Siden den dag Alfred mistede det, han elskede allermest, havde han ikke sat sine poter i hundehuset. Han sov nu direkte på den kolde jord. Han spiste næsten ingenting. Og den eneste ven, han havde tilbage, Mads han reagerede ikke engang på ham længere.
Endnu en november meldte sin ankomst. Hver dag blev koldere, himlen blev mere grå, og folk pakkede sig ind i tunge, uldne frakker og halstørklæder. Vinteren lurede allerede rundt om hjørnet, og Alfred forstod det tydeligt snart ville sneen falde.
Mon de snart smider noget halm ind i mit hundehus? spekulerede han, mens han strakte sig ud på den fugtige jord. Jeg har da en god pels, men om natten fryser jeg helt ind til benet
Han gad ikke engang gabe længere. Han lå bare og fulgte dovent lagerarbejderne, der slæbte kasser ud og ind af store lastbiler, der stank af olie og gamle kartofler. Ingen ænsede den gamle vagthund det mindste.
Hvad ligger du der for? kom det fra vagthuset. Op ad døren væltede Lars nattevagten med cigaretten altid dinglende i mundvigen ud for at lufte frustrationerne. Du er vel ikke ansat til at spille sofastøtte, men til at holde vagt?! Tsk!
Han spyttede giftigt ud tæt på Alfred og luntede væk. Lars havde aldrig syntes om ham, ikke engang da Alfred var et lille nuttet rodet bundt hvalp.
Kort tid efter rullede en mørkegrøn Skoda ind foran lageret. Alfred sprang straks op, selvom det krævede lidt ekstra kræfter for benene.
Davs, gamle dreng, sagde en mand, der trådte ud med kasket og morgenstubbe på hagen. Jeg er lige kommet for at gøre det lidt lunere for dig.
Det var Mads Alfreds evige favorit blandt lagerets folk. Mads glemte aldrig Alfred, heller ikke på sin fridag. Han havde medbragt frisk halm og lidt varm grød med oksekød, præcis som Alfred kunne lide det.
Mads stoppede omhyggeligt halm ind i hundehuset, satte maden frem, blev stående et øjeblik, til skålen var slikket ren, og forsvandt så igen.
Alfred var alene igen. Nå ja, det var da ved at være sengetid i søvnen kunne han glemme, hvor ensom han følte sig.
Da mørket var faldet på, stavrede han hen mod hundehuset. Men idet han satte poten på dørtærsklen, stoppede han brat.
Fra halmens dyb glimtede to kraftige, grønne øjne, og et arrigt hvæs gjorde stemningen krystalklar.
Alfred så næsten venligt på den uindbudte gæst. En usselt mager sort kat med gigantiske øjne stirrede tilbage på ham. Blikket sagde tydeligt: Så meget som rør mig, og du får ballade, makker!
Men selvom hun så bistert ud, blev Alfred faktisk ret glad.
Hundehuset er noget småt, men mon ikke der er plads til os begge to? tænkte han optimistisk.
Han tog et skridt frem og straks svirpede en pote med skarpe kløer forbi næsen på ham.
Pssssssst! sagde katten, ikke spor venlig.
Nå, tænkte Alfred roligt. Så kan jeg da bare sove udenfor.
Han lagde sig foran sit eget hus og trak vejret dybt.
Næste morgen vågnede han før daggry. Morgenmad var dagens højdepunkt. Da han vendte sig mod hundehuset, lå katten der stadig og sov sødt.
Hvor er hun egentlig kær!
Fra skuret kom Lars sjoskende, mere gnaven end nogensinde, og smed et par halvt spiste leverpostejsmadder til Alfred, inden han smuttede væk igen. Hundemad var åbenbart for besværligt, syntes Lars. Alfreds mave beklagede sig tit, men hvem kunne man klage til?
Han snusede til resterene og opdagede pludselig en ny duft.
Katten! Hun sad skamløst tæt på og gnavede i pølseskindet, som om det var hendes ret.
Alfred blev bare glad for at kunne dele lidt mad især med sådan en tynd fætter som hende.
Da hun opdagede hans blik, spændte hun sig og gjorde sig klar til kamp. Men Alfred gumlede bare videre med mild interesse.
Mon hun vil have lidt brød? overvejede han forlegent og trak sig lidt væk fra sin egen skive.
Hele dagen observerede de hinanden. Katten med sit skeptiske blik, Alfred med godmodig nysgerrighed.
Om aftenen, da Lars igen kastede leverpostejsrester i Alfreds retning, hoppede katten resolut til og gik i gang med aftensmaden.
For hulen! råbte Lars, næsten bange. Hvad er det for en trold? Skrub af din sorte furie!
Katten fór i skjul bag Alfred. Han blev først overrasket, men strakte sig så op og gøede dybt. Pelsen rejste sig som et elhegn.
Lars fnøs: For bøvlet! Så hold dog sammen, taberskvat! og flænede væk i sin lille Citroën. Den nye vagt dernæst så ikke engang dyrene.
Katten sendte Alfred et forsigtigt, taknemmeligt blik, som om hun tænkte: Du er ikke helt håbløs.
Alfred overvejede: Trold, kaldte han hende? Er det hendes navn? Ja, hvorfor ikke
Han besluttede, at katten skulle hedde Trold.
Så kom frosten for alvor. Trold rullede sig sammen i halmen. Alfred ville ikke forstyrre, men listede alligevel et besøg ind. Da deres blikke mødtes, flyttede Trold sig bare lidt og gav plads.
Hele den nat sov de tæt, og Alfred døste for første gang i ugevis uden at vågne med ensomheden pumpende i brystkassen.
Fra da af var Alfred og Trold uadskillelige. De spiste sammen, de sov sammen, og på deres egen firbenede dialekt havde de smukke samtaler.
Mads var målløs, da han første gang så katten hos Alfred. Tynd som en gren, men ikke spor bange for en gammel vagthund! Men han forstod hurtigt dyrene følte kærlighed, og kærlighed bekymrer sig ikke om størrelse.
Mads blev den, der tog sig af Trold: han kørte hende til dyrlæge, frisede pelsen og gav ekstra godbidder. På et par uger blev hun både stærkere og blødere i pelsen.
Det eneste, der stak som et mareridt, var Lars. Han bildte sig ind, at sorte katte som Trold trak ulykke over huset. En dag forsøgte han endda at forgifte hende, men Alfred opdagede det mistænkelige kød og satte en stopper for festen.
En isnende nat lå begge i huset, mens Alfred forsigtigt slikkede de evige rifter på Trolds øre; hun endte altid i ballade.
Så rejste deres næser sig alarmerede. Lugten der var røg!
Alfred flygtede ud og begyndte at gø alt, hvad han kunne. Lageret stod i flammer!
Lars kom farende, panisk efter sin mobil den var væk.
Trold mjavede langtrukkent. Der, midt på jorden, låg telefonen. Lars råbte, sparkede til katten og ringede endnu mere vredt. Brandvæsenet kom.
Alfred og Trold gemte sig i buskene, til flammerne slukkedes. Lars sendte dem et blik, der kunne få smør til at fryse.
Den næste aften hørte Alfred samtalerne ved porten:
Jeg siger jer, hun bringer kun ulykke, den kat. Har I set øjnene? En rigtig trold!
Hvad vil du gøre? blev der svaret tørt.
Ud i skoven med hende, sagde Lars. Så er vi fri.
Alfred frøs. Hjertet hamrede. Han krøb tættere på Trold, der sov.
Du er ikke rigtig klog! Hun dør jo derude! sagde Mads vredt.
Mig kan det være det samme. Som om det ikke var nok med brand!
Sort kat ulykke, har man sagt i hundrede år mumlede en anden.
Ingen kører nogen steder. Gider ikke Lars børnehave, fastslog Mads og traskede en tur.
Alfred vågnede næste morgen, strakte sig og gned søvn ud af øjnene. Men Trold var væk.
Han rodede halmen igennem tomt. Ud i gården, spejdende og gøede dæmpet. Ud forbi personaleskuret kun en sort plastikpose blafrede i vinden.
Døren gik op.
Nå, er du her? Savner du din lille ven? sukkede Lars sleskt. Hun er ikke her mere. Nu laver hun ballade et andet sted.
Alfred så spørgende op, men der var ingen trøst.
Og ved du hvad, hun ligger nok allerede stiv i en grøft, grinede Lars hånligt.
Alfred var tavs; intet hyl, bare tomhed.
De første snefnug dalede. Alfred satte sig og blev, hvor han var gik ikke mere ind i huset, spiste næppe og reagerede ikke det mindste, selv når Mads kom forbi.
Alfred, hun har det godt nu, tro mig, sagde Mads og satte sig ved siden af ham. Din ven er et varmt sted, og der er ro. Tror du på mig?
Jeg vil også gerne hen, hvor Trold er. Må jeg ikke nok, Mads? tænkte Alfred.
Dagen før havde han hørt fremmede tale om ham: At han var blevet gammel og sløv, og at lageret havde brug for nye kræfter at han skulle udskiftes.
Hvordan den samtale endte, huskede han ikke. Det var egentlig lige meget nu.
Sneen dalede stadig, og et hvidt tæppe lagde sig over hans krop. Langsomt lukkede han øjnene.
Måske kan jeg denne gang undgå at åbne dem igen tænkte han, idet han gled væk.
Verden blev stille. Han mærkede ikke længere kroppen, knap nok vinden. Men pludselig, igennem mørket, lød en velkendt stemme:
Kom så, Alfred. Op med øjnene, gamle dreng. Du skal med mig nu!
Resten er en tåget erindring: varme i bilens kabine, blød musik i radioen og underlige, nye dufte gennem vinduet.
Han sov næsten hele vejen, rullet ind på bagsædet.
Flere timer senere hjalp Mads ham forsigtigt ud og hen mod et lille stråtækt hus.
Du skal bo sammen med mig nu, sagde han mildt.
Alfred var mat, men forsøgte at logre. Det blev halvhjertet, men Mads forstod.
Kom nu indenfor, grinede Mads, så går det nok meget snart bedre.
De trådte indenfor, og straks spidsede Alfred ører: Den duft, han kendte bedre end sin egen hale
I næste sekund sprang en sort silhuet ned fra vinduet og løb ham lige i møde. Inden hun nåede helt frem, vidste han det, han havde håbet: Det var Trold!
Hvad sagde jeg, Alfred? sagde Mads med et lille smil. Tror du virkelig, jeg ville lade de skvat smide din ven ud i skoven?
Men katten og hunden havde kun hinanden for øje de havde en del at indhente.
Da de havde snakket færdig på deres hemmelige sprog, og endelig lå tæt sammen og hvilede, tænkte Alfred: Gad vide, hvad trold egentlig betyder?
Men han fortrød straks. Hvad gør det? Trold er min ven, og det er mere end nok.Han mærkede Trolds spinkle pote mod sin egen. Et stykke tid lå de bare sådan i ro, mens sneen udenfor dæmpede lydene og gjorde huset trygt. Mads puttede et tæppe om dem og gik ud i køkkenet, hvor duften af varm suppe snart bredte sig.
For første gang siden det hele gik i stykker, fyldtes Alfred ikke med uro, men en stille glæde. Han blinkede søvnigt, mens han lyttede til Trolds spinden, og lod minderne om mørket drive bort.
Der var ikke længere kold jord under hans krop eller sorte nætter uden håb. Her var varme, mad og den ven, han troede, han havde mistet for altid.
Ude i sneen satte Mads sin støvle i den første fure op mod huset. Ved døren standsede han og smilede ind til de to gamle venner.
Sådan fandt vinteren dem: tæt sammen under tæppet, mens en ny begyndelse voksede frem som tulipaner under sneen. Og selv efter alting havde set sort ud, vidste de nu begge én ting:
Der er varme nok til to og måske endda til tre når bare man ikke slipper hinanden.
