Snedynger af skæbne
Mads, en 35-årig advokat, hadede nytår. For ham var det langt fra en fest mere et maratonløb.
Alt maset, jagten på den “perfekte” gave til kolleger, han knap nok kunne holde ud, og så selvfølgelig firmafesten. I år havde advokatfirmaet valgt at gøre ekstra ud af det: Hele et konferencenter nord for Roskilde var blevet lejet til lejligheden.
Mads kørte derud i sin sorte, skinnende bil, med en podcast om skattejura i højtalerne, og lagde mentalt en plan: komme, vise ansigt i en times tid, drikke ét glas bobler, småsludre høfligt med chefen og så glide ubemærket væk.
Da han ankom, summede konferencenteret allerede livligt. Overalt gik folk rundt i glimtende tøj med overdrevent høje grin, alle villige til at gøre deres for at skabe “den rette stemning”.
Mads stillede sig ind til væggen, glas i hånden, og betragtede karussellen af påtaget glæde. Han følte sig som en fremmed astronaut strandet på en planet, hvor påtvunget lykke var det eneste regelsæt.
***
Så fik han øje på hende. Kvinden var hverken den smukkeste eller den mest højlydte. Hun stod diskret ved et vindue og så ud på snemasserne, der væltede ned.
Hun bar en enkel, mørkeblå kjole og holdt et glas juice i hånden. Ikke spor trist eller ensom. Nærmest fordybet.
Mads indså, at hun faktisk så ud, som han selv havde det indeni.
Ikke det bedste vejr at skulle køre hjem i, sagde han, idet han gik hen til hende.
(Det var det første, der faldt ham ind.)
Hun vendte sig og smilede. Ikke det påklistrede festsmil, men varmt og ægte.
Men hvor er her dog flot! sagde hun og nikkede mod ruden. Når sneen dækker hele Danmark, føles det lidt som om, alle problemer forsvinder under den.
Mads blev overrasket det havde han ikke ventet.
Jeg hedder Mads, præsenterede han sig.
Signe, svarede hun og gav ham hånden. Jeg arbejder i regnskabsafdelingen. Vi har vist krydset hinanden et par gange i elevatoren.
De faldt til ro i stilheden. Den var ikke akavet, tværtimod næsten tryg.
Snestormen tog til udenfor. Over højttalerne blev det annonceret, at vejene var ufremkommelige. De måtte alle blive natten over.
En dyster mumlen løb som en bølge gennem selskabet.
Mads bandede indvendigt. Hele hans plan faldt til jorden.
Nå, er du klar til at overnatte på feltseng, hr. advokat? spurgte Signe med et smil på læben.
Den slags lærer man ikke på jurastudiet, smålo han. Hvad med dig?
Jeg har altid ekstra oplader og en roman med. Så jeg er klar på enhver katastrofe, lo Signe.
Netop denne aften, uden forberedte roller eller facader, begyndte de at snakke rigtigt sammen.
Signe fortalte, at hun elskede gamle danske sort-hvide film, og Mads sagde, at han aldrig havde forstået dem men hvis hun forklarede charmen, så var han klar til at prøve.
Mads drømte om engang at droppe karrieren og åbne et lille kaffested, og Signe afslørede, at hun hemmeligt malede akvarel, men aldrig havde vist nogen sine billeder.
De sad i et hjørne, væk fra larmen, og drak ikke champagne men varm te fra Signes medbragte termoflaske.
Hun delte historier om sin norske skovkat, som elskede at fange snefnug i vindueskarmen. Han fortalte om sin farmor, der havde lært ham at bage honningkage.
Da klokken slog midnat, råbte de ikke “Godt nytår!”. De så bare på hinanden.
Godt nytår, Mads, sagde Signe stille.
Godt nytår, Signe, svarede han.
Natten igennem sov de ikke på værelser, men på to feltsenge i et lille opholdsrum, personalet havde indrettet til natten. Side om side, talende dæmpet, mens stormen langsomt lagde sig udenfor.
Om morgenen var vejene ryddet. De trådte ud i den frostklare luft. Verden var hvid, tyst og ren. Solen glitrede på sneen.
Hvor skal du hen nu? spurgte Mads.
Til busstoppestedet. Hjemad.
Jeg kunne da give dig et lift, foreslog han.
Signe så på ham, øjnene smilede.
Men hvad nu hvis jeg siger, jeg holder af denne stille, frosne morgen og bare vil gå gennem sneen til stoppestedet?
Mads forstod. Det her var ingen tilfældighed.
Det var begyndelsen på noget nyt, noget ægte.
Så går jeg med dig, sagde han.
Sammen trådte de ud i den uberørte sne, to sjæle, på årets første dag, efterlod spor sammen på vej mod et ukendt, lyst forår.
Man kan kun håbe, det holder.
