Der var engang en tid, hvor juletiden nærmede sig igen. Gaderne i København var fyldt med liv, butikkerne varme og lysende, og overalt lød den samme gamle julesang, som alle havde hørt tusind gange før.
Men for Lærke var der ingen glæde. Året havde været hårdt for hende og hendes mor, Mette. De havde måttet lære at leve uden hendes far. Lærke boede ikke længere hjemme hun var en voksen, gift kvinde med en tiårig søn, Magnus.
For et år siden, lige før jul, var hendes far død. Så stor var Lærkes sorg, at hun ikke straks forstod, hvor meget værre det var for hendes mor.
Svend Erik havde været en omsorgsfuld, kærlig mand og far. Som økonomilærer på universitetet behandlede han alle sine studerende med varme og sagde ofte:
“De er alle som mine egne børn. Jeg bliver aldrig vred på dem. Og de gengælder det samme. I alle mine år som lærer har jeg aldrig haft en eneste konflikt med en studerende. Der har været spørgsmål, men vi har løst dem sammen, og alle er tilfredse både de og jeg.”
“Ja, far, alle taler om dig med respekt,” svarede Lærke.
Svend Erik elskede at se gamle film, grinede hjerteligt, og når Lærke var lille, gik de ofte ture sammen. Nogle gange tog hele familien i biografen eller på udflugt i parken, og på ferie rejste de altid sammen.
Lærke havde set, hvor kærligt hendes far behandlede hendes mor, og hun havde derfor søgt en mand, der mindede om ham. Det lykkedes, og hun var glad for sin mand, Mads. Efter brylluppet flyttede de ind i en lejlighed, som begge sæt forældre havde hjulpet dem med at købe.
Alt var godt. Men for tre år siden fik Svend Erik pludselig konstateret kræft. Mette og Lærke var i chok, mens han prøvede at berolige dem.
“Det skal nok gå, mine piger. I slipper ikke så let af med mig,” sagde han, men hans øjne var matte.
Og for et år siden var han borte.
*Jeg kan ikke leve uden ham*
“Helt til min sidste dag vil jeg huske lyden af frossen jord, der ramte kistelåget, min mors hulk, de sorgfulde lyde af tallerkener og glas under gravølet,” tænkte Lærke til tider.
Hun var konstant bange for sin mor. Da de kom hjem til den tomme lejlighed efter begravelsen, gik Mette uden at tage overtøjet ind i stuen og sank langsomt ned i stolen, hvor hendes mand altid havde siddet. Hun stirrede tavst ud i luften, og Lærke vidste heller ikke, hvad hun skulle sige også knust af sorg.
“Jeg kan ikke,” hørte Lærke sin mor hviske.
Hun knælede foran hende og tog hendes kolde hænder.
“Hvad kan du ikke, mor?”
Mette så på hende, som om hun ikke forstod spørgsmålet, og hviskede:
“Leve uden ham. Jeg kan ikke.”
Først nu forstod Lærke, hvor meget værre hendes mor havde det.
*Ventet på, at smerten skulle forsvinde*
Nu var der gået et helt år. Mette og Lærke havde måttet lære at leve videre uden Svend Erik. Lærke vænnede sig langsomt til ikke at høre sin fars stemme i telefonen. Hun savnede den så meget. Før, når hun kom på besøg, så hun altid hans grånede isse i lænestolen over for fjernsynet hans yndlingsplads. Nu var den tom. Nu måtte hun vænne sig til savnet, men smerten blev ved at hænge i hende. Hun ventede på, at den skulle forsvinde, men nu kom frygten for sin mor oveni.
“Gud, lad mor klare det,” tænkte Lærke om natten, og tanken forfulgte hende hele dagen.
Hun greb telefonen og ringede til sin mor ikke om natten, men om morgenen, om eftermiddagen, om aftenen. Hun var desperat bange for hende.
“Lærke, du må ikke pine dig selv,” sagde Mads ofte. “Se på dig selv du ser udmattet ud, hele tiden på spring. Det skal nok gå med din mor. Tiden læger alle sår.”
“Du har sikkert ret, Mads. Men hver gang jeg ser mor, bliver jeg bange. Hun er blevet så anderledes tavs og indadvendt. Hvad tænker hun på hele tiden? Jeg vil invitere hende over.”
Lærke ringede. Hendes mor svarede svagt.
“Ja, skat”
“Mor, kom over til os. Det er lørdag, vi kan gå en tur i parken med Magnus. Du skal ikke sidde der alene.”
“Nej, skat, tak. Jeg har ikke lyst til at gå ud, endsige køre nogen steder. Og jeg er ikke alene jeg er altid sammen med far i mine tanker.”
“Netop i dine tanker. Mor, jeg vil gerne distrahere dig. Kom nu.”
Men Mette afslog.
Da hun lagde på, så hun på Mads.
“Hvordan får vi hende ud af huset? Når jeg er der, er hun glad, men vil stadig ikke ud.”
“Tålmodighed, Lærke. Tiden må gå.”
*Bekymringer*
Nu var der gået præcis et år siden Svend Eriks død, og nytåret nærmede sig. Livet ville fortsætte. Lærke ringede til sin mor om morgenen, men hun svarede ikke. Hun ringede igen og igen. Der var ingen svar. Lærke blev bange. Hendes mor tog altid telefonen.
Hun greb bilnøglerne og løb ud. I opgangen bankede hendes hjerte, som om det ville springe ud af brystet.
“Gud, lad mor være okay,” hviskede hun, mens hun åbnede døren.
*Læste og læste brevet*
Da hun kom ind i lejligheden, vidste hun med det samme, at noget var galt. Der var stille, alt var rent. På køkkenbordet lå en seddel: *”Min kæreste datter, du ved, hvor højt jeg elsker dig, og jeg vil ikke gøre dig ondt. Uanset hvad der sker, så elsker jeg dig.”*
Lærke greb om bordkanten og sank ned på en stol. Benene føltes som gelé, tankerne myldrede, og det sorte tog hendes syn. Hun læste seddelen igen og igen, selvom bogstaverne dansede.
“Jeg vidste det. Det man frygter mest, sker,” tænkte hun.
Hun så koppen på bordet den var ikke tør endnu.
“Mor er kun lige gået. Måske er der stadig tid.” Hun greb nøglerne igen og løb ned ad trappen.
Hvor kunne hun være? Måske i butikken? Men brevet
Hun ringede igen, men der var kun langtoner. Mens hun kørte gennem byen, slog det hende pludselig:
“Stop. Jeg ved, hvor hun er. Kirkegården.”
Hun parkerede og løb gennem sneen mod farens grav. Kirkegården var øde hvem besøger en grav lige før nytår? I det fjerne så hun en sammenbøjet skikkelse ved en grav.Det var Mette, og da Lærke nåede hende og de faldt om i hinandens arme, vidste de begge, at de ikke var alene i sorgen for Svend Eriks kærlighed ville altid være der.
