Anna Birgitte Møller havde arbejdet på caféen Ved Broen i mere end seks år dengang. Hun kendte alle stamgæsterne, vidste præcis hvad de plejede at bestille og hvilke små vaner, de havde.
Men dén onsdag eftermiddag trådte en fremmed ind en ældre herre, hvis slidte frakke og lille lærredstaske skilte sig ud. Han valgte et hjørnebord, satte sig roligt ned og åbnede sin gamle tegnebog.
Anna betragtede ham på afstand. Han hældte en håndfuld småpenge ud på bordet og begyndte at tælle med rystende fingre.
Hendes hjerte trak sig sammen. Da hun gik hen for at tage hans bestilling, sagde han lavmælt:
Bare en kop kaffe. Det er alt, jeg har råd til.
Anna nikkede og gik derfra, men noget brast indeni hende. Mennesker i hans alder skulle ikke tvinges til at vælge mellem værdighed og sult.
Hun fandt sin egen pung og betalte diskret for en varm suppe og en rugbrødsmad til ham. Da hun serverede maden, så manden overrasket op.
Men jeg har ikke bestilt dette.
Det er caféens hilsen, sagde Anna blidt.
Hans øjne blev blanke.
Tak du minder mig om en, jeg engang kendte.
Han spiste langsomt, nød hvert eneste stykke. Inden han gik, lagde han vejen forbi disken. Anna skrev caféens telefonnummer på bon’en hvis han en dag skulle få brug for hjælp.
Du har reddet mig i dag, hviskede han.
Anna smilede varmt og tænkte ikke mere over det.
To timer senere lød dørklokken pludseligt mere skarpt. To betjente trådte indenfor.
Må vi spørge, om De genkender denne mand?
De viste et billede. Det var ham.
Kulden krøb op gennem Annas krop.
Hvad er der sket? Er han okay?
Betjentene så på hinanden.
Han blev fundet nede ved åen, sagde den ene sagte.
Han er gået bort for ganske nylig.
Anna tog sig til munden.
Nej han var her jo lige før.
Betjenten nikkede.
I hans frakkelomme fandt vi denne bon med caféens navn og Deres nummer.
De var måske den sidste, han talte med.
Han rakte hende en sammenfoldet seddel.
Annas hænder rystede, mens hun foldede papiret ud.
Med sirligt dansk skrift stod der:
Til den gode servitrice:
Tak fordi du så mig som et menneske i dag.
Du gav mig varme, da jeg manglede det mest.
Nu kan jeg tage herfra med fred i sindet.
Anna græd, ikke af skyld, men fordi hun indså, at selv den mindste venlighed kunne skinne stærkest i et menneskes mørkeste time.
Betjentene sagde ikke meget. Til sidst bemærkede den ene:
Han havde ingen familie. Det var godt, at han netop mødte dig i dag.
Anna holdt sedlen tæt ind til sit hjerte.
Siden den dag betalte hun hver dag for ét måltid til en fremmed ikke af medlidenhed, men af kærlighed til én, hun kun kendte en time
og som ændrede hendes liv for altid.
