Birthe gik roligt mod supermarkedet og så alle de travle mennesker omkring sig, især mændene, for i morgen var det kvindernes dag. Hun havde altid elsket denne højtid, hvor hendes mand bragte hende en buket blomster, og de forsøgte at fejre den sammen. Men de sidste par år, siden mandens død, havde Birthe levet alene.
I sine otteoghalvtreds år, med sine venners triste erfaringer i baghovedet, havde hun ikke engang lyst til at begynde et nyt liv med nogen.
“Alle de ordentlige mænd er allerede gift og har deres koner. At leve med hvem som helst det er ikke mig. Jeg gider ikke alle de problemer. Ja, det kan være ensomt, men børn og børnebørn kommer på besøg,” sagde hun til sin veninde, mens de sad ved cafébordet. “Ved du hvad, Mette, jeg er vant til dette liv uden min mand. Jeg ønsker ikke at ændre det.”
Veninden var gift, og hendes mand var hendes støtte. Derfor var hun ked af det for Birthe en god kvinde, der blev enke for tidligt.
“Lad nu være, måske møder du stadig den rette,” prøvede Mette at give hende håb.
“Åh, Mette, hvad snakker du om? Hvor skal jeg finde en god mand? Jeg vil ikke engang tænke på det. Lad os snakke om noget andet.” Og de fortsatte med at sludre om børn, børnebørn og kvindeting.
Birthe var virkelig vant til at være alene og ønskede ikke forandring. Men støjen og travlheden trættede hende, og hun måtte i alligevel i butikken. Aftenen nærmede sig, tidlig forår, og våde snefnug faldt fra himlen. Tidligere på dagen havde sønnen været forbi for at ønske hende tillykke.
“Mor, her er en buket til dig. I morgen kan jeg ikke, vi skal være på sommerhus med vennerne Men hvis du vil, kan du også komme. Vi bliver glade.”
“Tak, skat, men jeg bliver hellere hjemme. Min hovedpine banker allerede, foråret kommer,” afslog hun høfligt.
Med sine tanker gik hun ind i supermarkedet, købte nogle ting og stillede sig i den lange kø ved kassen. Hun betragtede den festlige travlhed med ligegyldig mine. Det var næsten komisk at se mændene:
“Pludselig husker alle mænd, at de har en kær og elsket kvinde i deres liv, og skynder sig at købe tulipaner eller guldakacier. Det er nemt for mænd de har kun én dag om året med sådan en travlhed. Kvinderne står i det hele tiden: hvad skal jeg købe, lave, have på”
Birthes opmærksomhed blev fanget af en behagelig duft af parfume fra manden foran hende. Han skubbede en indkøbsvogn fyldt med varer. Høj, gråhåret hun prøvede at forestille sig ham:
“Med sådan en duft må han også se godt ud,” tænkte hun, mens hun langsomt bevægede sig i køen.
Hun så sig omkring. Alle kasser var åbne, og der var kø overalt. Men hendes tanker vendte stadig tilbage til manden foran hende, som om den behagelige duft ikke ville slippe hende.
“Klædt ordentligt,” bemærkede hun, mens hun kiggede på hans ryg og så sidelæns. “Nogens mand se bare alle de varer. Vognen er fuld.”
Birthe så, at han med den ene hånd skubbede vognen og med den anden holdt en telefon, hvor han svarede kort:
“Ja, jeg har købt det. Ja, også det. Ja, jeg er der snart.”
“Han taler med sin kone, hvem ellers?” tænkte hun.
Da fremmede ville lægge telefonen i lommen, faldt den. Birthe reagerede lynhurtigt og greb den i sidste øjeblik, før den ramte det flisebelagte gulv. Manden vendte sig om og så på hende med et blik, der sendte en gnist gennem hende.
“Lige hvad der manglede at blive forelsket i otteoghalvtreds,” fløj tanken gennem hendes hoved, mens hun stod helt målløs.
“Tak,” sagde manden, tog telefonen og smilede. “Nu skylder jeg dig en.”
“Ingen årsag,” svarede Birthe.
Det var hans tur ved kassen, og han betalte hurtigt, før han forsvandt ud med sin vogn, sandsynligvis mod bilen.
“Så var det det. Hvorfor bekymrede jeg mig?” tænkte Birthe, mens hun betalte.
Hun pakkede varerne ned i en pose og gik roligt ud af butikken og stødte lige ind i ham igen. Han havde sat hætten op og ventede åbenbart på hende.
“Erik,” præsenterede han sig.
“Birthe,” svarede hun, mens hjertebanken steg.
“Jeg er virkelig taknemmelig for, at du reddede min telefon,” sagde Erik og smilede. “Må jeg spørge om dit telefonnummer?”
Som i en drøm dikterede Birthe sit nummer og smilede tilbage. Erik takkede, sagde farvel og gik mod sin bil. Snart forsvandt den i snefygningen og trafikken.
“Hvad var dét?” tænkte hun forvirret. “Alt skete så hurtigt, og jeg gav ham mit nummer uden at tænke.” Hun gik langsomt hjem.
Hjemme pakkede hun varerne ud, skiftede til hjemmetøj og besluttede at lave en simpel aftensmad, før hun ville surfe på nettet.
Men da hun tændte TVet, startede hendes yndlingsprogram. Hun elskede at høre hjertevarme sange sunget af almindelige mennesker med utroligt talent. Endnu mere fascinerede hende historierne om, hvordan livet kunne tage forskellige veje, og hvordan folk fandt lykken.
Birthe spiste foran TVet, skyndte sig ud i køkkenet med tallerkenen og ville ikke gå glip af programmet. Men lige da startede reklamepausen. Telefonen ringede i stuen, og hun hørte den ikke med det samme. Da hun endelig tog den, svarede hun.
“Godaften, det er Erik. Må jeg komme forbi?” spurgte han med sin varme stemme, og hun holdt næsten på at tabe telefonen.
“Ja, selvfølgelig,” svarede hun straks, men blev selv forskrækket over sin egen spontanitet.
“Tak, men jeg kommer ikke alene.”
“Okay,” sagde Birthe, og han lagde på.
“Åh nej! Kommer han med sin kone? For at takke for telefonen?”
Hun forestillede sig konen smuk, måske ung og velplejet. Sådanne mænd som Erik havde ofte yngre koner.
“Jeg burde skifte tøj,” tænkte hun. “Men hvad hjælper det? Jeg vil alligevel ligne en grå mus ved siden af hende. Jeg er jo otteoghalvtreds…”
Hun nåede ikke engang at tage de varme sokker af, før dørklokken ringede. Birthe åbnede døren og blev næsten væltet af en stor, lodden hund, der sprang op mod hende.
“Åh, jeg faldt næsten
