Det var en grå og regnvejrsdag, da Mads kørte hjemad efter en arbejdsrejse til Vestjylland. Han havde været ude som foged i en mindre by, og selvom turen skulle have taget tre dage, var han allerede på vej hjem efter kun én. Vejret var trist, og regnen begyndte at tromme mod forruden, mens han tænkte på livet. Hans kone, Mette, havde fødselsdag, så han havde købt nye tøjer og lidt makeup til hende selvfølgelig med hjælp fra butikkens ekspedient, for hvad vidste han om den slags?
Han havde kørt hele natten og var træt. Regnen gjorde det ikke bedre.
*”Jeg tager gennem landsbyen det er hurtigere end at køre omvejen på motorvejen,”* tænkte han. Vejen var gruset, men det var okay, det var snart morgen.
Han og Mette havde været gift i ti år, og deres søn, Emil, var også ti hun var blevet gravid med det samme. Selvom han kom for tidligt, var han en dygtig dreng, kvik og fuld af liv.
Mads mærkede trætheden, men der var kun femten kilometer tilbage. Pludselig følte han et dumpstød mod motorhjelmen og bremsede hårdt.
*”Tak gud for, jeg ikke kørte for stærkt har jeg ramt noget?”*
Han sprang ud af bilen. På vejen lå en kvinde, hendes paraply var blæst væk. Panikken greb ham havde han kørt hende ned? Han løftede hende forsigtigt op og satte hende ind på bagsædet.
*”Hun lever, takket være den lave fart,”* tænkte han. *”Hvordan har du det? Jeg kører dig til lægen der er en klinik lige derovre.”*
Hun greb fat om sit ben.
*”Det behøves ikke, det er bare en forstuening. Hvem er du?”*
Han så hende i øjnene og begge blev stivnet af chok.
*”Lise?!”* udbrød han.
*”Mads?!”* svarede hun forbløffet.
*”Så det er her, du er!”* sagde han med et grin. *”Jeg har ledt efter dig og så bor du kun en halv time herfra?”*
*”Jeg kan knap tro det selv,”* svarede hun og glemte næsten sin smerte.
Feldskeren i klinikken konstaterede, det kun var en forstuening.
*”Du skal måske tage en fridag, Lise,”* sagde han.
*”Nej, jeg har timer i skolen. Mads kan køre mig,”* svarede hun og så spørgende på ham. Han nikkede.
Lise var lærer i dansk og litteratur i den lokale skole. Hun boede i landsbyen og var gået tidligt ud for at forberede en prøve.
På vej til bilen halte hun let.
*”Jeg skal lige hjem og skifte jeg kan ikke møde op sådan her,”* sagde hun.
Huset var ikke langt væk, og hun kom tilbage i en lys regnfrakke. Regnen faldt stadig blødt.
*”Skal vi mødes i aften? Ved den lille pavillon ved indkørslen?”* foreslog han.
Hun så på hans vielsesring. *”Har din kone det okay med, at du gaver andre kvinder komplimenter?”*
*”Det kommer lige fra hjertet,”* svared han. *”Du er stadig lige så fræk som altid.”*
Hun lo. *”Okay, vi ses der.”*
Begge følte, at den gamle gnavenhed, der havde splittet dem, var fjollet og forsvundet. Der var så meget at snakke om men hvor skulle de starte?
For ti år siden havde de begge været færdige med deres uddannelser hun som lærer, han som jurist. De havde haft en smuk kærlighed, men kunne ikke blive enige om, hvor de skulle bo.
*”Jeg tager hjem til min landsby de har lovet mig en stilling som foged,”* havde han insisteret. *”Du er min kommende kone du må følge med.”*
Men hun ville blive i byen. *”Jeg vil ikke ud på landet! Hvorfor kan du ikke slippe det sted?”*
De skændtes, blev stædige, og troede, de ville løse det næste dag. Men ingen ville give sig. Vreden blev til bitterhed, og så var det slut.
Nu, ti år senere, stod de her.
Mads kom hjem om morgenen og opdagede sin kone i sengen med Niels fra nabolaget.
*”Mads, det er ikke, hvad du tror”* stammede hun.
Niels lå roligt, men blev bleg, da Mads greb ham.
*”Slå mig ikke du er jo foged,”* sagde han.
Mads slap ham. Han vidste, hans ægteskab var slut.
Han kørte til sin mor med Emil.
*”Har det her stået på længe?”* tænkte han. *”Niels hjalp engang med at lægge tag han har altid haft gode hænder.”*
Emil løb ud og hilste glad. *”Far, kom og hjælp mig med min cykel!”*
Hans mor så straks, noget var galt. Hun havde hørt rygter om Mette i lang tid men nu var det for sent.
Senere på dagen kørte Mads tilbage til Lise. Hun ventede ved pavillonen.
*”Kom med hjem til mig,”* sagde hun. *”Vi kan snakke der.”*
*”Og din mand?”*
*”Jeg har ingen mand. Jeg blev aldrig gift.”*
De sad i hendes stue, da en tiårig dreng løb ind.
*”Hej! Er det din bil? Jeg hedder Mads det er min mor!”* sagde han stolt.
Mads så på drengen og genkendte sig selv. Han så forvirret på Lise.
*”Er det?”*
*”Ja,”* svarede hun alvorligt.
Da drengen var ude igen, spurgte han: *”Hvorfor fortalte du mig det ikke?”*
*”Jeg vidste det ikke selv før efter eksamen. Jeg ville ikke binde dig vi var allerede ved at gå fra hinanden. Så jeg tog hertil.”*
Mads var lammet. Han havde en søn, han ikke kendte.
Da han kørte hjem, vidste han, han ville vende tilbage.
Næste dag kom han for at hente sine ting. Emil fulgte med, selvom Mads ikke helt ville have ham med.
Derhjemme ventede endnu en overraskning: Niels, fuld, skændtes med Mette.
*”Bare vent, Mads jeg går, men du skal vide sandheden,”* sagde Niels. *”Emil er min søn. Mette og jeg var sammen før dig hun giftede sig med dig for at gøre mig jaloux.”*
Mette sagde ingenting.
Emil greb fat i Mads. *”Jeg vil bo hos dig, far.”*
Sådan endte de hos hans mor. Mads søgte om skilsmisse, og da retten spurgte Emil, hvem han ville bo hos, svarede han: *”Min far.”*
Mads besøgte Lise og lille Mads ofte. Til sidst flyttede de sammen.
Skæbnen havde rettet op på det hele.
