Siden jeg var en lille pige, sagde mine forældre til mig, at ingen havde brug for mig, og at jeg ikke duede til noget.
Man siger, at familie står en nærmest, især mødre. Det er jo dem, der har båret barnet under hjertet i ni måneder, født det, våget om natten og givet alt for at deres barn skulle have det godt.
På en måde er det sandt, men ikke i mit tilfælde. Min mor og jeg var som nat og dag. Vi fandt aldrig et fælles sprog, og hun støttede mig aldrig. Hver gang jeg fik lyst til at prøve noget nyt, slukkede hun straks min ild med sit pessimistiske syn.
I min mors øjne var jeg et fjollet og uintelligent barn, der aldrig ville lære noget og ikke kunne finde ud af noget som helst. Jeg forstod ikke rigtigt, hvorfor hun behandlede mig sådan. Men når hun selv manglede noget så rakte hun ud til mig med det samme. Ja, ja, datteren der hverken kunne det ene eller det andet. Gudskelov elskede min far mig og bakkede mig op.
Derfor bestemte jeg mig for at rejse væk fra hjembyen og tage til København for at finde lykken og opfylde mine egne drømme. Da min mor hørte det, fik hun et hysterisk anfald. Hun sagde alt mellem himmel og jord; for hende var det vigtigste at beholde en arbejdsom datter omkring sig. Men jeg lod mig ikke kue af hendes ord, og jeg holdt fast i mine egne valg.
Og nu, mange år senere, bor jeg i København, har min egen store lejlighed, driver min egen forretning, har to børn og en god mand. Min mor troede aldrig, jeg kunne udrette noget. Men det kunne jeg og alle der tør tro på sig selv og tage chancer, kan!
