Ej, jeg må altså lige fortælle dig den her historie, som jeg hørte i toget forleden, det var så hyggeligt. Tænk dig, vi havde kørt i næsten to dage. Folk i kupeen havde allerede præsenteret sig for hinanden, drukket flere kander kaffe, løst et hav af krydsord og var nu begyndt på de store livssnakke du ved, den slags historier man kun deler, når man sidder sammen i mange timer på vej gennem landet.
Jeg sad på et siddeplads ud mod midtergangen, og i kupeen ved siden af sad tre ældre damer, der sad og udvekslede opskrifter på wienerbrød og forklarede hinanden hvordan man bedst strikker strømper. Vi kørte over Lillebæltsbroen, og solen stod skarpt over vandet, sådan en dejlig, klar dag. Det var virkelig smukt: bredt, glitrende vand, siv, og på den anden side trådte domkirken i Odense nærmest frem i landskabet med sine lyse mure og gyldne spir.
Pludselig blev damerne stille, og så sagde den ene: Ej, jeg må altså fortælle jer en historie. Tro det eller lad være. Og så begyndte hun:
Det var for nogle år siden, om foråret. Jeg bor alene i et lille hus ude ved Vejle Å, har ingen børn, blev enke for længe siden. Byen er delt af åen, så hvis man skal i Brugsen eller på posthuset, så må man over broen til den anden side. Den morgen ringede min bror han bor ude ved Ringkøbing og vi ses nærmest aldrig men nu skulle han alligevel forbi. Jeg blev så glad at jeg skyndte mig at tage frakken på, sprang i mine træsko og stak afsted for at købe ind, så jeg kunne bage en kage til ham.
Da jeg nåede ned til åen, orkede jeg ærligt talt ikke tage omvejen over broen. Jeg tænkte, det kunne vel ikke skade at smutte over isen; natten før havde været frost, og jeg kunne se nogle fiskere, store, stærke mænd, der sad ovre ved broen. Som lille, hurtig kone mente jeg nok, at jeg kunne klare det.
Så jeg gik forsigtigt ud på isen. De første skridt gik fint, det knagede heldigvis ikke. Men så, uden varsel så var jeg væk. Ned gennem isen, som om nogen havde trukket tæppet væk under mig. Mit bryst blev klemt sammen, og jeg kunne slet ikke få luft. Jeg sprællede opad, men min gamle frakke blev tung og trak mig ned. Heldigvis havde jeg ikke fået knappet den jeg kunne få den af og det blev lidt lettere at flyde.
Det mest uhyggelige var følelsen af at hænge fast og prøve at tage fat i isen, som bare knækkede i stykker med en uhyggelig lyd. Jeg kunne slet ikke råbe, min stemme var væk. Jeg så min nabo stå på bredden, og jeg vinkede til hende for at hun skulle kalde fiskerne over men ved du hvad? Hun gik bare baglæns væk!
Det var dét, tænkte jeg, nu drukner jeg, og min bror kommer til et tomt hus. Men så, pludselig, var der en mand, der løb hen mod mig. Det var som om han dukkede op ud af den blå luft.
Han råbte til mig, at jeg skulle række ham hånden. Da isen begyndte at give efter under ham, fór han tilbage til bredden, rev en ung birkegren op og gled så igen hen mod mig på maven, så han kunne række mig grenen. Jeg kunne næsten ikke få fat, for grenene var glatte af is, men han blev ved: Tag fat i roden! råbte han.
Jeg fik fat og så trak han mig op som en stor roe, lige ud på isen, hvor jeg blev liggende, drivvåd og forfrossen. Han spurgte så stille: Er du okay, mor? Jeg kunne bare nikke.
Det er godt, sagde han så, Gå bare hjem; du bliver ikke syg.
Da jeg så prøvede at takke ham og rejste mig op, var han væk! Jeg kiggede overalt, men han var simpelthen bare borte. Fiskerne kom løbende, hjalp mig hjem, og jeg fik tørret tøj på og noget varmt at drikke. Men jeg måtte jo i Brugsen, så jeg gik afsted endnu engang, denne gang over broen.
Du skulle have set min nabo udenfor Brugsen; hun lignede en, der havde set et spøgelse, og hun blev helt hvid i hovedet. Hun spurgte: Er du ikke druknet? og jeg svarede bare, at hun da godt kunne have ringet efter hjælp. Men hun sagde: Jeg kunne ikke gøre noget. Hvis det var din skæbne at drukne, var der ikke noget at gøre. Men se bare, du klarede den jo alligevel.
Min bror blev kun en dag, og jeg fortalte ham ikke engang om det. Da han var taget hjem, gik jeg op til kirken i landsbyen for at tænde et lys af taknemmelighed. Og da jeg trådte ind, så jeg det på ikonet af Sankt Nikolaj kiggede den mand, der reddede mig, direkte på mig. Jeg faldt nærmest sammen foran billedet. Senere snakkede jeg længe med præsten om det.
Siden da, ved du hvad, har jeg ikke været syg så meget som én gang ikke engang en forkølelse. Ja, tro det eller lad være, men sådan skete det altså.
