SIDSTE KÆRLIGHED – Anna var helt ude af den: “Irina, jeg har altså ingen penge! Jeg gav de sidste til Natasha i går – du ved jo, hun har to børn!” Skuffet lagde Anna Jensen røret på. Hun ville slet ikke tænke på alt det, datteren lige havde sagt. Hvorfor var det endt sådan? Tre børn havde hun og Poul opdraget, altid gjort alt for dem. Alle var blevet til noget, havde fine uddannelser og gode job. Alligevel kunne hun ikke forvente ro eller hjælp på sine gamle dage. “Hvorfor gik du fra mig så tidligt, Poul?” tænkte hun til sin afdøde mand. Hjertet snørede sig sammen, og hånden rakte rutineret efter pillerne – der var kun en eller to kapsler tilbage. Hvis hun fik det værre, var der ingen hjælp at hente. Hun måtte på apoteket, men da hun prøvede at rejse sig, blev hun straks svimmel og sank ned i stolen igen. “Det går over med pillen,” tænkte hun. Men det blev ikke bedre. Anna ringede til datteren: “Natasha…” fik hun kun sagt, før røret blev lagt på: “Mor, jeg er til møde, jeg ringer senere!” Sønnen måtte hun også ringe til: “Søren, jeg har det dårligt, og pillerne er væk. Vil du ikke…” Men han afbrød hende: “Mor, jeg er ikke læge! Ring til lægevagten, vent ikke!” Anna sukkede tungt. Søren havde jo ret. Var det ikke bedre om en halv time, måtte hun ringe. Hun lukkede øjnene og talte til hundrede for at slappe af. Pludselig lød mobilen. “Hallo?” svarede hun med anstrengelse. “Anna, det er Peter! Hvordan har du det? Jeg blev så urolig og ville høre din stemme!” “Peter, jeg har det ikke så godt.” “Jeg kommer nu! Kan du åbne?” “Døren står altid ulåst for tiden,” fik hun svaret, før mobilen gled ud af hånden. Så lod hun bare det være. Billeder fra ungdommen flimrede forbi hendes lukkede øjne: Som ung pige på Handelshøjskolen, med to flotte kadetter fra officersskolen – hvorfor havde de balloner? Så kom hun i tanke om det: 9. april, befrielsesdag, parade og folkefest. Hun havde valgt Poul dengang, han var mere modig end den generte Peter. Livet havde spredt dem, hun og Poul flyttede til Sønderjylland med Forsvaret, Peter fik et job i DDR og levede hele sin tilværelse alene. Spurgte man ham, hvorfor han aldrig stiftede familie, slog han det hen: “Kærlighed og jeg, vi går skævt af hinanden – måske jeg burde spille kort i stedet!” Stemmer trængte ind til hende. Peter? Og ved siden af ham en læge. “Det skal nok gå, er De hendes mand?” – “Ja, ja!” Lægen forklarede Peter, hvad han skulle gøre. Peter slap aldrig hendes hånd. Først da hun fik det bedre, slap han. “Tak, Peter – det er meget bedre nu!” – “Godt! Her, lidt te med citron!” Han gik ikke, men lavede mad i køkkenet, plejede hende og ville ikke lade hende være alene, selvom hun var friskere. “Ved du hvad, Anna,” sagde Peter pludseligt, “jeg har elsket dig hele livet. Da jeg så dig der i den tilstand for en uge siden, indså jeg, at jeg ikke kan miste dig. Jeg friede, og du sagde ja!” – “Peter, Poul og jeg havde et godt liv sammen, men hvem ved, måske fik vi alle for travlt til at tale om følelser. Det er fortid, årene er gået, men lad os gøre resten lykkeligt – sammen!” Hun drog ham ind til sig, lagde hovedet på hans skulder og lo sin første glade latter i årevis. En uge senere ringede Natasha: “Mor, hvad var der, du ringede, jeg havde for travlt, glemte helt at følge op…” – “Det er fint, skat, nu er alt i orden. Men for at der ikke skal komme overraskelser: Jeg skal giftes!” Stilhed i røret. “Mor, er du rigtig klog? Skulle du ikke allerede være på kirkegården efter alderen? Hvem er det, du gifter dig med?” Anna mærkede tårerne presse sig frem, men sagde fast: “Det er min egen sag!” og lagde på. Så vendte hun sig mod Peter: “Nu skal de nok komme alle tre! Vi må forberede os!” – “Vi klarer den, hvor har vi ikke klaret alt!” lo Peter. Om aftenen dukkede Søren, Irina og Natasha op: “Nå, mor, så præsentér os for din Don Juan!” snerrede Søren. Peter gik ud fra stuen: “Vi kender jo hinanden. Jeg har elsket Anna siden vi var unge, og da jeg så hendes tilstand i sidste uge, vidste jeg, jeg ville gøre hende lykkelig – resten af vores tid sammen.” – “Hør her, du gamle nar, er du blevet vanvittig? Hvilken slags kærlighed findes der i jeres alder?” hvæsede Irina. “Vi er kun lige fyldt halvfjerds. Din mor er stadig smuk,” svarede Peter roligt. “Du skal vel bare have fingre i hendes lejlighed?” lød det køligt fra Natasha. “Slap nu af børn,” svarede Anna. “I har alle egne hjem!” – “Men vi har ret til denne lejlighed!” – insisterede Natasha. “Jeg vil ikke have noget! Men stop jeres uforskammede tone, det er uværdigt!” sagde Peter. “Hvem er du overhovedet til at sige noget?” – Søren stod aggressivt frem. Peter blev stående, rank og rolig: “Jeg er jeres mors mand, hvad enten I kan lide det eller ej!” – “Og vi er hendes børn!” råbte Irina. – “Så sender vi hende på plejehjem i morgen!!” – støttede Natasha op. “Nej! Pak, Anna, vi går nu!” De gik ud, hånd i hånd, uden at se sig tilbage. De var ligeglade med, hvad andre tænkte – de var lykkelige og frie! En ensom dansk gadelygte kastede sit blide lys over dem. Og børnene stod tilbage forvirrede og forargede: Hvilken slags kærlighed findes der mon i halvfjerdsårene?

SIDSTE KÆRLIGHED

Ida, jeg har altså ikke flere penge! De sidste gav jeg til Camilla i går! Du ved jo, hun har to børn at forsørge!

Dybt fortvivlet lagde Anna Sørensen røret på.
Det, datteren netop havde sagt, havde hun slet ikke lyst til at genkalde sig.
Hvorfor er det sådan? Vi har opfostret tre børn, altid gjort alt for dem. Alle er veluddannede og har gode stillinger. Men på mine gamle dage er der hverken ro eller hjælp at få.
Hvorfor gik du fra mig så tidligt, Vilhelm? Alting var lettere dengang vi var to tænkte Anna med et suk til sin afdøde mand.

Hjertet kneb ubehageligt sammen, og hun rakte instinktivt ud efter sine piller: Der er kun én eller to kapsler tilbage. Hvis det bliver værre, har jeg intet at hjælpe mig med. Jeg må hellere tage på apoteket.

Anna forsøgte at rejse sig, men måtte straks synke ned i lænestolen igen; svimmelheden var overvældende.
Det går nok. Pillen virker om lidt, så klarer jeg den.

Men tiden gik. Det blev ikke bedre.

Anna ringede til yngstedatteren:
Camilla
Hun nåede ikke at sige mere.
Mor, jeg sidder i møde, jeg ringer tilbage! lød det hurtigt før røret blev lagt på.

Hun prøvede sønnen:
Martin, jeg har det ikke godt. Jeg er løbet tør for medicin. Kunne du?
Mor, jeg er ikke læge, og du er heller ikke! Ring til 112, vent ikke! afbrød han hende.

Anna sukkede tungt. Tja, han har jo ret. Hvis det ikke er bedre om en halv time, må jeg ringe efter en ambulance.

Træt lænede hun sig tilbage og lukkede øjnene. Som en afledning begyndte hun at tælle til hundrede.

Pludselig hørte hun en fjern lyd. Telefonen!
Hallo svarede Anna, stemmen svag.

Anna, hej! Det er Peter! Jeg blev urolig og fik trang til at ringe til dig!
Peter jeg har det ikke så godt.
Jeg kommer straks! Kan du åbne døren?
Peter, den står næsten altid åben nu

Anna lod telefonen glide ud af hånden. Hun orkede ikke række ud efter den.
Det får være, tænkte hun.

I hendes indre udspilledes glimt fra ungdommen: Hun ser sig selv som ung, førsteårs studerende på Handelshøjskolen. To høje militærfolk, med balloner i hænderne.
Hvor så det pudsigt ud! Så store mænd med balloner

Ja, det var 5. juni Grundlovsdag! Gaderne var festlige, og hun gik der, mellem Peter og Vilhelm med hver sin ballon.

Hun havde valgt Vilhelm. Han var lidt mere udadvendt, Peter lidt mere sky.

Senere splittede livet dem ad. Hun og Vilhelm gjorde karriere i Aalborg. Peter blev sendt til Tyskland. Først mange år efter mødtes de igen i hjembyen, nu begge pensionister. Peter havde aldrig giftet sig eller fået børn.
Folk spurgte tit hvorfor
Han svarede bare med et skævt smil:
Jeg har vist aldrig haft held i kærlighed, så måske burde jeg spille kort i stedet!

Fjerne stemmer, uro Med besvær åbnede Anna øjnene.
Peter!
Ved siden af ham stod, tydeligvis, en ambulancebehandler.

Der er intet at frygte, hun bliver snart bedre. Er De hendes ægtemand?
Ja, selvfølgelig!
Behandleren gav Peter nogle instrukser.

Peter blev siddende, holdt Anna i hånden, indtil det begyndte at lysne.
Tak, Peter. Jeg har det meget bedre nu.
Det er godt. Her, drik lidt te med citron.

Peter gik ud i køkkenet, lavede mad, sørgede for Anna. Selvom hun havde det bedre, ville han ikke efterlade hende alene.

Ved du hvad Anita, jeg har elsket dig hele mit liv. Derfor har jeg aldrig giftet mig.
Åh Peter Vilhelm og jeg havde et godt ægteskab. Han elskede mig, jeg respekterede ham. Du sagde aldrig noget, da vi var unge. Jeg vidste ikke hvordan du havde det. Men nu, det hele ligger bag os, årene kommer ikke tilbage.

Anna, skal vi ikke leve resten af vores liv lykkeligt sammen? Hvor længe det bliver, ved vi ikke men sammen!
Anna lagde hovedet på Peters skulder, tog hans hånd: Det vil jeg gerne! sagde hun med et lykkeligt grin.

En uge senere ringede Camilla endelig!
Mor, du ringede, men jeg så det ikke… Det gik i glemmebogen.
Åh, det var ingenting. Men nu hvor du endelig ringer, så må jeg hellere selv sige det, så du ikke får en overraskelse: Jeg skal giftes!
I røret blev der helt stille. Camilla trak vejret dybt.
Mor, er du rigtig klog? Du burde nærmest have klippekort til kirkegården og nu skal du giftes?! Og hvem er det?
Anna blev ramt af tårer, men svarede roligt:
Det er min sag.

Så vendte hun sig mod Peter: Nu kommer de sikkert alle tre. Vi må stå sammen!
Bare rolig, vi klarer det! grinede Peter.

Om aftenen stod Martin, Camilla og Ida alle i døren.
Nå mor, introducer os for din Don Juan! spøgte Martin.
I kender mig nu, svarede Peter og trådte frem. Jeg har elsket Anna siden ungdommen. Da jeg så hende sådan i sidste uge, indså jeg, jeg ikke kunne miste hende. Jeg friede og hun sagde ja.

Hør nu, gamle nar, er du blevet tosset? Kærlighed i den alder? udbrød Ida.
Hvilken alder? svarede Peter roligt. Vi er netop fyldt halvfjerds hver. Der er masser at leve for og jeres mor er stadig en smuk kvinde!
Så det handler altså om at få fat i lejligheden, ikke? ville Camilla vide med skarp advokatstemme.
Børn, hold nu op! I har alle jeres eget! Lejligheden er mit ansvar.
Men vi har stadig vores andel i den! tilføjede Camilla.
Jeg behøver ingen bolig! sagde Peter. Men jeg finder mig ikke i, at I taler sådan til jeres mor! Det gør ondt at høre på!
Hvem tror du lige, du er, gamle playboy? begyndte Martin, men Peter blev stående, rak ryggen og så ham lige i øjnene.
Jeg er jeres mors mand. Om I kan lide det eller ej!
Og vi er hendes børn! råbte Ida.
Ja, og vi får hende sikkert sendt på plejehjem, hvis det fortsætter! istemte Camilla.
Nej, nu går vi, Anna!
De gik ud i natten, hånd i hånd, uden at se sig tilbage. De var ligeglade med folks meninger. De var lykkelige og frie. En ensom gadelygte viste dem vej.

Og børnene stod tilbage og forstod ikke, hvordan kærligheden kunne komme til nogen på halvfjerds

Livet lærer os, at kærlighed ikke har nogen alder. Hvis hjertet banker, er der altid plads til lykken.