Sikke en sød en! Råbte den seksårige pige og greb fat i sin bedstemors hånd…

– Hvor er den sød!!! råbte den seks-årige Frida gennem gaden, mens hun tog sin bedstemor i hånden og trak hende med sig…
– Se, hvor smuk den er! Og vores yndlingstype – middelhavstype!
Inge kiggede derhen, hvor hendes barnebarn trak hende, og blev forbløffet… Typen passede virkelig til deres yndlings-middelhavsudseende, men manden så ud til at have haft sine bedste dage for længe siden. Sådan nogle skulle slet ikke interessere seks-årige piger, især når Fridas opfattelse var, at alle over femten år var urgamle.
Da manden indså, at jubelråbet var rettet mod ham, blev han frygteligt flov, rødmede lidt og forsøgte endda at gå væk. Men mens typen bare forsøgte, havde Frida allerede slæbt sin bedstemor hen til ham.
– Hej, jeg hedder Frida, hvad hedder du? Må jeg klappe den?
Først nu forstod Inge, at Frida ikke var interesseret i manden, men i katten, han holdt i sine arme. Katten, med sin mørke, let støvede pels, smeltede fuldstændig sammen med den sorte herrejakke.
Manden blev forvirret, lidt forlegen, og vidste ikke, hvordan han skulle håndtere situationen. Han blinkede hurtigt flere gange og forsøgte at tage kontrol over situationen.
– Jeg hedder Anders, og dig? spurgte han Inge og vendte sig lidt væk, for at beskytte katten fra Fridas hænder.
– Og katten skal ikke klappes lige nu, den er stadig lidt bange, jeg har kun haft den i ti minutter. Jeg tager den med hjem, nu skal den bo hos mig. Er det din datter, der er så aktiv? spurgte manden Inge igen.
Bedstemoren blev smigret, for trods sine halvtreds år, lignede hun slet ikke en mor. Men alligevel var det dejligt at høre.
– Jeg er Inge, og det er ikke min datter, men mit barnebarn! Frida, lad være med at skræmme katten, han er på vej hjem! Vi må undskylde os, hun elsker katte, specielt dem med mørke farver. Forældrene er bare ikke enige i at anskaffe en.
– Det forstår jeg godt… nikkede manden.
– Hvorfor skaffer du dig ikke en selv?
– Mig? spurgte Inge forvirret.
– Jeg ved det ikke, jeg elsker katte, men helst på afstand.
– Det samme her… svarede manden uden hast.
– Elskede og fodrede en, og så indså jeg, at han skulle være min. Glem det med afstande – han skal bo hos mig nu! Og undskyld for det direkte spørgsmål… men hvad er en middelhavstype?
– Åh, det er sådan en type udseende. Du matcher beskrivelsen godt. Og det gør din kat også!)))
– Virkelig? Det havde jeg overhovedet ikke tænkt på…
Her blev Frida træt af at høre på alt snakken, for hun kunne rigtig godt lide katten! Og manden var heller ikke værst – han sivede ikke engang sand! Frida tjekkede… Sådan sagde bedstemor altid om mænd, der prøvede at charmere hende.
Hvad betyder det? Det betyder, at de begge skulle fanges, før andre bedstemødre med børnebørn gjorde det!
– Har du en kone? spurgte Frida uden at spilde tiden.
– Nej… svarede manden uden at tænke sig om.
– Det var godt! Frida blev glad.
– Giv bedstemor Inge dit nummer, når katten er faldet til, besøger vi jer. I skal absolut gifte jer, før sandet begynder at falde, ellers vil bedstemor ikke gifte sig med dig.
Anders og Inge brød ud i latter. Barnets umiddelbarhed fjernede al forlegenhed og kejtethed.
– Kom endelig forbi!
Mens de voksne aftalte og udvekslede telefonnumre, benyttede Frida sig af chancen til at klappe katten alligevel, trods forbudet.
Og katten havde slet intet imod!
Frida var henrykt… Mens hun ventede på, at de voksne skulle tage sig sammen, kunne det ende med, at hun ville vokse op uden en kat, især en af hendes yndlingstype. Så Frida måtte selv sørge for at få katten hjem, selvom manden også fulgte med!