Gave fra skæbnen
Det var sent, da jeg kom forbi min mor i Valby. Normalt for mit vedkommende, så hun var ikke overrasket. Siden skilsmissen bor jeg alene, og min søn Mikkel bor hos sin mor.
Mikkel ventede på dig, du havde lovet at tage med ham hen på skøjtebanen. Han faldt først i søvn for et øjeblik siden, så lad ham sove. Jeg varmer mad op til dig, og så kan du få noget at spise før du går i seng.
Jeg spiste og gik ind på værelset til Mikkel og lagde mig ved siden af ham. Jeg kunne ikke sove med det samme, kom pludselig til at tænke på min første kone, Dagmar, og de to andre ægteskaber, som heller ikke gik.
Dagmar har jeg aldrig glemt. Vi voksede op sammen i Brønshøj. Legede, gik i samme folkeskoleklasse, læste sammen på universitetet bagefter. Så blev vi gift, efter mange år side om side. Begge vores forældre var glade. De havde vænnet sig til, vi var et par.
Alle syntes, vi var sådan et pænt par. Vi boede godt – i den lejlighed, Dagmar havde arvet fra sin mormor. Men livet var ikke helt uden sorger, for vi fik aldrig børn. Alt var godt ellers, vi var raske begge to, men Dagmar kunne ikke blive gravid.
Hun fik tilbudt et kurophold ved Vesterhavet, men jeg sagde nej.
Du skal vel ikke komme hjem derfra med et eller andet fremmed barn, vel?
Anton, stoler du ikke på mig? sagde hun grådkvalt.
Forældrene foreslog, vi kunne adoptere et barn. Men jeg ville ikke høre tale om det.
Jeg vil have min egen søn. Det er det.
Da vi fejrede vores tiårsbryllup, ventede gæsterne på mig længe. Til sidst gik de alle sammen hjem. Bordet blev stående næsten urørt.
Jeg blev væk den nat. Dagmar græd og vidste godt, hvad klokken havde slået. Den sidste tid havde jeg forandret mig meget. Næste morgen fortalte jeg hende, at jeg havde overnattet hos en kvinde med to børn. Hun havde lovet at føde mig et barn som vi kunne få.
Hvad bilder du dig ind, Anton! Du har været mig utro Hvorfor spurgte du ikke mig til råds? Jeg tilgiver dig ikke. Gå, men hjælp mig først med at adoptere et barn.
Ja, så du kan give ham mit efternavn og kræve børnepenge fra mig? Nej tak!
Det tog meget hårdt på Dagmar. Det var ydmygende at blive forladt, men heldigvis havde hun gode venner og familie. Hun ville så gerne være mor, men hun var alene og så får man ikke lov til at adoptere i Danmark.
Hun lukkede døren bag mig for altid. Ti år. Ti lange år fyldt med venten, bitterhed, medicin, nåle, hospitaler og stilheden, der bare blev tættere for hvert år. Jeg gik uden store ord.
Undskyld, Dagmar. Jeg er træt.
Et halvt år senere hørte hun gennem fælles bekendte, at jeg blev far til en dreng. Men verden gik ikke under. Den blev bare bleg og falmet, som et udvasket foto.
Hun levede som i en døs: arbejde, hjem, søvnløse nætter. En dag søgte hun ly for regnen i et lille café på Nørrebro og fik øje på Ole min gamle ven, altid munter, verdensmand. Nu sad der en træt mand og drejede den tomme kaffekop med hænderne.
Hej Ole, sagde hun, for han opdagede ikke en gang, hun stod foran ham.
Han løftede blikket og smilede svagt. Dagmar? Hej, hvad laver du her?
De snakkede. Alt væltede ud.
Rikke og jeg er gået fra hinanden. Du ved, hun gik mere op i penge end i mig. Min forretning gik ned, der var brand på værkstedet, og så var pengene væk. Hun smed mig ud. Jeg har ikke forældre længere. Der var ikke andre steder at tage hen.
Du kan flytte hjem til mig, foreslog Dagmar, nærmest uden at tænke over det.
Det var ikke medlidenhed. Det var bare en beslutning. Hun tænkte ikke på romantik, bare at hun kunne hjælpe en ven, værre stillet end sig selv.
Er det nu ikke mærkeligt? Og hvad med Anton?
Du ved det vel ikke, men Anton gik fra mig, for jeg kunne ikke give ham børn Han gik til hende, der kunne.
Ole blev overrasket.
Jeg har ikke talt med Anton i årevis. Tænk, sådan løser skæbnen det.
Jeg har vænnet mig til det, svarede hun.
Ole slog sig ned på sofaen. I starten listede han rundt, undskyldte for alt. Men lidt efter lidt livnedes han op. Han fik styr på vandhanen, satte bogreolen sammen, lavede aftensmad. Han var rolig og hjælpsom, og stilheden i lejligheden ændrede karakter den blev hjertevarm.
De snakkede sammen hver aften. Dagmar fandt et job til ham i hendes firma; det gjorde ham glad. Skridt for skridt begyndte de at leve sammen senere blev de gift.
En dag stødte de på Rikke. Hun hævede øjenbrynene og sagde giftigt:
Værsgo, tag ham du bare, jeg gider ham i hvert fald ikke Måske kan han gi dig det der barn, du vil have.
Tak for ønsket, svarede Dagmar.
Sammen med Ole blev hun glad på ny. Hun blev set og holdt af. Hun lo ikke kun for at være høflig, men fordi det faktisk var sjovt. Nu begyndte livet. Ikke bare overlevelse, men rigtige planer, meningsudvekslinger om film, morgenkaffe på køkkenet.
Så kom den alvorlige snak: Ole havde forstået, hvor meget hun savnede et barn.
Dagmar, hvad nu hvis vi adoptere et barn sammen?
Hun kunne ikke tro sine egne ører. Hun så forundret på ham.
Jo, lille Dagmar, du hørte rigtigt! grinede han.
Endelig fik hun fremstammet: Det har jeg altid drømt om Tænk, at du selv tænkte på det tusind, tusind tak, Ole!
Han smilede stolt.
Så må vi finde ud af det med det samme det er vores fælles drøm nu.
Du er min allerbedste og mest elskede, udbrød hun lykkeligt.
De samlede papirer til adoption og ventede på godkendelse. Snart besøgte de børnehjem for at møde deres kommende barn. Men pludselig mærkede Dagmar, at hun levede i et nyt, ukendt tempo. Hun fortalte ikke noget til Ole, men gik på apoteket. Testen viste to tydelige streger hun var gravid.
Helt målløs gik hun ind til Ole.
Ole, du tror det ikke, men se, hun stak testen over til ham, vi skal have et barn!
Hold nu op, er det rigtigt? Vi skal straks til læge, svarede han.
Lægen bekræftede det, og Dagmar blev sat i konsultation.
Der var endelig fest i deres liv. Den største og skønneste fest. Fjorten års venten for Dagmar endelig fyldt ud med glæde.
Ole forkælede hende, hun måtte ikke løfte noget tungt og fik både lakrids og jordbær, præcis som hun ønskede det.
Så kom deres skat en datter.
Til tiden blev der født en pige, Alvilde, med store klare øjne og et sundt barneskrig. Ole græd åbenlyst, da han fik datteren i armene og sagde:
Så er vi hjemme en lang og lykkelig tid venter os. Vores dyreste skat i livet, vores datter.
Hjem kom de, og der blev fyldt med latter, babylugt og mange søvnløse nætter, som de klarede sammen, hånd i hånd. Der var skænderier og bekymringer, men deres lykke stod fast som et egetræ.
En sommerdag gik de i Søndermarken med barnevognen. Alvilde sov, og vi holdt hinanden i hånden. Pludselig stod vi lige overfor Anton. Han var blevet grå i ansigtet, alene, med en øl i hånden.
Hej, mumlede han.
Han så på Dagmar, så på Ole, så på barnevognen.
Jeg hørte, alt går godt for jer.
Ja, svarede Dagmar. Vi har det dejligt. Hvad med dig?
Han trak på skuldrene.
Tjo, blev gift to gange mere det gik ikke. Sønnen bor hos min mor, jeg besøger dem. Jeg klarer mig da Ikke meget held.
Der var bare en stille bitterhed i stemmen. Han kiggede hurtigt på Ole, nikkede, og gik videre.
Farvel.
Han gik slukøret væk, et ensomt menneske i en livlig park.
Ole lagde armen om skuldrene på Dagmar.
Kom, min sol, sagde han stille. Alvilde vågner snart, vi må hellere gå hjem.
Dagmar greb barnevognen, og sammen gik vi vores vej. Hjem til et rigtigt hjem ikke bygget på illusioner, men på det, vi selv havde samlet op af skårene af gamle drømme.
Jeg skriver dette nu, og ved, at livet aldrig bliver perfekt men lykken findes i det uperfekte, i at turde række hånden ud igen. Det har min danske historie lært mig.
