En stærk og sammentømret familie kendetegnes ved, at dens medlemmer går gennem livets op- og nedture sammen. De bakker hinanden op i svære tider og deler glæderne. Hvert familiemedlem ved, at der altid er plads til at dele sine problemer.
Nogle gange skal der ikke meget til for at skabe en stemning fyldt med lykke og kærlighed. Sådanne stunder findes i mange danske hjem for eksempel i mine egne minder.
Min mand og jeg er begge lavstammede, under 160 centimeter høje, hvorimod min far rager op på sine 170. Han har ladet sit fuldskæg gro sig langt og flot, og derfor er det blevet en vane, at han træder ind i huset og siger: “Goddag, hobitter!” og vi svarer i kor: “Hejsa, Gandalf!”
Vores familie består af mig, min mand og vores to døtre. En eftermiddag kunne vi ikke blive enige om, hvem der skulle lufte hunden. For at gøre det sjovt fandt vi på at lege den stille leg: Taberen må binde snoren på Fido og tage ham ud. Min ældste datter, Alberte, begyndte helt stille at tage sit overtøj på uden en lyd, åbnede hun døren, tog hunden med sig og traskede af sted. Resten af os kiggede måbende på hinanden og udbrød: “Nå, hvor er Alberte dog dygtig!” Hun smilede skælmsk: “Fanget jer!” Og så hang jakken hurtigt tilbage på knagen.
Der var også dengang, min ven Peter friede til mig foran min far. Far brasede sammen på stuegulvet og udbrød dramatisk: “Endelig! Du kom, min frelser!” Far havde engang hørt sådan en vittighed som ung og drømt om at gøre den virkelighed.
Hver morgen ordner jeg morgenmad til mit otteårige barnebarn, Emma. I weekenderne sover jeg dog altid en halv time længere. Alligevel vågnede jeg en søndag til duften af te og sød hytteost og to små hjemmegjorte rugbrødsmadder stod på bordet. Lille Emma ville forkæle mig, nu hvor jeg havde fri. Børn kan virkelig værdsætte de små ting.
En sommerdag tog vi min mand, vores søn Mads på 11, min bror Jakob, hans hustru og deres datter Marie på 7 på besøg i min mors barndomsby på Fyn. Vi besluttede, at børnene ville elske vandpistoler og ganske rigtigt, vi fandt nogle ret seje i en lille legetøjsbutik. Børnene havde deres egne vandkrige, men pludselig gik de voksne ind i kampen, og pludselig var hele haven fuld af grin og vådt tøj.
Da jeg var seks år, tog mine forældre mig ofte ud til kolonihaven om aftenen. Min far greb sit gamle fiskehjul med et lille stykke træ som prop. Vi gik ud i den åbne eng, hvor han svingede stangen og lod træstykket danse: det knitrede som en mus, og snart svævede en stor ugle lydløst frem over græsset for at fange den. Den fik aldrig sit bytte, men jeg stod musestille og stirrede fascineret. Sådan gav min far mig kærlighed til naturen. De her øjeblikke er de smukkeste, jeg kender.
På et tidspunkt gik det op for mig, at min mand og jeg aldrig skændtes. Vores venner talte ellers ofte om hverdagens småstridigheder. Jeg så mig omkring hjemme tøj drysset omkring, papirer mellem tallerkener og tomme kaffekrus. Men vi blev ikke vrede, vi satte os bare sammen på sofaen, omfavnede hinanden og så en god film. Sådan er det to glade, danske sjæle.
En dag stod min datter og jeg i køen i SuperBrugsen. Hun kiggede i blade og sagde: “Se far, et blad om feer Flora er på forsiden!” Jeg rettede hende: “Det er ikke Flora, skat, det er Bloom.” De to piger foran os vendte sig forbløffede om de havde ikke ventet, at en dansk far skulle kende til Winx Club!
Min mand mistede sin mor som barn, og min mor tog ham ind som sin egen. En aften sad vi hele familien mig, min mand, vores to drenge og min mor på restaurant i Odense, hvor han takkede hende hjertevarmt, som sin egen mor.
Min otteårige datter Iben kom løbende hjem, øjnene skinnede: “Far, der var en sommerfugl udenfor så stor som en due!” Hun viste med armene, hvor stor den var. “Alle var bange for at gå tæt på. Kun drengene turde prøve, men de ville slå den med pinde og turde alligevel ikke.” Ibens åndedrag var let og ivrig: “Men jeg var ikke bange! Jeg fandt en pind, men kun for at jage drengene væk, så de ikke rørte sommerfuglen. Bagefter lod jeg den flyve videre.”
