Sidste advarsel! Hvis du ikke ændrer festlokalet, nægter jeg at gifte mig med dig. Brylluppet er om to uger, og jeg står med invitationerne i hånden, uden at turde skrive under
Hvad er der nu i vejen, Mette? spurgte Jesper trist.
Jeg har bare en dårlig fornemmelse!
Det forstår jeg da godt, sagde han beroligende, ingen bliver gift hver dag. Du er nervøs, og det skal nok gå over. Jeg lover dig, alt bliver helt fint!
Hvordan kan du love noget, du ikke engang ved? Kan du ikke bare give dig lidt? Hvis vi allerede nu strides om det, hvordan skal vi så kunne leve sammen?
Vi har jo ikke uanede økonomiske midler, skat, svarede han fornærmet, jeg har allerede bestilt pynt og mad til salen og lagt depositum. Hvis vi aflyser nu, får vi ikke pengene tilbage.
Det er ikke det, der bekymrer mig mest, elskede, bare tro mig.
Nej, nu må det være nok med al den overtro. Det giver ingen mening. Og det betyder, at vi ender uden bryllupsrejse. Kan du ikke forklare mig, hvad det handler om?
Okay, så hør. Og du skal love mig ikke at grine. Bare fordi du ikke tror på det, betyder det ikke, at det ikke findes.
Jeg lover det, sagde Jesper alvorligt.
Vi har for nylig fået en mærkelig kvinde på arbejde, hun hedder Helle. Hun holder sig mest for sig selv, klæder sig kun i sort og taler næsten ikke med nogen. Forleden kom hun hen til mig og sagde:
Hils fra Bedste Thyra.
Hvad? udbrød jeg overrasket, for Bedste Thyra døde for tre år siden.
Vil du vide, hvad hun prøver at advare dig mod? spurgte Helle, men først efter arbejdstid.
Jeg sagde ja, og om eftermiddagen fortalte hun mig det her:
Det er mange år siden. Der åbnede et nyt festlokale her i Aarhus, og en ung mand, Søren, arbejdede som chauffør på byggepladsen. Han tjente godt og foreslog sin forlovede, Tilde, at holde brylluppet i det nye lokale. Hun var fra landet, familien var ikke velhavende, og hun havde aldrig sat sine ben i sådan et sted. Hun ville gerne imponere sin familie.
På bryllupsdagen strålede Tilde i sin fine, hvide kjole og slør. Søren var flot klædt, og lykkelig. Efter vielsen kørte selskabet og gæsterne til festlokalet. Alle blev imponerede over hvor smukt der var, kun en gammel dame rystede på hovedet og sukkede:
Kunstige blomster til bryllup det er slet ikke godt, sagde hun.
Men ingen lyttede. Dengang var alt kunstigt: stoffer, service, ja selv blomster. Forbrugerproduktionen boomede i 60erne og 70erne.
Men gæsterne slæbte friske blomster med, og de smukkeste blev sat på æresbordet foran brudeparret.
Midt under festen gik brudeparret op og dansede en stille dans. Da de vendte tilbage, så Tilde at hendes rosenbuket på bordet var helt vissen.
Tjenerne fjernede buketten, og festen fortsatte. Men senere blev Tilde utilpas, kastede op og besvimede. De åbnede vinduerne, troede, det var for indelukket. Men hun fik det straks dårligt igen. Gæsterne begyndte at hviske:
Er hun mon gravid?
Ja, det går jo over, lo nogen tilbage.
Jeg tror, jeg så en blodplet på kjolen, sagde en slægtning til forældrene.
De kiggede, men fandt ingenting. Så gik rygtet, at en underlig sortklædt kvinde var set i døren, men ingen fandt hende.
Mareridtet fortsatte første nat. De følte begge, at nogen var i værelset, hørte lyde og trin, og Søren følte sig overvåget. Dagen efter var de helt ude af den.
De kom på arbejde igen med det samme, der var jo sjældent bryllupsrejse dengang. Og inden næste weekend døde Søren en ulykke på vejen. Han kørte galt, skønt alt virkede normalt og han var erfaren bag rattet. Ingen fattede, hvordan det kunne ske.
Tilde gik straks ned ad bakke. Og året efter forsvandt hun sporløst fra sit barndomshjem. Hun blev aldrig fundet.
Sikke en gyser, sagde Jesper, men hvad har det med os at gøre?
Alt! nærmest græd jeg, for den bryllupsfest var i præcis det samme lokale, som du har booket!
Det forstår jeg stadig ikke. Tror du virkelig, vi bliver ramt af nogens uheld? Folk oplever jo alt muligt.
Historien siger, at festlokalet er bygget på en gammel kirkegård. Dansesalen ligger nøjagtig, hvor en brud, der begik selvmord få dage efter sit bryllup, blev begravet. Hun fandt sin mand utro, og nu er hendes sjæl urolig. Forstår du så?
Nej, for jeg tror ikke på den slags.
Hendes vrede hjemsøger brudepar. Hun tager brudgommen umiddelbart efter brylluppet, og bruden forsvinder året efter. Måske er det nu, profetien går i opfyldelse! Min bedstemor gav ikke denne advarsel fra graven for ingenting!
Det er det rene pjat, sagde Jesper og blev træt af mine indvendinger, hvis du ikke vil, så gifter jeg mig med Sigrid. Sigrid var min veninde. Skriv under, ellers holder jeg mit løfte.
Efter lidt tøven sagde jeg nej til brylluppet. Hans ord om at gifte sig med Sigrid ramte mig dybt.
Og han holdt ord. Min veninde Sigrid var ikke bare illoyal, men også med på idéen.
En uge senere gik profetien i opfyldelse. Jesper kørte galt på sin motorcykel, da bremserne svigtede.
Jeg blev så bange for Sigrid, selvom jeg ikke kunne tilgive hende. Jeg ville spørge Helle på arbejdet om, hvordan jeg kunne hjælpe min tidligere veninde for nu måtte hendes skæbne være forseglet et år senere. Men Helle var væk, hun havde sagt op, og var ikke længere ved den adresse, hun havde angivet.
Jeg har aldrig kunnet finde beviser på historien om det frygtelige bryllup i 1970erne, men alle lokalfolk her i Aarhus kender fortællingenJeg blev ved med at vende tilbage til festlokalets adresse på nettet, klikkede frem og tilbage, nærmest draget af stedets mørke historie. En aften, da regnen slog mod ruden og tankerne holdt mig vågen, læste jeg anmeldelserne for spadet. En enkelt ny besked havde sneget sig ind: Lyt til advarslerne. Nogle dansetrin sletter ikke blodspor. Fest, ja men vær rede til gæster, ingen kan invitere. Brystet snørede sig sammen. Helle havde måske aldrig været bare en kollega.
Jeg pakkede min modvilje mod overtro væk og lavede et lille ritual hjemme: Lagde den gamle invitation tilbage i kuverten, sammen med rosenbladene fra min Bedste Thyras have det eneste, jeg havde tilbage. Sigrid hørte jeg aldrig mere fra. Ingen så hende flytte, ingen fik postkort. Et år og en dag efter Jespers død blev hendes navn nævnt blandt savnede i lokalavisen, tilfældigt opdaget. Hun var simpelthen forsvundet, som om hun var blevet visket væk af vinden.
Folk har spurgt, Tror du så nu på forbandelser? Men jeg svarer dem aldrig. Nogle ting er ikke til for at forklares, kun føles. Og i mit nye, stille liv, hvor jeg holder mig langt fra fremmede dansesale og altid lytter til min mavefornemmelse, ved jeg én ting: Nogle advarsler kommer fra steder dybere end gravens ro, fra slægtens visken, og fra kærlighedens skygge, der er sværere at glemme end selve smerten.
Der, i stilheden efter stormen, har jeg fundet min egen fred én dans uden knuste løfter, og ingen brudekjole, hvis hemmelighed skal bæres videre.
