— Skal han nu slikke igen! Max, få ham væk! Nanna så irriteret på Troels, som forvirret sprang omkring hendes fødder. Hvordan var de dog kommet til at få sådan en tumpe? De havde brugt evigheder på at vælge race, rådført sig med hundekendere, og de forstod jo godt, hvilket ansvar det var. Til sidst besluttede de sig for en schæferhund – en trofast ven, vagthund og beskytter. Tre-i-en, ligesom en shampoo. Men den her beskytter skulle nærmest selv reddes fra kattene… — Jamen, han er jo stadig bare en hvalp. Vent bare, når han bliver større. — Ja, jeg kan slet ikke vente, til det der kræ vokser sig stort. Har du lagt mærke til, at han spiser mere end os? Hvordan skal vi fodre ham? Og tramp nu ikke så højt, din kæmpe, du vækker babyen! – brokkede Nanna sig, mens hun samlede de sko op, Troels havde slæbt rundt. De boede på første sal i en gammel murstenslejlighed på Vesterbrogade, med vinduerne næsten i niveau med asfalten. Det var ellers et godt sted, hvis ikke det var for én ting: Vinduerne vendte ud mod et aflukket baggårdshjørne, hvor skygger gled forbi om aftenen, mænd sad med øl, og der indimellem udbrød slagsmål. Næsten hele dagen var Nanna alene hjemme med lille Katrine. Max arbejdede på Statens Museum for Kunst og tilbragte sin fritid på loppemarkeder og i antikvariater. Med sit skarpe kunstnerøje spottede han kunstværker, sjældne bøger og finurlige genstande – som Nanna altid sagde, havde han “øje for guldet”. Hjemmet bugnede efterhånden af malerier, mens 60’er-buffeten var fyldt med porcelænstallerkener, socialrealistiske figurer og bestik i sølv… Det gjorde Nanna nervøs at være alene med alt det og en lille datter på armen, især når man hørte om indbrud i ejendommen. — Nanna, hvornår skal vi ud med Troels? Nu eller efter frokost? — Aner det ikke. Og ærlig talt, det er ikke mit hundearbejde! Ved ordet “gåtur” drønede Troels ud i entreen, greb linen og hoppede op og ned. Han elskede alle, ville kramme hver og én, bringe bolden, kun gæster var ikke velkomne. Et åbent væsen – men de havde ham jo egentlig til beskyttelse! Men selv kattene turde han ikke jage – han løb bare hen med bolden og troede, kattene ville lege. Det var ikke gået stille for sig – de baggårdskatte er nogle hårde nødder! I morgen var Nanna alene igen, for Max skulle til kunstfestival i Humlebæk, og hun skulle passe porcelænet og lufte den storsnudede vaps. Ikke mere end man kunne overskue… I daggryet listede Max op for ikke at vække hende. Nanna genkendte alligevel lydene: kedlen peb, linen klirrede, Max hviskede til Troels, at han ikke måtte tude eller trampe. Til lyden af det stille liv døsede hun væk, og da datteren vækkede hende, var Max væk. Dagen startede, som den plejede. Helt almindelig, rolig dansk hverdag. Er det ikke lykke? Veninderne sukkede: “Nanna, du giftede dig for tidligt, hænger mellem mand og barn, hele dagen på køkkenet, hverdagen har slugt dig …” Men hvem siger, hverdagen ikke er fuld af små glæder? Nok gik det ikke som drømmen; savnede mandens nærvær, pladsen var trang, pengene få og ikke mindst hans dyre passion… Nu havde han slæbt en langøret ven hjem, som hun skulle passe, men hun vidste: man elsker sine kære på godt og ondt. Ingen har lovet perfektion… Hun sad i børneværelset og ammede, lillepigen halvsover, man må vente til hun vågner igen og vil have mere. Dørklokken lød; Nanna åbnede ikke. Hun ventede ikke nogen, gæster tager ikke tværs gennem byen uden at ringe i forvejen. De dyrebare morgenstille timer – som hun dog elskede dem! Stilhed, kun uret i entreen tikker, og udenfor lyder sporvogne, biler, koste mod asfalt, børnestemmer … Men – hvor var den storsnudede? Han dukkede ikke op. Egentlig var han jo ingen langøre, ørerne stod som de skulle, men han var noget af et fjols. Nu boede hun altså med ham, skulle lufte og fodre ham, og nytte – det var der ikke meget af. Hun skulle hellere have købt en bomuldshund. Nanna kiggede på sin sovende datter, smilende. “Guldklumpen min,” hviskede hun og lagde hende i vuggen. Hvad mere behøvede de? I samme sekund kom en underlig lyd fra stuen. Knasen, pibelyd – Nanna lyttede. Lyd igen. Hun tog tøflerne af og sneg sig ind. Først blev hun slået af synet af Troels’ ryg: Han gemte sig halvvejs bag gardinet mellem entreen og stuen, krøb sammen, stivnede – og med tungen ude stirrede han mod vinduet. Følger hendes blik – og alt blev koldt: I vinduet, dvs. i luftruden, sad halvanden mand! Koldronet skaldet hoved, arme og skuldre i stuen, resten blev presset gennem vinduet. Nanna troede ikke på sine egne øjne. Hvad skulle hun gøre? Skrige? Manden var næsten inde! Et skrig fik hende til at fare sammen. En sort skygge fløj mod vinduet – Troels! Han sprang op på vindueskarmen og bed røveren i nakken! “Aaarrgh!” skreg manden med hæs stemme og øjnene på stilke. Nanna stormede ud og kaldte på naboerne, så blev det ikke så skræmmende. Folk løb til, politiet blev tilkaldt. Alle gjorde hvad de kunne, blot at være der var hjælp nok. Hvad skulle hun have gjort alene? Hun nærmede sig forsigtigt, var bange for at Troels ville bide manden ihjel – men Troels var dygtig; han bed i kraven og holdt manden fast men uden blod. Når indbrudstyven kæmpede, bed han hårdere; så snart manden roede ned, slækkede Troels grebet. Hvor havde han lært det? Boldfjolset opførte sig som en professionel – ikke en lyd, han havde lavet bagholdsangreb og ventet til tyven sad fast, så han ikke kunne stikke af, og holdt ham perfekt uden at skade. Som politiet siger: “Vores job er at holde fast, så må retfærdigheden tage sig af resten.” Selv de mest hærdede betjente havde aldrig set en røver så glad for at blive anholdt. Manden var skrækslagen men lettet, og Troels strålede af stolthed – han nægtede at slippe, før politihunden kom og gav ordre. Så slap han, satte sig ved vinduet og ventede på næste ordre – som om han sagde: “Kom igen!” — Du er heldig med den hund, sagde betjenten og klappede Troels, — sådan en kunne vi bruge i patruljen… Max kom senere på aftenen, luskede på dørtrinnet og måbede. For hvad mødte ham? Ét: Troels slængede sig på sofaen – strengt forbudt til daglig! To: Strakt ud på ryggen, alle fire poter i vejret, blev han kælet og nusset af Nanna, der roste og kyssede ham: “Min skat, min lille føl, bliv stor og stærk! Til glæde for far og mor. Og undskyld at jeg har været uretfærdig, lad mig kramme dig…” Denne historie hørte jeg til Levitan-dagen i Humlebæk – fortalt af kunsthistorikeren selv. Troels ville nok have pyntet ekstra på det: hvordan han lurede, angreb, og afleverede forbryderen til betjentene. Det er længe siden – men historien blev hængende, og jeg kan mærke hvordan Troels stadig kradser på papir. Derfor ville jeg dele den med jer…

Nu slikker han sig igen! Kasper, få ham væk!
Signe så irriteret på Viggo, der hoppede forvirret rundt ved fødderne af hende. Hvordan kunne det ske, at de havde fået fat i sådan en fjolle? De havde overvejet det hele så længe, undersøgt racer, talt med hundekendere. De vidste, hvor stort et ansvar det var. Til sidst endte de med at vælge en schæfer en trofast ven, en vagthund, en beskytter. Som vaskepulver, tre i én. Nu skulle den stakkels beskytter nærmest selv beskyttes mod kattene
Han er jo bare en bette hvalp. Vent nu, når han bliver større, så skal du se!
Ja, ja. Jeg kan næsten ikke vente på, at det store brød vokser sig færdig. Har du lagt mærke til, at han æder mere end både dig og mig tilsammen? Hvordan skal vi dog få råd til at fodre ham? Og stå så ikke der og trampe, det vækker barnet! gnavede Signe og samlede skoene op, som Viggo havde slæbt rundt.
De boede på Vesterbrogade i stueetagen af et gammelt, rødt murstensbyggeri med små vinduer tæt ved fortovet. Et rigtig dejligt sted, bortset fra én ting. Vinduerne vendte ud mod en blind baggård, hvor skyggerne gled forbi om aftenen, hvor mænd samledes over en fadøl, og hvor der af og til var slagsmål.
Det meste af dagen var Signe alene hjemme med den lille Mette. Kasper var på arbejde i Statens Museum for Kunst fra tidlig morgen, og resten af sin fritid brugte han på loppemarkeder og bogantikvarer. Hans erfarne kunsthistorikerblik høgeblik, som Signe kaldte det kunne finde kunstskatte og sjældne bøger blandt massevis af ragelse. Kasper var passioneret samler. Snigende voksede malerisamlingen, og ovre i vitrinen fra tresserne stod sæt af Kongeligt porcelæn, socialrealistiske statuetter og sølvtøj fra begyndelsen af det tyvende århundrede… Signe var utryg ved at være alene med alt det værdifulde og den lille, især fordi der ikke sjældent blev begået indbrud i ejendommen.
Signe, hvad synes du, hvornår skal jeg ud med Viggo? Nu eller efter frokost?
Det ved jeg ikke. Og i øvrigt er jeg ligeglad med, hvornår du lufter hund!
Ordet gåtur var knap nok udtalt, før Viggo flyver som en raket ud i entréen han drejer så hurtigt i svinget, at han næsten vælter griber snoren, kommer stormende tilbage og hopper helt op til loftet. Han er mere hest end hund. Elsker alle, vil kramme alle, henter alle sin bold, men fremmede nej, de kommer ikke ind. Et åbent væsen, en sand knægt, men han var da tiltænkt som beskytter! Og så løber han bare hen til gårdens katte med bolden i munden og tror, nu skal vi lege. Kattene har allerede lært ham at kende og sat ham på plads nogle gange. Dem burde man have valgt som vagthund I morgen skal Signe igen gå alene hele dagen. Kasper skal til Ribe på Grundtvig-festival, men hvad skal hun? Sidde vagt over porcelæn og gå tur med det store fjollehoved? Som om hun ikke har andet at tænke på
Tidligt om morgenen listede Kasper op for ikke at vække hende. Men hvordan skulle han kunne det? Signe hørte den syngende kedel i køkkenet, hvordan snoren klirrede, og hvordan Kasper tysede på Viggo, der peb og trampede, som om han var en elefant. De lyde vuggede hende næsten i søvn igen, og da datteren senere vækkede hende, var Kasper for længst gået. Dagen begyndte rolig og fredfyldt. Var det ikke lykke? Veninderne jamrede: Signe, du blev gift for tidligt, slider dig op mellem mand og barn, slaveri i køkkenet, helt opslugt af hverdagen Men var der ikke også noget smukt i hverdagen? Ikke alt blev, som hun havde drømt om: savnet af manden, den trange lejlighed, penge, der kun lige slog til. Og ikke mindst hans brændende passion, hvor det halve af lønnen gik op i røg Og nu denne langørede ven, som mest af alt var hendes ansvar. Men hun vidste: Man skal elske sine kære med alle deres fejl og fortrin. Ingen har lovet dig perfektion Da Signe forstod det, fandt hun en stille ro i sjælen. Hun besluttede sig for at glædes over det, hun havde, i stedet for at længes efter det, der manglede.
Hun sad på børneværelset og ammede datteren, der ofte sov ind under måltidet, så Signe bare kunne blive siddende, til Mette vågnede og ville have mere. Der blev ringet på døren, men Signe åbnede ikke. Hun ventede ingen, og ingen i København tager på uanmeldt visit. De stille morgentimer var hendes skattekiste hun elsker den ro! Kun det gamle bornholmerur tikkede i entréen, og gennem vinduet lød byens lydtæppe: brummet fra busserne, biler der hoster, en kost, der skraber mod asfalt, børnestemmer Men hvor var den store fjollehund? Han havde ikke vist sig længe mærkeligt egentlig. Jo, Viggo var ikke langøret. Ørerne stod så flot, men karakteren: elskelig og godtroende. Lev med ham, snup turene, men brugbar? Nej. Hun havde hellere taget en lille selskabshund.
Signe smilede blødt til datteren, der mæt og afslappet slap brystet. Sikke en dejlig pige, de havde fået! Mit guld, hviskede Signe og lagde Mette til rette. Vokse sig stor og sund hvad mere kunne man bede om?
Men så kom en underlig lyd fra stuen. Noget der knækkede eller peb. Signe lyttede. Det kom igen, et svagt, skærende knæk. Med åndedrættet tilbage glider hun ud af tøflerne og listede ind i stuen. Først bemærkede hun Viggos ryg. Han stod halvt skjult bag gardinet mellem entréen og stuen, foroverbøjet med kroppen spændt, tungen ud af munden og blikket stift rettet mod vinduet. Signe fulgte hans blik og frøs til is: i vindueskarmen, i luftruden, hang en halv mand. Skaldet hoved, tørre, seneagtige arme og skuldre allerede inde i stuen. Manden pustede og stønnede for at mase sig igennem ruden. Signe nægtede at tro, det skete det her kunne ikke passe! Hvad skulle hun gøre? Skrige? Han var næsten inde! Lige et øjeblik mere, så
Et skrig flænser stilheden. Sort skygge farer mod vinduet det tager Signe et sekund at forstå, at det er Viggo. Han springer op i vindueskarmen og borer tænderne i indbrudstyvens nakke! Aargh!!! brøler manden med hæs stemme, øjnene triller ud af hovedet. Signe fløj ud på trappeopgangen og råbte på naboerne så blev det mindre rædselsfuldt. Folk strømmede til og ringede efter politiet. Alle ville hjælpe, bare med deres nærvær. Hvad havde hun dog gjort, hvis hun havde været alene? Signe gik, stadig bange, tættere på manden nu skulle Viggo vel ikke bide halsen over på ham! Men fjollehunden havde sat tænderne fast i kraven, holdt desperat, men klogt. Ikke en bloddråbe! Hver gang tyven prøvede at vride sig fri, bed Viggo til, og når han gav op, slap han en smule. Hvorfra havde den hund lært det? Han den store legebasse handlede pludselig som en trænet politihund. Han havde ikke gøet, havde ikke vækket opsigt; han havde lagt sig på lur bag gardinet, ventet tålmodigt og ladet indbrudstyven komme halvt igennem ruden, så han sad fast og ikke kunne smutte igen. Først derefter slog han til professionelle bid! Som om han havde lært: Det er min opgave at fange resten må retfærdigheden tage sig af.
Selv garvede politibetjente kunne ikke huske, at en indbrudstyv havde været så lykkelig for sin anholdelse. Manden var skrækslagen mellem Viggos tænder og meget parat til at overgive sig, til gengæld havde hunden svært ved at give slip på sin triumf. Han var så stolt, at betjenten en erfaren hundefører tilkaldes og må kommando Slip!. Først da lod Viggo manden falde! Hundens blik sad fast på betjenten, som om han ventede på ordrer, klar til tjeneste! Han havde nærmest lyst til at salutere for politiet.
I var heldige med den hund, sagde hundeføreren andægtigt og klappede Viggo over nakken, sådan en gad vi godt have i patruljen
Kasper kom sent hjem den aften. Han åbnede forsigtigt døren og frøs i døråbningen. Der var ellers nok at undres over: For det første lå Viggo midt på sofaen, noget der ellers var absolut forbudt og aldrig blev tolereret. For det andet han havde alle fire ben strakt ud, mave opad som en prins, mens Signe nussede ham, snakkede og aede, og nærmest kyssede ham på trynen: Min skat, min basse, min lille føl. Voks dig stærk, min dreng! Til glæde for både far og mor! Og hvor har jeg været urimelig, tilgiv mig
Den historie blev fortalt mig, af Kasper selv på en Grundtvig-festival for år tilbage. Viggo ville sikkert have fortalt den endnu vildere: hvordan han havde luret, grebet, og afleveret fangen til betjentene. Det er længe siden nu. Men historien lever endnu jeg mærker engang imellem Viggos poter kradse; han vil fortælle sin historie og nu deler jeg den med jer.