Skæbnen elsker de taknemmelige
Ved sine tredive år havde Mads ti års erfaring fra tjeneste i konfliktzoner, to gange såret, men skæbnen havde beskyttet ham. Efter det andet seriøse sår måtte han gennemgå en lang behandling på hospitalet og vendte til sidst tilbage til sin hjemby, en lille landsby i Jylland.
Landsbyen havde ændret sig i årenes udbrud, og det samme havde folk. Alle hans klassekammerater var blevet gift, men Mads stødte en dag på Freja og genkendte hende så vidt. Da han tog afsted til militæret, var hun blot en trettenårig pige. Nu var hun femogtyve og en smuk kvinde. Dog stadig ugift. Hun havde ikke mødt den rigtige mand endnu, og hun ville ikke gifte sig uden kærlighed.
Mads, bredskuldret og selvsikker med et stærkt retfærdighedssans, kunne ikke lade være med at tale til hende.
“Har du virkelig ventet på mig og er stadig ikke gift?” spurgte han med et smil, mens han så på den smukke kvinde.
“Måske,” svarede hun, lidt forlegen, og hendes hjerte bankede pludselig heftigt.
Fra den dag af begyndte de at ses. Det var senestaften, og de gik langs skovbrynet, hvor de faldne blade raslede under deres fødder.
“Mads, min far vil aldrig tillade, at vi bliver gift,” sagde Freja bedrøvet. Han havde allerede friet to gange. “Du kender ham.”
“Hvad kan han gøre? Jeg er ikke bange for ham,” erklærede Mads roligt. “Hvis han gør mig fortræd, ryger han i fængsel, og så er han ude af billedet.”
“Åh, Mads, du ved ikke, hvad du siger. Min far er hensynkøs, og han har alt under kontrol.”
Jens Erik var den mest indflydelsesrige mand i byen. Han havde startet som forretningsmand, men der gik rygter om hans forbindelser til kriminalitet. Han var træskåret, med en kold, arrogant blik og en hensynslig adfærd. I sin ungdom havde han bygget to gårde i byen, hvor han opdrættede køer og grise. Mere end halvdelen af landsbyen arbejdede for ham. Alle smilede høfligt til ham, næsten som for en krigsherre. Men han troede selv, han var Gud.
“Min far vil aldrig acceptere vores bryllup,” sagde Freja. “Han vil have, at jeg skal giftes med hans ven Lars’ søn, en doven, drikkende fyr, som jeg ikke kan udstå. Men far lytter ikke.”
“Freja, vi lever ikke i middelalderen. Hvem kan tvinge en kvinde til at gifte sig i dag?” spurgte Mads forundret.
Han elskede Freja dybt. Alt ved hende fascinerede ham, fra hendes blik til hendes temperamentsfulde natur. Og hun kunne heller ikke forestille sig et liv uden ham.
“Kom,” sagde han beslutsomt og tog hendes hånd.
“Hvorhen?” Hun anklagede det allerede, men kunne ikke stoppe ham.
I gården stod Jens Erik og talte med sin yngre bror, Mikkel, der boede i et udhus og altid stod klar til at hjælpe.
“Jens Erik, Freja og jeg vil giftes,” sagde Mads direkte. “Jeg beder om hendes hånd.”
Freas mor stod på trappen og stirrede skrækslagent på sin tyranske mand, hvis temperament hun kendte alt for godt.
Jens Erik blev rasende over Mads’ selvsikkerhed og målte ham med et iskoldt blik, men Mads stirrede tilbage ud at blinke. Faren forstod ikke, hvordan denne mand turde trodse ham.
“Forsænk,” brølede Jens Erik. “Min datter er for god til dig. Glem hende.”
“Vi bliver gift alligevel,” svarede Mads roligt.
Mads var respekteret i byen, men Jens Erik forstod ikke, hvad det vil sige at kæmpe for noget. For ham handlede alt om penge. Mads følte en brændende ureg. Han knyttede næverne, men Mikkel trådte imellem dem og skubbede Mads væk.
Da Mikkel havde eskorteret Mads ud, trak Jens Erik Freja ind i huset som en lille pige. Han tilgav aldrig trods, og han huskede altid en kænk.
Samme nat, i den fugtige efterårsluft, brød der brand ud i landsbyen. Mads’ nyåbnede værksted stod i flammer.
“Lort,” mumlede Mads. Han var i tvæl om, hvem der stod bag.
Den næste nat kørte Mads lædt hen til Frejas hus. Han havde sendt hende en besked om at møde ham med sine ting, så de kunne flygte langt væk. Hun var enig i alt. Fra sit vindue rakte hun ham en taske, klatrede ud og hoppede ned i hans arme.
“Om morgen er vi langt væk,” hviskede han. “Du aner ikke, hvor jeg elsker dig.” Freja trykkede sig ind til ham.
“Jeg er så bange,” sagde hun.
Ti minutter senere kørte de ad landevejen. Frejas hjerte hamrede, og hun rystede af nervøsitet. Hun vidste, en ny livsåbning ventede. Pludselig lyste baglygter op bag dem. En Mercedes overhalede dem og blokerede vejen.
“Nej,” hviskede Freja og fros.
Hendes far og to andre mænd trak hende ud af bilen. Mads prøvede at forsvare hende, men blev slået ned og banket i tavler. Så kørte de væk og efterlod ham på vejranden.
Han kom sig langsomt, kørte hjem og lå sengeliggende i en uge. Branden blev afskjætet som en elfejl, men Mads vidste bedre. Hans største bekymring var Frejas skæbne. Hun svarede ikke på beskeder, og hendes telefon var slukket.
Jens Erik havde sendt Freja til sin søster, Hanne, i Aarhus. Han efterlod hende penge og advarede:
“Hold Freja inde. Ingen telefon. Hvis du ikke adlyder…”
“Åh, Jens,” sagde Hanne bebrejdende. “Hvorfor ødelægger du din datters liv?”
Hun tog Freja med ind. Hun vidste, de måtte vente, til Jens roede sig.
I landsbyen spredte Jens Erik rygter om, at Freja snart ville giftes med Lars’ søn og ikke vende tilbage.
“Det bliver bedre,” trøstede Hanne. “Du finder et arbejde og bygger dit liv.”
“Uden Mads?”
“Uden ham.”
Ugerne gik, og Freja opdagede, at hun ventede barn. Hanne trøstede hende.
“Din far må ikke vide det.”
Freja græd. Hun tænkte ikke på sin far hun ville bare fortælle Mads. Men hun kunne ikke huske hans nummer, og hendes telefon var væk.
“Jeg hader ham,” skreg hun i hysteri. “Han er ikke et person.” Hanne tav; der var grund nok til had.
Tiden gik. Mads glemte aldrig Freja. Han arbejdede, drak ikke, mødte ingen andre. Samtidig fødte Freja en sund dreng, Matias. Han lignede sin far på en prik. Frejas mor besøgte dem i smug. Jens Erik
