Toget kørte nu på sin anden dag. Passagererne havde allerede lært hinanden at kende, drukket utallige kopper stærk kaffe, og løst utallige krydsord. Samtaler om livet var begyndt at strømme mellem kupéerne intet som lange togrejser for at trække de største sandheder og dybeste fortællinger frem. Folk fortalte historier, de aldrig ville dele andre steder end netop i jernbanens rystende vogn.
Jeg sad på det sidevendte sæde, mens tre ældre damer i nabokupéen diskuterede opskrifter på rugbrødsdej og hemmelighederne ved at strikke hjemmestrikkede sokker med gamle pinde. Toget kørte op på den store Lillebæltsbro, hvor udsigten bredte sig høj blå himmel, klar sol over en glitrende å, det grønne bånd af siv langs bredden og på bakken ovenover, et hvidt kirketårn med et forgyldt spir kastede glans over landskabet.
Damerne blev stille. Den ene forsigtigt tegnede kors for sig.
Hør nu, jeg vil fortælle jer en historie, sagde hendes rejsefælle, stemmen dirrede. Tro mig, hvis I vil, eller lad være.
Det skete for nogle år siden, om foråret. Jeg bor alene. Ingen børn, min mand har jeg for længst begravet. Landsbyen er lille, men delt i to af åen vil man i Brugsen og på posthuset, må man over broen. Den morgen ringede min bror, han var på vej gennem Jylland med arbejde, og ville lægge vejen forbi. Vi havde ikke set hinanden i fem år, han bor på Sjælland.
Jeg blev så glad! Tænkte straks, jeg må i Brugsen, jeg må have smør, mel og sukker, så jeg kan bage noget lækkert til ham. Jeg greb min gamle pels, gad ikke lyne den, bandt den kun om mig, stak fødderne i hjemmeskoene og løb afsted.
Ved åen standsede jeg. Broen er et stykke væk og hvis jeg nu bare smutter over isen? tænkte jeg. Det havde trods alt været frost om natten, og nede ved broen sad store mænd og fiskede hvis de kunne sidde der, kunne jeg vel også komme over. Jeg vejer jo næsten ingenting.
Forsigtigt gik jeg ned til vandet. Tog et skridt isen knirkede ikke. Gik videre, alt virkede sikkert nok åen snor sig her, og det var her, isen var stærkest.
Ja, tro det eller ej, jeg opdagede slet ikke straks, at jeg gik igennem, fortsatte kvinden med grødet stemme. Pludselig brændte kulden som ild omkring mig, og luften fór ud i et skrig, jeg ikke engang hørte færdig. Jeg kæmpede mig opad, men pelsen trak mig ned. Heldigt jeg ikke havde lynet den! Den gled af, og jeg kunne lettere svømme. Det er frygteligt, når isen brækker under ens hænder, og man ryger ned igen. Jeg kunne ikke engang råbe, stemmen var forsvundet.
Jeg så min nabo stå på bredden og stirre på mig. Jeg løftede hånden, håbede hun ville hente fiskerne. Men hun bakkede baglæns og forsvandt! Det var det, dit liv er slut nu, nåede jeg at tænke. Min bror når frem og finder mig aldrig.
Jeg kæmpede mig op igen isen bristede endnu en gang. Så pludselig så jeg en mand løb mod mig, hvor kom han fra, ingen havde været i nærheden? Han lagde sig på maven, rakte hånden frem og råbte:
Kom! Du kan klare det!
Hvor jeg fandt styrken ved jeg ikke, men lige dér knagede isen under ham også. Han fór op, rev en ung birkegren op fra bredden, krøb ud igen, og stak den ud til mig.
Tag fat i roden! råbte han.
Jeg greb fat, hænderne gled af de isglatte grene, men han vendte den, rakte endnu en gang og til sidst holdt jeg fast. Han trak mig op på isen som man hiver en roe op af jorden. Jeg lå der, tårerne frøs på kinderne. Manden bøjede sig ned til mig.
Sådan, du klarede den, sagde han dæmpet.
Jeg kunne kun nikke.
Gå bare hjem, sagde han, du bliver ikke syg.
Jeg tørrede tårerne væk, rejste mig men da jeg vendte mig om, var han væk. Hvor kunne han være blevet af? Der var frit udsyn hele vejen op til svinget, fiskerne først nu kom løbende.
En af fiskerne fulgte mig hjem. Jeg skiftede tøj, drak varm te. Men i Brugsen skulle jeg jo stadig. Jeg gik over broen denne gang. Ved døren stod min nabo og kiggede på mig, lige så bleg, og slog korsets tegn.
Er du ikke druknet?!
Hvorfor råbte du ikke om hjælp? spurgte jeg hende.
Tænkte, hvis jeg kom nærmere, røg jeg også i, og jeg kunne jo ikke nå fiskerne. Hvis du drukner, så er det din skæbne. Men du druknede ikke. Slap du nu godt fra det, sagde hun bare.
Min bror blev kun en dag, og jeg fortalte ham ikke noget om det, der var sket. Efter han var kørt, spurgte jeg rundt i landsbyen, om nogen havde haft besøg af en fremmed mand den dag. Det vidste jeg, han var ikke herfra og tøjet, noget sært kappeagtigt med hætte, sådan går ingen af vores folk. Vi kender alle i byen, og alle deres gæster. Nogen mente, de havde set ham før, men ingen kunne sige hvor og ingen i de omkringliggende gårde havde haft besøg udefra.
Til sidst tog jeg ind til kirken i nabobyen, for at tænde lys for mit underfulde redning. Men så snart jeg trådte ind, stivnede jeg. På en af kirkens ikoner kiggede min redningsmand ned på mig Sankt Nikolaj. Jeg kunne kun synke sammen for hans billede. Senere havde jeg en lang snak med præsten.
Sådan kan der ske mirakler, sluttede kvinden, næsten hviskende. Jeg blev virkelig aldrig syg, ikke så meget som et nys, siden den dag. Tro mig, hvis I vil, eller lad være.
