Skatten i haven: En familiedrama i Skovby
Else-Marie var lige færdig med at gøre rent i huset. Det var tid til at dække bord. I går havde hun lavet en lækker grøntsagssuppe – simpelthen til at slikke fingre af! Pludselig lød der et højt skrig udefra. Hun tabte næsten øseskeen, og hendes hjerte gjorde et lille hop af forskrækkelse.
“Bedstemor! Bedstefar! Kom hurtigt, jeg har fundet noget!” råbte deres barnebarn Oliver.
Else-Marie og Erik-Henrik skyndte sig ud i haven.
“Bedstefar, se!” Oliver holdt noget i hånden, strålende af begejstring.
Men Else-Marie blev helt målløs over noget andet.
“Oliver, hvornår har du nået at grave alle bedene op?” udbrød hun og så på den flot opdyrkede jord.
“Jeg gjorde mit bedste,” svarede drengen stolt. “Men se lige, hvad jeg har fundet!”
Erik-Henrik kiggede på genstanden i Olivers hånd og stivnede af forbavselse.
Tidligere den morgen havde Else-Marie talt i telefon med deres datter. Da hun lagde på, råbte hun til sin mand:
“Erik, de vil sende Oliver til os!”
Erik-Henrik så op fra sin laptop, hvor han spillede kabale, og spurgte forbløffet:
“Hvilken Oliver?”
De havde tre børnebørn. Den ældste, Mathias, var allerede tyve og færdig med sin uddannelse. Barnebarnet Freja var lige blevet student og skulle til at læse psykologi. Forældrene kunne ikke prise hende nok – ambitiøs og altid optaget af studier. Hun ville bestemt ikke komme.
“Hvem tror du, Erik, som om du ikke ved det!” protesterede Else-Marie. “Hvem er vores lille dovne rake? De to ældste har vi opdraget ordentligt, da vi stadig havde kræfterne. Men den lille Oliver – han er helt umulig! Han fik tre treere i femte klasse, en skændsel! Og du sidder bare og spiller kort, stor hjælp!”
“Hvad skal jeg gøre? Enhver er sin egen lykkes smed!” mumlede Erik-Henrik, mens han gentog sin yndlingssætning.
“Det er sandt, men ikke helt. Nu kommer han – så ser vi, hvordan han smeder!” svarede Else-Marie bestemt.
“Du skulle ikke have sagt ja,” knurrede bedstefaren. “Han er forkælet og ulydig. Den yngste, så han fik alt. Hvad skal han lave her? Stirre på sin telefon, mens du skal løbe for ham? De har sådan en appetit i den alder!”
Erik-Henrik lukkede ærgerligt sin laptop.
“Jeg går ud og graver dine bede, hvis det skal være!”
“Åh, ja, mine bede!” lo Else-Marie. “Tre små pletter jord til urter og gulerødder. Og hvorfor er de lige mine? Vores barnebarn er fælles, og bekymringerne er også fælles!”
“Jeg har ikke glemt noget!” svarede Erik-Henrik surmulende. “Det er dig, der har glemt, hvordan du selv var i den alder. Selv hans forældre kan ikke håndtere ham, og vi har slet ikke energien!”
“De har taget hans telefon, forresten,” tilføjede Else-Marie.
“Åh, det er endnu værre!” sagde bedstefaren helt nedslået og gik ud i haven.
Else-Marie begyndte at lave mad. Pludselig blev dørflået smækket op – det var Erik-Henrik, der kom ind.
“Hvorfor er du tilbage så tidligt?” spurgte hun og skubbede de skårne grøntsager ned i kyllingesuppen.
“Det har begyndt at regne, Else! Se lige ud af vinduet!” Erik-Henrik lignede én, der var lettet over ikke at skulle grave i regnen. “Vi kan altid købe grøntsagerne i Bilka.”
“Som din mor plejede at sige: ‘En lille regn er en doven mands redning’,” smilede Else-Marie.
“Hvem er lige doven her?” protesterede Erik-Henrik. “Mig? Ej, Else, det må du undskylde!”
“Kom nu, stop med at surmule! Hent et tæppe og en pude fra kælderen, Oliver kommer snart!”
“Oliver skulle bare blive hjemme hos sine forældre, det er da også noget pjat,” knurrede Erik-Henrik hele aftenen. “Freden er forbi – de har givet os en prøve i vores alder! Vi har gjort vores!”
Næste morgen kørte en bil op foran deres hus i Skovby. Oliver steg ud – sur og utilfreds. Han smilede da til bedsteforældrene, men blev straks alvorlig igen:
“Hvad skal jeg overhovedet lave her?”
“Netop, der er ikke noget at lave, det er jeg helt enig i,” mumlede Erik-Henrik for sig selv.
Men Oliver hørte det:
“Er du ikke glad for at se mig, bedstefar?”
“Hvad er der at være glad for? Du ser sur ud, og du er til ingen nytte – bare besvær!”
“Mor, hørte du, hvad bedstefar sagde?” Oliver vendte sig, men hans mor, Louise, stoppede ham med det samme:
“Far, mor, lad være med at lytte til ham, han brokker sig altid, det er alderen. Nå, jeg kører nu – henter Oliver senere. Mor, her er hans telefon, hvis det bliver for meget. Og rolig, du skal gentage dig selv hundrede gange for den generation. De er så mærkelige nu til dags,” hviskede hun og kørte.
“Ingen har brug for os!” knurrede Erik-Henrik. “Hun smed drengen af sted og forsvandt.”
“De har altid travlt, de har aldrig tid,” sukkede Oliver, kastede rygsækken over skulderen og slæbte sig ind i huset.
“Erik, vil du ikke grave bedene i dag?” spurgte Else-Marie. “Ellers får jeg ikke plantet os.”
“Else, stop nu med de bede! Min ryg gør ondt, vil du have, at jeg skal gå ned med nakken? Der ligger ikke en skat derude. Spørg Oliver, han har kræfter nok!” svarede Erik-Henrik.
“Hvilken skat, bedstefar?” Oliver dukkede pludselig op fra stuen.
“Nu hører du pludselig alt?” spurgte Else-Marie overrasket. “Jo, engang fandt bedstefar en gammel æske, da han gravede.”
“Og hvad var der i den?”
“Er du nysgerrig? Jeg viser dig det senere.”
“Bedstemor, hvor skal jeg grave? Jeg har alligevel ikke noget at lave,” tilbød Oliver pludselig.
“Løb ud, spaden er i skuret. Der er tre bede bag huset, vælg en,” nikkede Else-Marie.
Oliver forsvandt som en vind.
“Han løber efter skatten,” smilede hun. “Skal du lægge noget for ham?”
“Jeg har da andet at lave! To stik med spaden, og han giver op – doven er han jo!” svarede Erik-Henrik.
“Nå, ja, hvem siger det?” rystede Else-Marie på hovedet.
Oliver arbejdede på bedene i over en time. Erik-Henrik, der var stødt over at blive kaldt doven, gik ud i skuret for at rydde op. Else-Marie gjorde rent i huset og begyndOliver kom tilbage ind med jord på hænderne og et stolt smil, mens han rakte bedstefaren en gammel mønt og sagde: “Se, bedstefar, nu er vi rigmand!”
