Skaldede, vågn op! Det plejede min ægtemand at sige, når han vækkede mig om morgenen.
Sidste år besluttede jeg mig for at gøre noget, jeg aldrig tidligere havde overvejet.
For en tid siden begyndte jeg at lægge mærke til små knopper over hele hovedbunden, som eksem. Min hovedbund kløede frygteligt, og håret begyndte pludselig at falde ud.
Besøg hos både hudlæge og hårspecialist hjalp ikke spor. Lægen frarådede vitaminer de virkede alligevel aldrig på nogen, mente hun. Så jeg faldt over en artikel, hvor der stod, at en helt glatbarberet isse skulle styrke de slumrende hårsække. Jeg tænkte længe over det, før jeg turde. Selv efter min søn havde erklæret, at han ville blive bange, hvis jeg blev skaldet besluttede jeg mig alligevel.
Jeg bad min mand, Mikkel, om først at tage trimmeren hen over min hovedbund, og bagefter bruge barbermaskinen. Han så ikke ud til at tro på, at jeg virkelig mente det, men gik alligevel ud efter maskinen.
Da alt håret var væk, stod jeg foran spejlet og opdagede, at jeg faktisk havde en helt perfekt hovedform.
Det underligste var at gå uden hue sådan direkte i vinden, hvor isen slog imod. Da håret begyndte at gro ud i små stive børster, klistrede det sig til puden om natten; det føltes underligt drømmende og ubehageligt.
Efter Mikkel havde barberet mig, begyndte han hver morgen tørt at sige: Skaldede, vågn op! og det fik mig altid til at bryde ud i et latteranfald. Pludselig var jeg den mest skaldede i familien. Mine børn så noget forundrede ud i begyndelsen, men snart ville min søn, Jesper, også ligne mig.
Min mor, Birgitte, sagde over telefonen, at jeg ikke måtte komme forbi, før håret voksede ud igen ellers kunne hun slet ikke holde synet ud. Min datter, Mille, bad mig om altid at tage hue på, hvis jeg skulle med til forældremøde på skolen, og Mikkel konstaterede roligt, at hvis jeg kom uden hue, så ville forældrene glemme, hvorfor de var der, og at Milles klassekammerater nok ville blive misundelige over at have så sej en mor.
Efter håret var væk, forsvandt bumserne af sig selv. Mille griner stadig af mig hver dag og siger, at det er umuligt at gætte, hvad jeg kan finde på næste gang. En eftermiddag hørte jeg Mille hviske til Jesper, at hun troede, jeg snart ville få mig en tatovering på issen… Alt virkede så usandsynligt, som om jeg drømte mærkelige, farverige drømme, med skyer af bomuldshår og fnisende børn, der dansede omkring mig på det kolde stuegulv i vores gamle lejlighed midt i København, og alting føltes på samme tid mærkeligt og skønt.







