Siden den dag, da nogen tog det dyreste fra Troels, satte han aldrig sine poter i hundehuset igen. Nu sov han på den bare jord. Han spiste næsten ingenting. Selv sin eneste tilbageværende ven, Søren, reagerede han ikke længere på
Endnu en november havde sneget sig ind. Hver dag blev koldere, himlen trukket i stålgråt, og folk i København trak halstørklæder og uldfrakker tættere omkring sig. Luften sitrede allerede med vintervarsler, og Troels vidste snart ville sneen komme.
Mon de snart fylder mit hundehus med frisk halm? Jeg har nu pels nok til ikke at fryse ihjel, men om natten går kulden gennem marv og ben, tænkte han og strakte sig dovent på den våde jord.
Han fulgte modløst med øjnene vognmændene: de travede gennem gården, fyldte papkasser i store, grå lastbiler, hvis motorer duftede af et tungt, råt benzinslør. Den gamle vagthund gik helt upåagtet hen.
Hva ligger du her for? råbte en stemme tværs gennem gården. Dragan, stedets sure nattevagt, var trådt ud for at ryge. Du er her for at holde øje, ikke for at daske den, din dovne køter! Føj!
Han spyttede i gruset og forsvandt. Dragan havde hadet Troels, siden han var hvalp uden egentlig grund.
Senere trillede en mørkegrøn Opel ind på pladsen. Troels fór op, pelsbustende.
Hej ven! sagde en mand med lyse kinder og strikhue. Jeg er kommet med varme til dig.
Det var Søren, hans blide, rare vagtmand. Altid en kærlig bemærkning og en tarvelig frikadelle i lommen. Selv på fridage glemte han aldrig Troels denne dag kom han med frisk halm, så vinteren kunne overleves.
Med rolige hænder stoppede Søren huset med halm og gav en skål dampende havregrød med resterne af medisterpølse. Han ventede tålmodigt til hunden havde spist op, vaskede skålen og drog først bort derefter.
Troels var alene igen. Natten nærmede sig i drømme mærkede han mindre ensomhedens stikkende kulde.
Da mørket lagde sig, listede Troels mod sit hus. Skulle lige til at putte sig, men standsede brat.
To lysende grønne cirkler glimtede i halmen. Et hvæsende, dunkelt suk.
Foran ham satt nu en mager, sort kat med voldsomt store øjne, der i blikket sagde: Forsøg dig ikke! Prøv ikke noget, min ven!
Troels slikkede sig om mulen og blev underligt glad overrasket.
Der er ikke meget plads, men vi kan ligge to i huset, besluttede han optimistisk.
Han trådte et skridt nærmere, men straks blinkede kløerne som små sabler i mørket.
Sssss! advarede katten.
Så kan jeg da bare sove udenfor, sukkede hunden, og lagde sig bladgrønt tålmodigt foran sit eget hus.
Morgengry i København. Troels vågnede udstrakt og sulten; ventede på den daglige morgenbid. Inde i huset lå katten og sov på ryggen i halmen.
Hvor er hun dog kær!
En doven Dragan kastede nogle uspiselige stumper leverpostejbrød mod Troels. Han fik aldrig rigtig mad fra Dragan, blot tilfældigheder og maven vred sig ofte bagefter. Men han måtte nøjes.
Et tag i snuden, og straks opfangede han ukendte dufte: Katten! Uanfægtet af den store hundepels, sad hun tæt på og gnavede pølseskind, som om dette var hendes selvfølgelig ret. Troels blev glad for at kunne dele noget med hende især fordi hun så så sulten ud.
Hun blottede straks kløerne, da hun mødte hans blik, troede måske, han ville tage det fra hende? Troels lagde brødstykket ned, forsigtig, og så på hende.
Hele dagen sneg de sig omkring hinanden. Katten med mistro, han med åben, logrende nysgerrighed.
Senere, da skumringen faldt ind, blev endnu en rest kastet til Troels. Katten var straks i færd med aftensmaden.
Hov! sagde Dragan med en gysen. Hvad er det for en troldkat? Skrub af, forbandede bæst!
Katten pilede om bag Troels. Han tøvede, men spændte så kroppen og blottede tænderne overfor Dragan, der fnyste og trak sig tilbage. Den nye nattevagt kiggede knapt på dyrene.
Katten sendte Troels et hurtigt blik af afdæmpet taknemmelighed. Og Troels tænkte:
Troldkat mon det er hendes navn? Så er det vel Trold hun er!
Sneen bed sig fast, nætterne blev knitrende. Trold flyttede ind i halmen igen. Troels kiggede ind, bad om lov; hun skubbede sig modvilligt til side. Hele natten lå de rullet tæt sammen søvnen så dyb og tryg som aldrig før.
Snart var de sammen om alt. Mad, stunder, mærkelige samtaler på det særligt dyriske sprog.
Da Søren ved selvsyn så den lille sorte tæt ved Troels, måtte han gnide øjnene. Men snart indså han kærligheden har ingen størrelse, og dyrene havde fundet hinanden.
Han tog Trold med til dyrlægen, fik redt hendes filtret pels og fodrede hende. Efter et par uger blev hun stærk og tryg.
Kun Dragan forstyrrede freden. Han havde bildt sig ind, at sorte katte, særlig denne, bragte ulykke og måtte væk! Han forsøgte endda at lægge forgiftet mad ud, men Troels opdagede det straks.
En nat, hvor frosten borede sig ind i alt, lå Troels og slikkede en af Trolds sædvanlige sår. Så duftede de røg.
Troels sprang op gøede manisk. I et glimt brand! Lageret brændte!
Dragan fór ud, så mobilen manglede. Trold miavede. Katten sad ved den tabte mobiltelefon.
Skide trolddyr! råbte Dragan, slyngede katten væk, snuppede telefonen og tilkaldte brandvæsnet.
Troels fandt sin veninde, og sammen skjulte de sig i buskadset, indtil ilden slukkede.
Senere på aftenen hørte Troels Dragans stemme ved skuret:
Jeg sagde det jo, ulykker følger den kat. Prøv at se hendes øjne en rigtig troldkvinde!
Hvad vil du så gøre? spurgte en anden.
Ud i skoven med den. Det er nemt.
Troels hjerte for gennem brystet. Han pressede sig tæt ind til den sovende Trold.
Helt ærligt altså, hun dør jo! modsagde Søren.
Mig rager det! Er det ikke nok med brand? bød en tredje ind.
Ingen tager katten med nogen steder. Basta, brummede Søren, slamrede døren og gik.
Næste morgen vågnede Troels, rakte sig, gispede en smule. Katten var væk.
Han rev halmen fra hinanden, løb ud, gøede tyst og kvalt. Alt, han så, var en sort plastikpose blæst forbi.
Dragan stod i døren, slikkede sig om munden.
Nå, leder du efter din katteven? Ingen grund hun laver sig nu ulykker andetsteds.
Troels stirrede, søgte en anden mening.
Men faktisk hun klarer det næppe. En dag eller to mere, så er det slut. Eller det er det allerede.
Han sagde intet. Selv et smertefuldt hyl sad fast indeni.
Og sneen begyndte. Store flager dækkede ham, mens han lå ubevægelig.
Siden nogen tog det dyrbarste fra ham, satte Troels ikke sine poter i huset igen. Han spiste knapt, reagerede ikke på Søren.
Troels, hun er nu et meget bedre sted. Hun har det varmt og godt, tro mig. Lytter du? hviskede Søren, satte sig i sneen og klappede den store hund.
Jeg vil også derhen. Må jeg? Til min Trold. Må jeg komme?
Morgenen før havde han overhørt fremmede menneskestemmer. De diskuterede ham, som om han ikke længere var levende, men et møbel. Han var for gammel, sagde de, snart ingen nytte lagret behøver en ung hund, den gamle må væk
Hvordan samtalen endte, var ligegyldigt. Alt betød ingenting for Troels undtagen én ting.
Sneen dalede. Kolde fnug lagde sig på ryg, næse, ører. Et hvidt tæppe indsvøbte ham. Han lukkede langsomt øjnene.
Hvad nu, om jeg aldrig åbner dem igen ?
Verden blev tavs. Troels mærkede knapt kroppen mere dufte, vindesus: alt forsvandt. Men gennem mørket hørte han en stemme, velkendt:
Kom, ven. Op med dig, nu skal vi hjem!
Resten flød sammen i drøm: Varmen i Sørens bil, det polstrede sæde, en lang tur gennem sjove, snoede gader, underlige dufte gennem ruden.
Tristheden havde gjort ham sløv og træt, snart sov han tungt til en sagte dansk radiohymne
Endelig standsede bilen. Søren hjalp ham ud, bar ham næsten hen til døren.
Nu bor du her, min ven.
Troels mærkede næsten ingenting, men forsøgte at se glad ud for Sørens skyld. Det lykkedes klodset, men Søren forstod, som altid.
Bare rolig. Indenfor får du det bedre, lovede han og åbnede døren.
Så snart de var over dørtærsklen, stivnede Troels. Den duft han kendte den bedre end nogen anden.
Fra vindueskarmen hoppede et lille, sort styrtregn katten skyndte sig hen mod ham. Før hun nåede ham, vidste han det allerede det var hende. Hans Trold!
Jeg sagde jo, hun var i gode hænder, smilede Søren. Trodser du virkelig, gamle ven, at jeg lod dem smide hende ude i skoven?
Men hunden og katten havde ikke tid til at svare ham de havde så meget at fortælle hinanden!
Da de langt om længe var færdige med deres særlige samtaler, smøg begge sig på plads til ro. Troels tænkte hvad mon trold egentlig betyder?
Han ville lige spørge Trold om det, men ombestemte sig. Hvad gør det? Trold er min ven og det er alt, som tæller.I det svage vinterlys krøb Troels og Trold tæt sammen på det lune tæppe, mens Sørens stemme summede fra køkkenet. Duften af stegt lever og varm mælk svævede ind til dem fremtiden lugtede ikke mere af kulde og sult, men af noget rart, blødt og evigt. Troels lukkede øjnene og følte Trolds varme krop mod brystet; hendes spind lød som et lille tog, der trommede hjemad gennem sneen.
Udenfor dalede snefnuggene tyst, men indendørs slog gamle hjerter nye rødder.
En sagte pote lagde sig over hans pote i mørket.
Sådan fandt de hinanden, lige dér hvor både savn og kulde blev blidt glemt og mens sneen lagde København øde, var to små væsner endelig hjemme.
