende med i teatret, læste endda digte for hende.
”Kan du huske, da du læste H.C. Andersen for mig?” spurgte hun.
”Ja. Hvorfor?”
”Ingen grund. Jeg husker det bare.”
”Mette,” sagde Lasse og satte sig ved siden af hende. ”Hvorfor plager vi hinanden? Lad os være ærlige – vi passer ikke sammen. Du vil have det ene, jeg vil have det andet. Du er hjemmetypen, familieorienteret, mens jeg elsker frihed. Du vil have børn…”
”Vil du ikke?”
”Ikke nu. Måske senere. Men du taler allerede om børneværelset.”
Mette nikkede. Ja, hun havde talt om det. Hun var 32 og ønskede sig en familie, børn. Men ham… han var 35, men føltes som en evig studerende.
”Okay,” sagde hun stille. ”Lad os blive skilt.”
”Virkelig?” Lasse lyste op. ”Endelig er vi enige!”
”Men på én betingelse. Du fortæller sandheden til alle. Mine forældre, dine forældre, vennerne. Jeg bliver ikke syndebukken.”
”Hvilken sandhed?”
”At du ikke var parat til ægteskab. At du giftede dig af rutine, ikke af kærlighed.”
Lasse rynkede panden.
”Hvorfor det? Vi kan bare sige, at vi ikke kunne enes.”
”Nej. Sandheden, eller jeg fortæller selv. Og min version vil du ikke bryde dig om.”
”Fint,” sukkede han. ”Jeg siger det.”
Mette rejste sig og gik til vinduet. Regnen tog til. Godt, de ikke var på ferie. De kunne have været på hvedebrødsdage et varmt sted. Billetterne var købt, hotellet booket. Godt, de ikke nåede at rejse.
”Hvem betaler pengene tilbage for brylluppet?” spurgte Lasse pludselig.
”Hvilke penge?”
”Din familie betalte for restauranten, mine for musikerne…”
”Mener du det?” Mette vendte sigMen alligevel, da hun året efter holdt deres datter i sine armer og mødte Lasses tavse blik over dåbsfonten, vidste hun, at de begge havde fundet den rette vej.
