SKÆBNEN PÅ EN HOSPITALSSENG
Frue, tag nu bare disse ting, og sørg for ham! Jeg tør dårligt nærme mig ham, endnu mindre at made ham med ske, kvinden smed abrupt en pose med dagligvarer på sengen, hvor hendes syge mand lå.
Tag det nu roligt! Din mand skal nok komme sig. Han har bare brug for grundig pleje, og det hjælper jeg ham med, sagde jeg beroligende, som sygeplejerske, til Vibeke, endnu en gang. Hun var gift med tuberkulosepatienten Henrik.
Henrik var blevet bragt ind i kritisk tilstand, men lægerne gav ham alligevel gode chancer for at overleve. Han ville virkelig leve, og det er halvdelen af sejrens vej. Det var bare trist, at Vibeke ikke havde megen tro på lægerne. Det virkede, som om hun allerede havde sagt farvel til Henrik indeni.
Jeg ved, at deres søn, Mads, mange år senere også skulle rammes af tuberkulose samme sted. Vibeke gav straks op på ham også. Men Mads klarede sigdet var ren stædighed.
På trods af diagnosen forsøgte Henrik altid at lave sjov, grine, og ville bare hurtigt ud af hospitalet. Han boede med sin familie et godt stykke fra København, langt fra specialklinikker, så Vibeke kom sjældent og besøgte ham. Jeg fik ondt af denne unge mand, som så så forladt ud i sit slidte tøj.
Henrik, hvad siger du til, at jeg tager lidt tøj og sko med til dig? Jeg kan se, du render rundt i fine sko i stedet for slippers. Vil du tage imod en lille pakke fra mig? forsøgte jeg kækt.
Fra dig, Ingrid, ville jeg tage gift for medicin. Men du behøver virkelig ikke. Lad mig bare blive rask først… Henrik tog mig varsomt i hånden.
Jeg trak hånden sagte til mig og gik ud. Hjertet galoperede i brystet. Var jeg mon ved at blive forelsket? Nej, jeg ville ikke ødelægge en familie. Det ville være synd. Sådan begynder lykke ikke. Men hjertet lader sig ikke diktere, det kender ingen love. Åh, at kaste sig hovedkulds ud i det…
Min gang forbi Henriks seng blev mere og mere hyppig. Natskiftene var lange, og vores samtaler intime. Vi gik hurtigt over til at sige du til hinanden.
Henrik havde en dreng på fem.
Mads ligner jo sin smukke mor. Ved du, Ingrid, jeg elskede Vibeke højt. Jeg gjorde alt for hende. Vibeke havde en ild, især i sengen. Men hun elsker kun sig selv. Hendes egoisme æder mig op, værre end syre. Og nu er det dig en fremmed der tager dig af mig, sukkede Henrik.
Men Vibeke har langt hertil. Det er ikke så nemt at besøge dig tit, indvendte jeg, for at forsvare hende.
Glem det, Ingrid! Som vi siger: Konen elskede manden, købte pladsen i fængslet til ham. Til elskerne tager hun gerne hele vejen til Aarhus! Jeg har hørt nok… Henrik begyndte at blive irriteret.
Godnat, Henrik. Lad os ikke hidse os op. Det hele skal nok gå, sagde jeg stille og slukkede lyset.
Selvfølgelig led Henrik meget. At være hjælpeløs på hospitalet, mens konen morede sig andetsteds, det er ikke sådan at dø af, men som vi siger for myren er dug et skybrud.
En uge senere hørte jeg tumult fra Henriks stue. Jeg stormede ind.
Jeg skal ikke se dig her mere! Ud! Henrik råbte vredt efter den stakkels Vibeke. Hun styrtede ud i en fart.
Hvad skete der? spurgte jeg forundret. Henrik vendte blot ryggen til, skælvende under dynen. Jeg måtte give ham noget beroligende.
En måned gik, og Vibeke viste sig ikke én eneste gang.
Henrik, skal jeg ringe til din kone? spurgte jeg forsigtigt.
Nej tak, Ingrid. Vi bliver skilt, sagde han roligt.
På grund af sygdommen? Men du går jo fremad, undrede jeg mig.
Kan du huske, da jeg bad hende forsvinde? Hun kom for at fortælle, at hun har en kæreste nu. Han skal bo i huset. Hun sagde: Med dig er alting usikkert, jeg har brug for en mand til at hjælpe derhjemme. Tag nu hovedet med… Henrik stoppede brat.
Det er skrækkeligt! mumlede jeg blot.
Kort efter dukkede Vibeke op med en mand. Henrik så ham ikke, men fra mit vindue så jeg det hele. Manden sad nervøst på bænken udenfor og røg, ventede mens Vibeke var indenfor. En time efter kom hun ud, gav ham et kys på kinden, sagde noget sjovt, og de gik hånd i hånd væk.
Henrik, du bliver snart udskrevet, meddelte jeg.
Ingrid, må jeg spørge dig om noget? Eller, nej… Henrik var forvirret.
Henrik, jeg forstår godt, hvad du tænker. Jeg siger ja var det ikke det, du ville vide? Jeg har nok aldrig været mere modig.
Henrik blev helt åben:
Ingrid, jeg har ikke noget hjem. Må jeg bo hos dig? Det er slut med Vibeke, hun skal giftes med sin nye.
Henrik, jeg har et barn. Hvis du kan acceptere det, kan vi sagtens blive til en familie, afslørede jeg ærligt.
Et barn gør ingen forskel. Jeg elsker ham allerede, svarede Henrik og så på mig med en varme der smeltede mig fuldstændig.
Der er gået mange år siden. Henrik og jeg har nu to børn sammen og har skabt os det hyggeligste hjem. Hans søn Mads kommer ofte forbi med sin familie. Min datter fra et tidligere forhold bor i udlandet, men ærligt talt blev jeg aldrig giftjeg gled i det, som ung. Troede på de falske løfter fra en ung mand, der drømte om evig kærlighed og ridset hele livet ind i fantasien, men melodien spillede aldrig. Jeg fortryder dog ikke en dag.
Hvad Vibeke angår, blev hun gift flere gange, fik en søn med en fremmed, som endte med et psykisk helbred aldrig i balance. Vibeke var kold og distanceret, og drengen voksede op alene uden kærlighed. Da Vibeke døde, endte han på en institution.
Nu er Henrik og jeg gamle, men griber hinandens hænder med større kærlighed end nogensinde før. Sammen går vi roligt videre, værdsætter hver dag, hvert blik, hvert åndedragMorgenerne nu er stille, fulde af fuglesang og duften af kaffe. Henrik sidder ved vinduet med et tæppe over benene, og jeg læser højt for ham, hans øjne smilende, stadig med det glimt, der fik mit hjerte til at lune sig den vinter på hospitalet.
Nogle gange tager vi hinandens hænder, klemmer dem sagte, og Henrik hvisker:
Ingrid, selv skæbnen giver plads til kærlighed, hvis man tør åbne døren.
Vores børnebørn strømmer gennem huset som små solstråler, sætter fnis og latter i krogene. Minderne om alt det svære er der stadig, men nu kun som små skygger i baggrunden, omsluttet af varme og tilgivelse. Livet blev aldrig, som nogen af os ventede men måske lige præcis derfor blev det godt.
Når tusmørket falder på, og stjernerne tændes over marken, spørger Henrik tit:
Ville du ønske, det hele var anderledes?
Jeg smiler og ryster på hovedet.
Nej. Jeg ville ønske, det aldrig skulle ende.
Vi sidder så, hånd i hånd, mens natten tager dagen blidt, og alt det, vi troede var tabt, lever videre netop her i kærligheden, vi havde mod til at tage imod.
