Den Skæbnesvangre Skiløber
Den lokale tog raslede muntert ned ad skinnerne, mens granerne langs sporlinjen stod som vægge mod den lavtstående vinterhimlen. En flok studerende læger diskuterede livligt, og deres ski lå stablet ved togvognens indgang.
Turens arrangør var Asger Krogh – en sporty fyr med atletisk kropsbygning, et af instituttets stolte ansigter og en lovende skiløber med flere medaljer i bagagen. Hver vinter repræsenterede han instituttet ved konkurrerne og havde aldrig slutten lavere end andenpladsen. Hans far havde en høj stilling i kommunen, så Asger var uden tvivl en lokal stjerne.
Lige før nytår foreslog han gruppen en weekend på en skihytte dybt inde i skoven. Få kendte til stedet, men der var masser af muligheder for at slå sig løs og nyde skituren. De fleste sagde ja, selvom ingen udover Asger selv var seriøse skiløbere. Men hvorfor ikke udforske naturen?
Mette havde kun prøvet ski i folkeskolens gymnastiktimer. Men nok om det – når Asger inviterede, sagde hun selvfølgelig ja. Hun ville gøre alt for at være i hans selskab.
I toget sad hun tæt op ad ham med hovedet mod hans skulder, helt væk i lykkerusen. Hun lagde ikke mærke til, at Mads Vestergaard skottede misundeligt til hende fra den anden side. Ikke kun han – også Annika fulgte parret med bekymrede øjne. »Hvad ser han overhovedet i hende?« lød hendes stumme kommentar.
Selv Mette undrede sig. Så mange smukke piger på instituttet, og så valgte han hende – den lille stille pige, selvom hun var flittig. For nylig havde han endda nævnt ægteskab efter studiet. Højtstående far, ville have, at sønnen først blev færdiguddannet – ellers ingen hjælp til job i byens bedste hospital.
Der var stadig halvandet år tilbage. Alt kunne ske. Men Mette tænkte ikke så langt. Lige nu, trykket ind til Asger i toget, følte hun sig elsket og lykkelig.
Da de trådte ud på perronen, blev de betaget af vinterskovens hvide pragt. Den skarpe luft fik dem til at ånde dybt. De bar glade deres ski mod hyttens lys på den frosne sti – unge, ivrige og klar på nytårsfesten.
Efter indlogeringen samlede Asger dem straks til en tur.
»Vi starter med den korte rute – fem kilometer. Tag mobiler med. Ring til mig, hvis der er problemer. Men det er roligt her – ingen vilde dyr. Løjbanen er godt prepareret. Hold jer tæt på. Jeg går først, Mads sidst.« Han satte skiene på ved hytten.
Mette tøvede. Hun vidste, hun var langsom og ville sinke gruppen. Hun stillede sig sidst i rækken. Mads placerede sig bag hende. Asger lagde mærke til det men sagde intet.
De hurtigste forsvandt hurtigt ind mellem træerne. Mette faldt bagud. Hendes ski gled på den hårde sne, benene gjorde ondt, og hendes hænder var stive af kulde. Hun åndede hurtigt, mens Mads’ ski raslede bag hende.
»Overhal!« råbte hun og kiggede sig tilbage.
Men han fulgte bare i samme tempo. Mette forbandede sin beslutning. Havde hun bare blivet i hyttens varme! Pludselig knækkede en gren lige ved siden af hende. Hun vaklede, mistede balancen og faldt. Et knæk lød fra hendes højre ben, og hun skreg af smerte.
»Hvad sker der?« Mads var straks ved hendes side.
»Benet…« klynkede hun gennem smertetænder.
Han stillede sig på tværs af løjbanen og undersøgte det varsomt.
»Brækket. Ingen signal.« Han bandede lavmælt.
»Asger er hurtig. Hvis han tager en ekstra runde, er han her snart.«
»Han sagde kun én runde…« græd Mette.
»Vi er midt på ruten. Vi må vente. Klarer du det?« Han tog sin jakke af og lagde den om hende.
Tiden sneg sig forbi. Mads hoppede for at holde varmen, indtil Asger endelig dukkede op med en slæde.
»Hvad skete der?« spurgte han kort.
Mette rystede så voldsomt, at hun ikke kunne svare.
»Vi må trække hende tilbage. Snescooteren er ude af drift.«
Det blev en kamp. Asger brugte et bælte som rem og sled hende over sneen som en posemand, mens Mads fulgte efter, halvt forfrossen.
Da de nåede hytten, fik de varme drikke. Mette lå med bandager om benet, bedøvet og rolig. To timer senere kom ambulancen.
Men til hendes skuffelse fulgte Asger dem ikke. »Jeg kan ikke forlade de andre,« sagde han afvisende. »Jeg ringer.«
I bilen græd hun halvejs, indtil medicinen satte ind. Bruddet var simpelt, men hun måtte blive på hospitalet i dagevis. Mads blev sendt hjem efter behandling for forfrysninger.
Dagen efter kom han med appelsiner og bøger.
»Hvorfor overhovedet tage afsted? Nu skal jeg tilbringe nytår alene…« sukkede hun.
»Du har mig. Med mit ansigt skal jeg nok skræmme alle andre væk,« prøvede han at spøge, men det hjalp ikke. Hun havde drømt om Asgers pejs og champagne – nu lå hun her. Han ringede kun én gang – og dukkede aldrig op som lovet.
Så kom en veninde med rygter: Asger havde flirtet med Annika på turen. Det knuste Mette fuldstændigt.
Mads bragte hende hjem i taxi, sørgede for undervisningsmateriale og blev henden trofaste ledsager.
Nytåret bragte ingen glæde. Under midnatstimen ønskede hun sig én ting: at hendes elskede ikke skulle forlade hende.
Universet hørte hende – men gav hende Mads i stedet for Asger.
Da skaden var lægt, fortsatte hun studiet. Asger ignorerede hende fuldstændigt. Mads forblev. Og til sommer giftede de sig. Han vidste, hun ikke elskede ham – endnu. Men håbet var stærkt.
Efter endt uddannelse flyttede de til hans hjemby. Hun fødte en søn.
Fem år senere vendte de tilbage for kurser. Mads – nu en selvsikker læge med briller – lignede en professor. Mette var smukkere end nogensinde.
På instituttet mødte de Asger. Han lod, som om han ikke genkendte dem. »Faren hjælper ham stadig,« hviskede en kollega. »Gift, men utro som en kat.«
Mette så Mads’ anspændte ansigt.
»Er du jaloux?« spurgte hun.
»Måske. Jeg husker, hvorfor du valgte mig – af trods.«
»Tosset. Jeg har kun brug for dig. Ja, det tog tid at slippe ham. Men nu elsker jeg dig. Og… vores søn får en lOg mens hun følte barnet vende sig i sin mave, vidste hun, at lykken ikke altid kommer i den farve, man havde forestillet sig.
