**Sådan er skæbnen**
Jens, en ikke længere ung mand, mistede sin kone for fem år siden efter en lang og hård sygdom. De kæmpede sammen, men til sidst kunne de ikke vinde kampen, og hun forlod ham for altid.
Som 48-årig enkemand måtte han vænne sig til ensomheden. Tanken om at gifte sig igen strejfede ham ikke, selvom familie og venner gentog:
“Du er stadig en ung mand, find en god kvinde og bliv lykkelig.”
“En som min kone finder jeg aldrig igen. Der er måske bedre, der er værre, men ingen som hende,” svarede han altid.
Hans lillebror, Mikkel, boede i en anden by. Der var femten år mellem dem deres mor havde svært ved at få et barn til, men da hun næsten havde opgivet håbet, fødte hun Mikkel. Jens hjalp til med at opdrage ham, og den lille Mikkel fulgte efter sin storebror overalt.
Da forældrene døde, var Mikkel kun 21. Jens støttede ham, indtil han blev færdiguddannet og gift. Men skæbnen ville det anderledes mens Jens mistede sin kone, blev Mikkel skilt omtrent samtidig.
Hver aften gik Jens en tur i parken ved sit hus. Det var en gammel vane han og hans kone plejede at gå der sammen, når de havde tid. Denne aften gik han langsomt mod dammen, hvor ænder og endda et par gæs svømmede. Gæssene kom nok fra de nærliggende villahaver.
På vej tilbage så han en ung kvinde sidde på en bænk og tørre tårerne af. Han kunne ikke lade være med at standse.
“Godaften, unge dame. Er der noget, jeg kan hjælpe med? Hvad er der sket?”
Hun så op med bedrøvede øjne.
“Der er ingen, der kan hjælpe mig. Jeg ved ikke engang, hvor jeg skal gå hen…”
Jens satte sig ved siden af hende.
“Hvad mener du? Du må da komme et sted fra. Hvad hedder du?”
“Min mor smed mig ud. Nu er der fuldt af hendes venner i lejligheden. Jeg har ikke længere et sted… Jeg hedder Freja.”
“Nå, Freja, lad os tage det roligt. Jeg forstår ikke helt. Snart bliver det mørkt skal du bare blive her?”
Freja havde boet med sine forældre i en lille lejlighed, som de havde arvet efter hendes bedstemor. De var flyttet fra landet, hvor alt var gået i stå. Hendes far døde, da hun var 15, og hun og moren klarede sig i starten. Men snart begyndte moren at drikke.
“Mor, hvorfor gør du det? Det fører ikke til noget godt,” bad Freja hende gentagne gange.
“Hvad ved du om livet, Freja? Din far forlod mig hvad skal jeg gøre? Prøv selv det gør det hele lettere,” svarede moren, før hun faldt i søvn på sofaen.
Om morgenen lavede Freja selv morgenmad og gik på sygeplejerskeskolen. Hun ville gerne blive voksen hurtigt og tjene sine egne penge. Hendes mor blev konstant fyret.
“Mor, du kan ikke engang beholde et job som rengøringsassistent. Hvordan skal vi klare os?”
“Du må jo snart arbejde så klarer vi os,” mumlede moren beruset.
Det blev kun værre. Nu kom morens venner også, drak hele natten, sov på gulvet, mens Freja klemte sig ind bag et skab, nervøs og udmattet.
Da hun blev færdiguddannet, fandt hun straks arbejde på et hospital. Nattevagter passede hende bedst så undgik hun at se, hvad der foregik derhjemme. Hun overvejede at finde sin egen lejlighed.
Den aften kom hun træt hjem efter en lang vagt patienterne havde været mange. Lejligheden, hvor hun engang havde været lykkelig, var tom. Møblerne, selv gardinerne, var væk. Hendes mor sov på gulvet. Alle Frejas ting var også forsvundet, kun en gammel vinterjakke hang tilbage.
Hun løb ud i tårer og endte i parken, på denne bænk.
Jens lyttede med smerte i hjertet. Han forsøgte at berolige hende.
“Freja, livet kan være hårdt, men der er altid håb,” sagde han roligt. “Jeg troede også, alt var forbi, da min kone døde. Hun var mit alt.” Han tav et øjeblik. “Men jeg lærte, at når skæbnen vil det, må man leve videre. Du må ikke give op der er altid en vej frem.”
“Hvilken vej?” Hun så op på ham. “Jeg kan ikke spare op til en lejlighed. Hvor skal jeg gå hen?”
“Hør her, jeg bor alene. Min lejlighed er stor, og jeg har brug for hjælp. Du behøver ikke at være bange jeg vil dig ikke noget ondt. Du kan blive som en datter for mig. Min kone og jeg fik aldrig børn.”
Jens var en ordentlig mand. Freja takkede skæbnen for at møde ham den aften. Hun tog sig af hjemmet der var renligt, hyggeligt, og maden smagte godt. Om aftenen talte de sammen, og hun lyttede til hans visdom. Han blev en følsom og næsten faderlig figur for hende. Hans godhed smeltede to ensomme hjerter sammen en ældre mands og en ung kvindes.
Men skæbnen havde andre planer. Pludselig følte de et drag mod hinanden. Jens havde igen nogen at leve for, at elske. Han lagde mærke til, at hans blik på Freja ikke længere var faderligt. Hans følelser var vokset til noget større.
“Jo mere jeg tænker på Freja, jo stærkere bliver flammen i mig. En lidenskab, jeg troede var slukket for længe siden. Jeg må fortælle hende det det kan ikke fortsætte sådan her.”
Om aftenen under middagen fandt han modet.
“Freja, jeg ved ikke, hvad du vil tænke, men jeg er faldet for dig. Du har givet mig livet tilbage. Vil du blive min kone?”
Freja havde også følt noget måske forvekslede hun taknemmelighed med kærlighed, men hun mente, hun elskede ham. Hun sagde ja.
Et år senere fik de en søn, Lukas. Jens strålede af lykke, og Freja også.
“Nu er jeg virkelig lykkelig. Jens og min lille Lukas det er min skæbne.”
En dag sagde Jens til hende:
“I morgen kommer min lillebror Mikkel på besøg. Jeg har fortalt ham om dig og vores søn. Han glæder sig til at møde jer. I kommer helt sikkert godt ud af det.”
**Det var første gang, det skete**
Jens havde ret. Freja kunne godt lide Mikkel med det samme. Da hun så ham, føltes det som tusind nåle gennem hendes hjerte. Det bankede vildt, og hun forstod ikke, hvad der foregik. Men hun vidste, hun ikke kunne stoppe med at tænke på ham. Det var første gang, det skete.
Mikkel ringede ofte til sin bror. Han vidste
