Ved du hvad, jeg tænkte at jeg ville fortælle dig noget, der virkelig satte sig i hjertet på mig, især når det gælder familie og hvad det egentlig betyder. Du ved, dengang da Jens mistede sin søster ovre på Fyn. Han tog selv af sted for at sørge for begravelsen. Hans kone, Kirsten, var nødt til at blive hjemme i Aarhus, for hun havde det ikke for godt med helbredet.
Kirsten havde gjort alt klar, for hun vidste, at Jens ville være hjemme sen aften. Hun satte kartoffelmos og frikadeller over, dækkede op, og ventede bare på, at han trådte ind ad døren. Lige da han kom ud i køkkenet, sagde hun tørt: “Du kommer lige til aftensmaden.” Men Jens var mærkelig tavs og kiggede på hende på en måde, hun slet ikke var vant til. “Hvad er der galt?” spurgte hun, lidt bekymret. Jens svarede: “Jeg er altså ikke kommet hjem alene.” “Hvad mener du? Hvem har du med?” spurgte hun undrende.
Da trak han en spinkel pige frem bag sig. “Kirsten, det her er min søsters barnebarn. Hun hedder Freja.” Kirsten kiggede strengt på pigen og endnu mere på sin mand men hun sukkede bare og sagde: “Kom ind, Freja. Jeg dækker om lidt.”
Hun havde jo lavet maden klar på forhånd. Kartoffelmosen blev lagt op, frikadellerne også. “Sæt dig nu, Freja. Spis lidt,” sagde hun så imødekommende hun kunne. Pigen satte sig stille og begyndte at tage forsigtigt af maden, mens Kirsten og Jens gik ind i soveværelset for at tale sammen.
Kirsten lukkede døren halvt bag dem og sagde lavmælt: “Jens, hvad er det her for noget?” Han svarede: “Freja har faktisk ingen tilbage. Min niece kom end ikke for at sige farvel til sin egen mor. Det var min søster, der har taget sig af barnebarnet siden hun var tre. Nu er hun helt alene.”
“Jens, vi er jo pensionister. Heller ikke særlig raske mere spurgte hun opgivende. Hvor gammel er hun? Tolv, svarede Jens, Hun skal have nogen til hun bliver voksen. Hvor skal pengene komme fra? spurgte Kirsten. “Vi får børnetilskud for hende, og huset på Fyn sælger vi det kan give os en slat. Anna og Bo kan også hjælpe lidt til, hvis det bliver nødvendigt det er jo vores børn.
“De har deres egne problemer. Deres unger er jo snart flyvefærdige. Vores børnebørn bor langt væk, men vi har jo altid talt om at hjælpe dem,” sukkede Kirsten. “Men Freja er altså også dit barnebarn på sin vis,” sagde Jens.
“Ja, men ikke biologisk Nu kommer vi for sent til middagen, sagde Kirsten opgivende, og sammen gik de ud til Freja. Hun kiggede uroligt på dem, havde godt fanget stemningen. Bedste Kirsten, I må ikke smide mig ud! Jeg lover at hjælpe jer alt hvad jeg kan. Du skal bare blive her, Freja, sagde Kirsten og gav hende et lille kram.
Et år gik. Jens blev syg og gik bort. Anna og Bo kom hjem, sagde farvel og satte sig ved køkkenbordet med deres mor. Freja gik over til naboen for hun forstod godt, at den her snak ikke var for børn. Anna sagde: “Mor, hvorfor skal du tage dig af den pige? Hun er jo kun svogers barnebarn, og du er gammel og skrøbelig. Kirsten fældede en tåre: “Jeg har ingen andre. I kommer jo næsten ikke mere, og jeg bliver mere og mere syg. Det ville være rart med én i nærheden.” Bo lagde hånden på søsterens skulder: “Mor, du har vel ret. Lad pigen blive, hun hjælper dig jo.”
De blev et par dage og tog så tilbage til København og Odense, hvor de havde deres egne børn som der var nok at holde styr på. Kirsten og “ikke-rigtige-barnet”, Freja, blev alene i lejligheden igen. Freja var kun tretten, men hjalp med alt madlavning, rengøring, og passede Kirsten.
Kirsten fik det dog værre, og Anna og Bo kom endnu engang for at se til hende. “Jeg har det så skidt, at jeg dårligt kan gå mere. Godt Freja er her. Jeg vil faktisk overdrage lejligheden til hende,” sagde Kirsten en morgen. “Er du nu sikker, mor?” udbrød Anna. “Du har seks børnebørn, min Oline er fjorten, og Bos datter Mia er femten. Snart vil de jo flytte hjemmefra.”
Kirsten sukkede. “Men ingen af dem har vist interesse for at hjælpe den gamle bedstemor.” Anna blev hurtigt enig med sig selv: “Det er jo sommer og de har ferie jeg ringer og får dem herop, så får Freja fri.” Og det skete. Dage senere ankom Oline og Mia, og deres forældre tog straks hjem.
Freja trådte igen til siden, boede lidt hos naboerne. Men pigernes glæde ved at være hos bedstemor var kortvarig. Første aften gik de rundt ude i byen, kom sent hjem og måtte modvilligt hjælpe hende på toilettet, hvilket de bestemt ikke var begejstrede for. Om natten skulle hun have vand eller hjælp men det var kun efter megen råben, at de trådte til. Og da bedstemor en dag spurgte, om de kunne hjælpe hende i bad, var det dråben. De ringede straks hjem og forlod hende næste dag.
Kirsten var endnu en gang alene med Freja. Hun var nu endnu svagere, kunne dårligt selv rejse sig men Freja styrede det hele. Hun gik nu i 9. klasse, klarede skole og hjem og alt, der skulle gøres.
Kirsten lå der og tænkte meget: “Tænk engang, hun er ikke engang mit eget barnebarn, men alligevel passer hun på mig som ingen anden. Jeg må få skrevet lejligheden over på hende. Børnene må forstå det. Møjsommeligt rejste hun sig, tog telefonen, fandt en advokat og ringede. Dagen efter kom han og ordnede papirerne.
Så ringede hun til sine børn og sagde, at nu var det besluttet lejligheden gik til Freja. Anna og Bo dukkede hurtigt op. Mor, har du virkelig tænkt dig at give alle dine penge og lejligheden til hende?” spurgte Anna straks. “Kom med over til os i stedet, du kan bo på skift hos mig og Bo. Vi sælger lejligheden.” Og hvad med Freja?
“Vi kan da sætte hende på børnehjem. Du har jo dine rigtige børnebørn, de kan tage sig af dig,” sagde Anna. Kirsten sukkede. “Det har de jo vist, at de ikke kan. Jeg har det bedst med Freja her hos mig,” svarede hun.
Bo sagde til sidst: Ja, mor, hvis du føler dig tryg og glad med Freja, så er det bedst sådan. Det er din beslutning.
De blev et par dage og tog hjem igen. Freja kom hjem fra naboen og spurgte: “Kirsten, hvorfor var Bo og Anna her?” Kirsten smilede: “Bare på besøg, kom, jeg vil lige vise dig noget.”
Hun bad Freja hente mappen fra kommoden. Freja satte sig ved siden af. “Alle papirerne på lejligheden de er nu skrevet over på dig.” “Men Kirsten, hvorfor? Jeg er jo ikke din rigtig familie” “Du ER familie for mig, Freja! Du må aldrig forlade mig!” Og Freja krammede hende og sagde: Du er den eneste familie, jeg har, Kirsten. Dig forlader jeg aldrig.Kirsten lænede sig let tilbage i stolen og klappede Frejas hånd. Solen sivede ind gennem gardinet og kastede et gyldent skær over det slidte køkkenbord. “Du skal vide, Freja,” hviskede Kirsten, “at familie iblandt ikke er det, vi er født med, men dem vi vælger at blive gamle sammen med.”
Så sad de der, stille, og lyttede til lydene udenfor: børn, der legede, ringeklokken fra ismanden, duften af nybagt brød fra nabolejligheden. For første gang følte Freja sig ikke som en gæst eller et ansvar. Hun følte sig hjemme.
Ugerne gik, og Kirstens kræfter ebbede langsomt ud. Men Freja, nu både stolt og kærlig, holdt hendes hånd hver dag, læste historier højt og lavede hendes yndlingsretter, så godt hun nu kunne. Da Kirsten en tidlig morgen lukkede øjnene den sidste gang, sad Freja stadig ved hendes side og Kirsten slap ikke hendes hånd.
Efter begravelsen spurgte naboerne, om Freja havde nogen. Hun svarede, hun havde haft verdens bedste. Hun fandt nøglerne i sin lomme, trådte ind ad døren til den lille lejlighed med det ternede køkken og tænkte: “Her bor min familie. Her skal jeg passe det, jeg har arvet ikke kun en lejlighed, men et liv fyldt med kærlighed, som jeg aldrig lader gå tabt.”
Og hver gang hun mærkede savnet, satte hun sig ved det gamle køkkenbord, hvor to hænder engang klassede kartoffelmos på tallerkener og vidste, at Kirsten stadig sad med hende, usynlig, men aldrig væk.
