Agternes skæbne: hjemkomst
Mette Kristensen stod i sin have i Åstrup og så på æbletræerne, der bukkede under vægten af frugterne. Høsten dette år var uden sidestykke. Æblerne – røde, gule, med rødmen på kinderne – faldt ned på jorden og fyldte luften med en sød duft. Hun gjorde ikke engang forsøg på at samle dem – der var jo ingen til at spise dem.
Der var næsten ingen tilbage i landsbyen. De unge var taget til byen for at finde et bedre liv, og de ældre kunne tælles på én hånd. Om vinteren var der kun lys i fire eller fem huse i Åstrup.
»Hvad tænker du på, Kristensen?« lød en stemme bag hende. »Har du ændret mening om at flytte?«
Det var hendes nabo, Lise, som var kommet med en trillebør for at hente æbler.
»Er det dig, Lise?« sukkede Mette. »Tag dem, tag æblerne. Så kan din ged i det mindste få dem. Tag alt, hvad du kan bære… Ændre mening? Det ville jeg ønske, men min søn har allerede aftalt salget af huset. De har endda lagt depositum.«
»Det er synd at miste dig,« rystede Lise på hovedet. »Hvem skal så flytte ind her? Vi ved ikke, hvem der kommer. Og de bor nok ikke her hele tiden – kun sommerhusholdninger.«
Lise tav og begyndte at samle æbler. Mette så på hende og sagde stille:
»Sådan en høst! Jeg kan ikke huske noget lignende. Lige da jeg skulle til at rejse, virker det som om haven og jorden holder fast i mig… Gud, hvor var det svært at beslutte sig. Og jeg forstår stadig ikke, hvorfor jeg gør det.«
»Det er mere praktisk for din søn,« svarede Lise. »Han skal ikke køre frem og tilbage. Alt er lige ved hånden: butikker, læger. Og han skal ikke arbejde hårdt – ingen brænde at hakke, ingen have at pleje.«
»Du har ret,« nikkede Mette, men stemmen dirrede. »Men min sjæl bliver her. Min hjerne forstår det, men mit hjerte vil ikke slippe. Lise, jeg overlader dig katten Mikkel og hunden Trofast. Pas på dem, indtil jeg finder ud af det. Mikkel kan jeg måske tage med til byen, men Trofast er gammel – han hører ikke til i en lejlighed. Det er en sorg…«
»Vær ikke bekymret, Mette,« nikkede Lise. »Jeg tager Trofast med hjem i morgen, og Mikkel kan selv finde vej, han er klog nok. Glem ikke bussen. Jeg håber, vi ses igen. Måske kommer du tilbage… Og du lovede at besøge mig, det glæder jeg mig til.«
»Ja, ja…« mumlede Mette. »Jeg har pakket tasken, min søn henter resten i weekenden.«
Hun gik gennem huset, standsede ved ovnen i køkkenet. Tårerne stod i øjnene, men tiden pressede. Mette gik ud på vejen og satte sig på en gammel træstub ved siden af.
Snart kom en lille bus langsomt kørende, med knirken og raslen. Mette hilste på chaufføren og satte sig ved vinduet. Hun var den eneste passager – Åstrup var endestationen.
Vejen var, som altid, fuld af huller. Efter regnen var de fyldt med vand, og bussen kørte langsomt. Pludselig lød der en dyb knirken på en af bumpene, og bussen standsede. Chaufføren mumlede noget og steg ud.
»Hvad skete der?« råbte Mette og lænede sig ud af vinduet.
Chaufføren undersøgte det forreste hjul og rystede på hovedet:
»Det ser skidt ud. Vi må have hjælp, ellers bliver vi her i nat.«
Han begyndte at ringe, og til sin egen overraskelse følte Mette lettelse. Hun steg ud af bussen og sagde:
»Vi er ikke kommet langt. Jeg går hjem igen. Hvis hjælpen ikke kommer, kan du sove i landsbyen. Det er sent.«
»De kommer om en halvanden time,« svarede chaufføren. »Vil du ikke vente? Men det tager tid at reparere.«
»Nej, jeg venter ikke,« afgjorde Mette. »Det er kun to kilometer hjem. Jeg når det.«
»Er du sikker?« tvivlede chaufføren.
»Selvfølgelig!« smilede hun. »Jeg har gået værre veje – efter svampe eller til nabobygden for at købe brød.«
Mette gik beslutsomt tilbage mod Åstrup. Tasken føltes let, og hendes hjerte sang af glæde. Lise, der var på vej hjem med sin trillebør, så hende på vejen.
»Nej, hvor mærkeligt!« udbrød hun. »Hvad betyder det?«
»Det betyder, at huset ikke vil slippe mig,« lo Mette. »Jeg ringer til min søn, så han ikke venter. Bussen brød sammen lige udenfor byen, noget med hjulet. Du kender vores huller.«
»Det er da så dejligt!« jublede Lise. »Kom med hjem til mig til aftensmad. Du har vel intet, men hos mig er alt klar. Vi skal snakke sammen.«
Trofast gøede glad og logrede med halen, da han så sin ejer. Mikkel listede ind i huset, lige hen til sin madskål.
Mette stillede tasken og sagde højt:
»Gud, tilgiv mig! Hvad gør jeg dog? Jeg rejser ikke, og det er min sidste ordre.«
Mikkel mjavede som svar.
»Så taler du for Gud nu, Mikkel?« smilede Mette. »Eller er du enig i min beslutning?«
Katten gned sig mod hendes ben og hoppede op på hendes skød.
»Vent, jeg skal ringe til Jens, ellers bliver han bekymret,« sagde Mette og tastede nummeret.
»Jens, hør her, bussen gik i stykker… Ja, lige udenfor byen. Det er tydeligvis ikke meningen, at jeg skal afsted. Jeg er allerede hjemme. Vent ikke på mig, jeg kommer ikke. Nej, jeg lyver ikke, noget galt med hjulet. Jeg var alene. Og hør her, jeg bliver. Undskyld, min dreng. Sig fra til køberne, beklag fra mig.«
»Mor, er du helt sikker?« spurgte Jens. »Jeg ville lige sige det – køberne trak sig tilbage i dag. Kan du tro det? De holdt depositummet, 2000 kroner som kompensation.«
»Det var da perfekt!« lo Mette. »Så skal jeg ikke sælge huset. Nu er jeg helt sikker.«
»Nå, vi finder ud af det senere,« sukkede Jens.
»Hvad er der at finde ud af? Hvor man er født, der skal man være,« svarede Mette. »Undskyld, min dreng.«
»Hvad skal man gøre med dig,« smilede Jens. »For de penge kan vi købe brænde til et par vintre. Jeg bestiller det i morgen.«
»Det er jo fantastisk!« jublede Mette. »Jeg glæder mig til at se dig med brændet. Jeg løber over og fortæLise og hendes mand Erik stod allerede klar med et glas hjemmebrygget snaps, og da Mette trådte ind i deres varme køkken, vidste hun at hun endelig var hjemme.
