»Natalie Steffensen, jeg vil ikke bo sammen med din søn længere det kan du lige så godt fortælle ham,« sagde Lise.
»Hvem skal du så bo med? Hvem vil have dig, når du har en barn? Jeg kan ikke se nogen kø af prinser bag hækken,« mumlede svigermoren.
Lise pakkede sin datters ting. Hendes egne havde hun allerede lagt i tasken ikke meget, kun det mest nødvendige. Resten kunne hun ordne senere.
Hun bevægede sig roligt og metodisk lagde Sofies varme dragt i tasken og satte en mental hak. Så kom skoene endnu en hak.
Hun græd ikke længere, følte ingen sorg en søvnløs nat havde været nok til at beslutte det: hun og Mads skulle skilles.
Hun hørte, da han kom hjem. Han kiggede ind i soveværelset og, da han ikke fandt sin kone der, åbnede han døren til børneværelset. Lise lod som om hun sov.
Om morgenen, inden han gik på arbejde, gik Mads også hen til Sofies dør. Han stod lidt, vaklede, men turde ikke gå ind han udskød samtalen til aften.
Men der ville ikke blive nogen samtale, for om en halv time ville Lise ringe efter en taxa og køre hjem til sine forældre sammen med den toårige Sofie.
Efter det, der skete i går, ville hun hverken tale med Mads eller se ham igen.
At han kom hjem beruset hver fredag, havde hun vænnet sig til. Men i går var det en onsdag. Desuden havde Lise bedt ham komme hjem tidligere og passe Sofie, mens hun mødtes med sin veninde Fie havde lovet at finde hende et hjemmearbejde.
Hun turde ikke efterlade datteren med ham i den tilstand, så hun ringede til Fie og bad om at flytte mødet. Det syntes ikke Mads om:
»Hvem ringer du til? Hvilket møde?« råbte han.
»Jeg taler med Fie. Vi skulle mødes, men jeg kan ikke lade Sofie blive hos dig.«
»Hvorfor ikke?«
»Se dig selv i spejlet hvem ligner du? Gå i seng du har arbejde i morgen,« sagde Lise og gik ud i køkkenet.
»Bliv her!« råbte Mads og greb hende i armen. »Hvad er der galt med mig? Hva? Vi var bare ude med drengene det var Vigos fødselsdag. Prinsesse! Jeg bestemmer selv, hvornår jeg kommer hjem. Forstået?«
Lise prøvede at trække armen til sig:
»Slip! Det gør ondt! Du er helt væk!«
Hun røg til sig, og Mads vaklede, nær ved at falde.
»Nå, på den måde!« brølede han, og i næste øjeblik ramte hans knytnæve hende i panden.
Lise greb sig i ansigtet. Mads, der åbenbart ikke selv havde forventet det, slap hendes arm og prøvede at sige noget. Men hun vendte sig om og gik ind til datteren.
»Prinsesse!« råbte han igen og stormede ud af lejligheden.
Prinsesse var det, svigermoren altid kaldte hende. Hun havde ikke kunnet lide Lise fra starten.
»Enogtyve år, og hun sidder stadig på sine forældres nakke. Studerer! På den alder havde jeg allerede et barn og et andet på vej.«
»Mand, hus, have, husførelse! Men hun studerer! Prinsesse! Du får problemer med hende, Mads. Du skulle have valgt en mere jordnær pige!«
Også Lises forældre var ikke begejstrede for svigersønnen.
»Lise, hvorfor skal det gå så hurtigt? Mads er ikke den eneste mand i verden! Er du forelsket? Så mød ham, måske endda bo sammen, selvom du ved, hvad jeg synes om det.«
»Hvorfor giftes med det samme? Tænk dig om: Er du klar til at leve hele livet med ham? Se også på hans familie. Så tag en beslutning.«
Og Lise besluttede sig. At det var den forkerte beslutning, fattede hun efter et halvt år. Hun kunne have gået. Men for det første var det pinligt at indrømme, at forældrene havde ret. Og for det andet var hun allerede gravid.
Sofies fødsel ændrede ikke Mads. Han mente stadig, at husholdning og barnepasning var konens opgave.
Hendes dårlige helbred, datterens sygdom eller andre begivenheder var ingen undskyldning, hvis middagen ikke var lavet eller lejligheden ikke var ryddet.
»Kan du ikke klare én eneste barn? Hvordan gør andre kvinder det? Du ligger vel bare og sover, når jeg er på arbejde!«
»Der må da være tid til at handle ind og lave mad i løbet af dagen,« sagde han.
»Sofie får tænder, hun er utilpas jeg kan ikke lave mad, mens jeg holder hende. Jeg har bestilt takeaway. Kan du ikke selv lave frikadeller? Eller hold hende, så laver jeg aftensmad.«
De lyserøde briller var for længst blevet taget af. Lise tænkte oftere på, at moren havde haft ret, da hun rådede hende til ikke at skynde sig og se nærmere på Mads familie.
Flere gange overvejede hun at gå, men Mads lovede at ændre sig. Lise troede ham og håbede stadig.
Men efter i går, da han for første gang slog til hende, vidste hun, at hun ikke kunne holde det ud længere.
Ja, det var pinligt over for forældrene, men hun ville ikke leve med en mand, der slog hende. Og hun ville slet ikke have, at Sofie skulle vokse op under sådanne forhold.
Lises mor så gennem vinduet, hvordan en taxa stoppede foran huset, og hendes datter steg ud med Sofie i armene.
»Erik, kom her Lise er kommet. Med tasker. Kom og hjælp hende,« sagde hun til sin mand.
Da Lise kom ind i huset og tog de mørke briller af, blev forældrene målløse: hendes venstre øje var hævet, og der bredte sig et blåt mærke under det.
»Var det Mads?« spurgte moren forbløffet.
Lise nikkede.
»Nå, men så skal han få en omgang,« råbte faren og stormede mod døren.
»Far, nej, lad være,« stoppede datteren ham. »Jeg straffer ham på en anden måde. Men hjælp mig med at hente vores ting og Sofies seng fra hans lejlighed.«
Faren og hans storebror Lises onkel kørte efter tingene, og bagefter tog faren hende til skadestuen.
»Hvis I vil anmelde Mads, hjælper en lægeerklæring ikke I skal til retsmedicinsk undersøgelse,« forklarede onkelen.
»Vi kører derhen i morgen,« sagde faren. »Det skal bookes.«
Mads kom hjem fra arbejde med en buket blomster til sin kone og en legetøj til datteren. Men der var ingen hjem. Der var heller ikke deres ting eller Sofies seng.
Han prøvede at ringe til Lise, men hendes telefon var slukket.
