**Dagbog**
Alligevel kan man ikke snyde skæbnen. Mine bedste veninder, Mette og Lise, havde været uadskillelige siden barndommen. Vi voksede op i samme lille by på Lolland, og alle sagde, vores venskab var “som smør og brød sammen.” Begge pæne, men Mette var den blødere og mere rolige, mens Lise var som en ild kvik og kampklar.
I gymnasiet vidste alle, at Lars var vild med Mette, men hun tog ikke hans blikke alvorligt. Det gjorde dog hendes ego godt han fulgte hende overalt, gav hende blomster (dog kun markblomster), inviterede hende ud hver dag og tilstod endda sin kærlighed. Men Mette smilede bare til det søde, men sky Lars. Måske var det gået godt for dem, hvis ikke den selvglade Mikael var kommet imellem dem en fyr, der ville have alle de smukke piger for sig selv.
Den mørkhårede, bruneøjede Mikael gik stolt gennem skolens gange og foruroligede alle pigernes hjerter. Begge veninder forelskede sig også i ham. I starten grinede de endda af det:
“Forestil dig, Mette, at en eller anden heldige pige får den smukke Mikael som mand,” lo Lise.
Mikael mærkede, at han tiltrak dem begge, følte sig som en Casanova og gik tur med dem skiftevis. En uge med den ene, en uge med den ande. Snart begyndte pigerne at blive sure på hinanden på grund af ham. Og denne rivalisering mellem veninderne gjorde ham kun endnu mere opstemt. Han elskede at ærgre dem, men glemte heller ikke at elske.
En dag skændtes de to bedste veninder grusomt over Mikael og ventede på, hvem han til sidst ville vælge. På et tidspunkt fortalte Mette ham:
“Mikael, jeg venter dit barn. Hvad gør vi?”
“Virkelig?” sagde han forbløffet og kradsede sig i nakken. “Nå, men hvad skal vi gøre? Vi gifter os, hvad er der at tænke på? Et barn skal have en far. Håber du siger ja hvor skal vi ellers stille hen?”
Skæbnen havde truffet valget for dem, og Mikael blev mere rolig. En uge senere var der studentergalla. Veninderne blev uventet forsonet, talte sammen, og alt syntes at være på plads. Mette troede, samtalen med Lise var oprigtig, og de ønskede hinanden held og lykke. Men Mette tog fejl Lise gik med en gemt bitterhed og brændende vrede i hjertet.
Der blev bryllup med Mikael og Mette, og hele byen fejrede højlydt. Derefter begyndte de deres familieliv. De levede godt og roligt, og snart blev deres søn Mads født. De boede i et hus, Mette havde arvet efter sin bedstemor. Mikael satte sig for at renovere og udvide det han var dygtig til tømrerarbejde. Men han arbejdede som traktorfører og havde også forstand på maskiner.
Tiderne var hårde, en krise ramte. Mette arbejdede i bogholderiet, men blev fyret. Statsgården lukkede ned, og selv traktorførerne blev sagt op men Mikael blev kun sendt på lang orlov.
“Mikael, hvad skal vi gøre? Mads tøj er slidt op, og han skal jo snart i første klasse. Hans sko er helt udtjente, og støvlerne er i stykker. Og så kommer vinteren alt vintertøjet skal købes nyt,” sagde Mette bekymret.
Mikael var enig. Deres snart syvårige Mads slidte alt hurtigt op. Krisen havde ramt gården hårdt. Den øverste bogholder, Birthe, syntes synd i Mette hun var så effektiv. Da de mødtes i butikken, sagde Birthe:
“Mette, min datter fortalte, at der er en sekretærstilling ledig i Skattestyrelsen i Nykøbing. Men der er meget arbejde. Min datter ville selv have søgt, men hun er gravid, så de vil ikke ansætte hende.”
“Åh, tak, Birthe! I morgen tidlig tager jeg bussen derhen,” sagde Mette glad.
Næste morgen tog hun afsted. Da hun trådte ind i Skattestyrelsen, satte hun sig på en bænk og ventede på at blive kaldt ind til HR. Hun vidste allerede, lønnen var lav, men arbejdet var hårdt men det skræmte hende ikke. Da man endelig kaldte på hende, sagde hun forsigtigt:
“Hej.”
“Goddag, kom ind og sæt dig,” svarede en kvinde i briller med en skarp stemme, der lød bekendt for Mette.
Kvinden havde en streng jakkesæt på, kraftig læbestift og briller. Hun kiggede på sin computerskærm, løftede så hovedet og Mette gispede.
“Lise?!” råbte hun glad. “Det var da en overraskelse!”
“Mette,” sagde Lise også overrasket. “Så mange år, og du har ikke ændret dig. Så det er dig, der vil have denne stilling?” spurgte hun lidt hovmodigt.
“Ja, det er mig,” svarede Mette glad.
“Hvordan vil du så pendle hver dag fra landsbyen?” Lises tone var afmålt og forberømt.
“Jeg tager bare bussen, de kører ofte. Men fortæl mig, Lise, hvordan har du det? Du tog jo til byen efter gymnasiet.”
“Ja. Jeg blev økonom, kom tilbage her og fik job. Jeg er forfremmet nu, som du kan se jeg leder her,” sagde Lise roligt.
“Det er flot,” sagde Mette oprigtigt. “Se, hvor fint det gik vi gik i skole sammen, måske arbejder vi sammen nu?”
Lise lænede sig tilbage i stolen, strøg sine hår væk med en aristokratisk gestus.
“Jeg tror ikke, det bliver noget, Mette,” svarede hun høfligt. “Vi har brug for en lokal ansat. Der er meget arbejde, og man skal blive længe. Du har jo bussen. Og nogle weekender skal man også arbejde. Desuden har vi allerede en kandidat, der kommer til samtale i dag. Så det bliver nok ikke dig.”
Der blev stille i kontoret. Lise kiggede på sin skærm, mens Mette følte sig overflødig.
“Hvorfor sagde du det ikke med det samme? Nå, men jeg går så,” sagde hun og rejste sig langsomt. “Ved du måske, hvor jeg ellers kan finde arbejde?”
“Nej, desværre. Held og lykke med søgningen,” svarede Lise muntert uden at se på hende.
Mette forstod, at hendes gamle veninde huskede alle de gamle sårende ord fra gymnasietiden.
“Hvem? Lise?” spurgte Mikael forbløffet, da Mette fortalte ham det. “Så hun er blevet en vigtig person? Og sagde hun virkelig bare direkte, at du ikke fik jobbet? I gik jo i klasse sammen.”
Mikael blev oprigtigt vred. Nyheden gjorde ham rasende, mens Mette drak beroligende te.
“Mikael, hvorfor bliver du så sur? Vi var klassekammerater engang livet tager forskellige veje efter skolen.”
“
