Skæbne på hospitalsstuen: – Pigen, tag du dig af ham! Jeg tør knap nok nærme mig, endnu mindre give ham mad med ske, – sagde kvinden og smed brat posen med madvarer på sengen, hvor hendes syge mand lå. – Vær nu ikke så bekymret! Din mand skal nok blive rask. Han har bare brug for grundig pleje nu. Jeg skal nok hjælpe Dimitrij op at stå, – som sygeplejerske måtte jeg endnu en gang berolige hustruen til en tuberkulosepatient. Dimitrij blev indlagt i kritisk tilstand, men chancerne for overlevelse var gode. Han ville virkelig leve – og dét er halvdelen af kampen. Desværre troede hans kone, Alla, ikke rigtig på lægevidenskaben. Det virkede som om, hun allerede havde givet op på forhånd. Mange år senere rammes deres søn, Jura, også af åben tuberkulose. Endnu engang opgiver Alla ham straks, men Jura kommer sig. Trods den svære diagnose fandt Dimitrij stadig overskud til sjov og smil, og han var opsat på hurtigst muligt at komme ud af tuberkuloseafdelingen. I deres lille landsby på Fyn var der ikke noget specialhospital, så Alla besøgte sjældent sin mand. Jeg havde ondt af den unge mand, der virkede forsømt og gik rundt i slidte klæder. – Dima, har du noget imod, jeg tager lidt tøj med til dig? Jeg kan se, du end ikke har hjemmesko og går rundt i skoene. Modtager du en lille pakke fra mig? – spurgte jeg drillende. – Fra dig, Violetta, ville jeg tage selv gift som medicin. Men du skal ikke tænke på det. Lad mig bare få lov at blive rask… – Dima tog blidt min hånd. Jeg trak forsigtigt hånden til mig og gik ud. Hjertet hamrede. Er jeg mon blevet forelsket? Nej, det går jo ikke, det ville ødelægge familien – det er ikke rigtigt! Men man kan ikke beordre hjertet; det kender ingen forbud. Jeg følte, jeg kastede mig ud i det… Jeg besøgte Dimas stue oftere og blev længere for at snakke. Nattevagterne var lange, vores samtaler varme og fortrolige, og vi skiftede umærkeligt til at sige “du” til hinanden. Dima har en søn på fem år. – Min Jura ligner sin smukke mor. Du skal vide, Violetta, jeg elskede virkelig Alla. Ville gøre alt for hende. Alla er passioneret, dragende, men hun elsker kun sig selv. Hendes egoisme er værre end syre, og nu er det jo dig, en fremmed, der plejer mig, – sukkede Dima. – Men Alla har langt herhen, det er jo svært at besøge ofte, – forsøgte jeg at forsvare hende. – Kom nu, Violetta. Som man siger, “Hun elskede sin mand så meget, hun skaffede ham en plads i fængsel!” Kærester kan hun finde tid til at rejse langt for. Jeg ved det godt… – Dima blev irriteret. – Sov godt, Dima. Man skal ikke tage forhastede beslutninger – det skal nok blive bedre, – sagde jeg og slukkede lyset. Dima led selvfølgelig. Han lå hjælpeløs i hospitalssengen, mens konen morede sig ude i byen. Måske ikke verdens ende, men for en myre er dug et oversvømmelse… En uge senere hørte jeg pludselige råb fra hans stue. – Så se du ikke kommer her mere, kælling! Ud! – råbte Dima efter en bange Alla, der styrtede ud. – Hvad foregår der? – spurgte jeg overrasket. Dima vendte sig bare mod væggen og rystede under dynen. Jeg måtte give ham en beroligende sprøjte. En måned gik, og Alla kom ikke igen. – Dima, skal jeg ringe til din kone? – hviskede jeg. – Nej tak, Violetta. Vi bliver skilt, – sagde han roligt. – Fordi du er syg? Du er jo ved at få det bedre! – Kan du huske, jeg smed hende ud? Hun kom dengang for at fortælle, hun havde mødt en anden. Han kunne bo i vores hus, mens jeg var syg, for hun havde brug for en til at reparere taget… – Dima tav. – Sikke da en skandale! – fik jeg fremstammet. Senere så jeg hende ankomme med sin nye mand. Dima så ham ikke, men fra vinduet havde jeg fuldt udsyn til den nervøse, rygende mand, der ventede på Alla, mens hun ordnede sine ting. – Dima, du bliver udskrevet nu, – meddelte jeg. – Violetta, må jeg spørge dig om noget… Nej, glem det, – sagde Dima forfjamsket. – Dima, jeg siger ja. Det var vel det, du ville? Eller tager jeg fejl? – Jeg tog chancen. Dima tilstod: – Violetta, jeg har ikke noget hjem. Må jeg bo hos dig? Alla har fundet en anden og gifter sig nu. – Dima, jeg har et barn. Hvis du vil tage ham til dig, kan vi få et godt liv sammen, – sagde jeg åbent. – Et barn står ikke i vejen. Jeg elsker ham allerede, – sagde Dima blidt, og det smeltede mit hjerte. Sådan gik årene. Dima og jeg fik to børn sammen og skabte et kærligt hjem. Jura, Dimas søn, kommer ofte på besøg med sin familie. Min datter fra et tidligere forhold bor i udlandet. For at være ærlig var der aldrig noget ægteskab – jeg “snublede” bare som ung. Troede på en mands løfter, men melodien spillede aldrig… Alla giftede sig flere gange og fik en søn med en tilfældig mand på forretningsrejse. Den dreng led hele livet af psykiske problemer. Alla viste aldrig omsorg eller kærlighed, han voksede op for sig selv. Da Alla gik bort, endte drengen på en institution. Nu er Dima og jeg blevet gamle sammen, men vi elsker hinanden endnu mere inderligt end i ungdommen – og vi værdsætter hvert eneste blik, hvert åndedrag, hver dag ved hinandens side…

SKÆBNEN PÅ SYGEHUSSENGEN

Frøken, værsgo at tage jer af ham! Jeg tør ikke engang nærme mig ham, og slet ikke give ham mad med ske, sagde kvinden skarpt og smed en pose med varer på sengen, hvor hendes syge mand lå.

Tag det nu roligt! Din mand skal nok komme sig. Han har bare brug for grundig pleje lige nu. Jeg skal nok hjælpe Mads på benene igen, sagde jeg, som sygeplejerske, og prøvede at berolige Bodil, hustruen til tuberkulosepatienten. Det var bestemt ikke første gang, jeg stod i sådan en situation.

Mads var blevet indlagt i alvorlig tilstand, men mulighederne for, at han overlevede, var gode. Han ville gerne leve, og det tæller for det halve. Men jeg kunne mærke, at hans kone Bodil ikke havde tillid til lægerne eller behandlingen. Hun virkede, som om hun allerede på forhånd havde opgivet sin mand.

Mads og Bodils søn, Jeppe, skulle for resten årtier senere også få konstateret åben tuberkulose. Bodil ville straks sætte et kryds over drengen. Men Jeppe kom sig.

På trods af sit svære sygdomsforløb prøvede Mads altid at spøge og grine. Han kunne ikke vente med at slippe ud af infektionsafdelingen. Familien boede i en lille by på Fyn, hvor der ikke var et specialhospital, så Bodil kom sjældent forbi. Jeg havde ondt af den unge mand. Han var uplejet, ensom og gik rundt i forvaskede bukser.

Mads, vil du blive fornærmet, hvis jeg har nogle småting til dig? Du har jo ikke engang hjemmesko, går rundt i dine laksko. Vil du ikke tage imod en lille pakke fra mig? prøvede jeg at gøre lidt grin med det hele.

Fra dig, Signe, ville jeg tage selv medicin, selv hvis det var gift. Men du skal ikke bekymre dig. Bare lad mig blive rask først. Mads tog blidt min hånd.

Jeg trak forsigtigt hånden til mig, mens jeg forlod stuen.

Mit hjerte hamrede. Var jeg ved at forelske mig? Det var galt. Ville ikke ødelægge en familie, det var ikke rigtigt. Intet godt kommer ud af andres ulykke Men hjertet gør nu engang, som det vil. Jeg kastede mig ud i det.

Jeg kiggede oftere ind til Mads, satte mig længere hos ham. Nattevagter er lange, og vores samtaler blev mere og mere fortrolige. Vi skiftede ubemærket til “du”.

Mads havde en lille dreng på fem.

Min Jeppe ligner sin smukke mor, sagde han en aften. Jeg har altid elsket Bodil højt, nærmest lagt verden for hendes fødder. Men hun elsker kun sig selv. Sådan er det bare. En kvindes egoisme er værre end syre. Nu er det dig, en fremmed, som tager dig af mig, sukkede Mads tungt.

Bodil har jo også langt at rejse, svarede jeg, prøvede at bortforklare en smule.

Kom nu, Signe! Du kender vel udtrykket: En kone elsker kun så meget, at hun køber plads til ham i fængsel. Men hun har altid tid til at besøge sine kærester. Jeg har hørt nok, snerrede han.

Godnat, Mads. Tænk dig nu lidt om. Det hele skal nok gå, sagde jeg og slukkede lyset i stuen.

Mads led. Lå hjælpeløs på hospitalet, mens konen morede sig et andet sted. Det var ikke livsfarligt, men som vi siger, for en myre er dug regnvejr.

En uge senere hørte jeg tumult på stuen. Jeg styrtede ind.

Jeg vil aldrig se dig her mere! Skrub af, din kælling! råbte Mads rasende mod Bodil.

Hun var hurtigt ude af døren.

Hvad skete der? spurgte jeg overrasket.

Han vendte ryggen til og rystede over hele kroppen under dynen. Jeg var nødt til at give ham noget beroligende.

En måned gik. Bodil kom ikke en eneste gang.

Mads, skal jeg ringe til din kone? spurgte jeg forsigtigt.

Nej tak, Signe. Jeg er i gang med at blive skilt fra Bodil, svarede han roligt.

Fordi du er syg? Du er jo ved at blive rask.

Kan du huske, jeg smed Bodil ud den dag? Hun kom for at sige, hun havde fået en ny kæreste. Hun synes, han skal flytte ind i huset du er jo på hospitalet og alt er usikkert. Jeg kunne da bruge en mand til praktiske ting derhjemme, sagde hun bare. Taget trænger til reparation, stoppede Mads.

Det lyder forfærdeligt, fik jeg fremstammet.

Og ikke nok med det kort tid efter kom Bodil forbi sammen med en mand. Mads så ham ikke, men jeg kunne følge dem fra vinduet. Fremmedmanden sad på bænken og røg nervøst. Bodil var en time hos Mads og- røg straks ud og kyssede manden på kinden og forklarede et eller andet morsomt. Så gik de sammen ud af hospitalets have.

Mads, du bliver udskrevet nu, meddelte jeg.

Signe, jeg vil spørge dig om noget Eller nej, aldrig minde Mads var forvirret.

Hvis det er det, jeg tror, så ja, sagde jeg pludselig modigt.

Mads blev ærlig:

Signe, jeg har ikke noget hjem. Må jeg bo hos dig? Med Bodil er alt afsluttet. Hun gifter sig med den anden mand.

Jeg har et barn, Mads. Hvis du kan acceptere det, tror jeg, vi kan få en god familie, sagde jeg, ærligt.

Et barn er ikke en hindring. Jeg elsker ham allerede, svarede Mads og kiggede mig ind i øjnene, så jeg glemte al kulde.

Siden da er der gået mange år.

Mads og jeg har to børn sammen. Vi har bygget et varmt, trygt hjem. Jeppe Mads søn besøger os ofte med sin egen familie. Min datter fra mit ungdomsliv bor i udlandet. Hvis sandheden skal frem, blev jeg aldrig rigtigt gift dengang, jeg lod mig bare rive med, forførtes af en mands ord om evig kærlighed og fremtid men det blev aldrig til noget. Men jeg fortryder intet.

Hvad angår Bodil, så blev hun gift et par gange mere og fik en søn med en tilfældig forretningsrejsende. Drengen havde psykiske problemer hele livet. Bodil tog sig aldrig rigtigt af ham, var kold og fjern. Han klarede sig selv, og da Bodil gik bort, blev han indskrevet på en institution.

Nu er vi blevet gamle, Mads og jeg. Men kærligheden brænder stærkere end i ungdommen. Vi går gennem livet side om side, og værdsætter hver dag, hvert blik, hvert åndedrag.

Skæbnen kan ikke planlægges men kærligheden, den må man tage imod, som den kommer.