Da min søster døde, måtte jeg tage til hendes landsby for at arrangere begravelsen. Min kone, Kirsten, blev hjemme helbredet rakte ikke til sådan en rejse. Hun havde forberedt alt til min hjemkomst most kartofler og frikadeller stod klar på tallerkenerne. Jeg trådte ind i køkkenet.
Du kommer lige til aftensmaden, sagde Kirsten. Jeg svarede hende ikke men kiggede lidt mærkeligt på hende.
Hvad er der galt? spurgte hun forundret.
Jeg er ikke kommet alene hjem, sagde jeg så.
Ikke alene? Hvem har du taget med? undrede hun sig.
***
Kirsten Jensen tænkte ofte på, hvordan tiden bare var gået nu lå hun i sengen og stirrede i loftet, mens tanker om livet dukkede op. Især de seneste tre år.
Dengang var min mand netop fyldt toogtres. Han mistede sin søster, der boede på landet. Søsteren havde været alene, så det var mig, Søren, der måtte begrave hende. Men da jeg vendte hjem…
Jeg havde en tynd pige med mig:
Kirsten, det her er min søsters barnebarn. Hun hedder Rikke.
Kirsten så strengt på hende, kiggede så med et alvorligt blik på mig, men sagde alligevel:
Kom indenfor, Rikke! Jeg skal nok lige gøre aftensmaden klar.
Hun havde sørget for alt til min hjemkomst moste kartofler, frikadeller, alt stod klar.
Sæt dig ned, spis, Rikke! sagde hun så blidt hun kunne.
Pigen begyndte at spise. Kirsten nikkede mod mig, og vi gik ind i soveværelset.
Søren, hvad er meningen med det her? hviskede hun med døren lukket.
Kirsten, lad hende bo her. Hun har ingen andre.
Hvor er din niece henne?
Hun dukkede ikke engang op til sin mors begravelse. Søster tog sig af barnebarnet, siden hun var tre år. Nu er der ingen tilbage til Rikke.
Søren, vi er pensionister begge to. Og vores helbred er ikke, hvad det har været… Hvor gammel er hun?
Tolv.
Der er otte år, til hun fylder tyve…
Vi får støtte for hende, og huset efter søster sælger vi om et halvt år. Huset er ikke stort, men vi har sparet lidt op, og Anna og Henrik hjælper os, hvis det kniber de er trods alt vores børn.
De har også deres at se til. Alle deres børn går i skole, og snart skal de jo giftes og have deres egne liv, selvom de bor langt væk og slet ikke ser os så tit. Vi havde jo tænkt vi skulle hjælpe dem lidt.
Kirsten, men Rikke er min søsters barnebarn.
Hun er jo ikke vores eget barnebarn, sagde hun og viftede med hånden.
Nu går vi ud, maden bliver kold.
Rikke så forskrækket på os, da vi kom ind i køkkenet hun havde nok forstået, hvad snakken gik på. Hun rejste sig og stammede:
Bedste Kirsten, smid mig ikke ud! Jeg har ikke andre end dig og bedstefar. Jeg skal nok hjælpe jer!
Nåh ja, du bliver bare her, sagde Kirsten.
Et år senere døde min Søren. Børnene kom. Tog afsked. Sad så og talte med deres mor, mens Rikke gik over til naboen hun forstod godt, det ikke var snak for børn.
Mor, hvorfor holder du egentlig Rikke?
Hun er Sørens barnebarn, og hun har ikke andre, sagde Kirsten og begyndte at græde.
Vi kunne nu ordne, hun kom på børnehjem, sagde datteren Anna. Du er jo ikke ung længere, hvorfor tage så stort et ansvar på ældre dage?
Jeg er helt alene nu. I kommer mindre og mindre mit helbred er ikke godt, men bare jeg har nogen, så går det.
Jamen, Anna, sagde Henrik, mens han lagde hånden på søsterens skulder, det er måske bedst, mor ikke sidder helt alene. Lad bare Rikke blive her.
De blev hos Kirsten en enkelt dag mere, så tog de hjem til deres egne børn og det travle liv.
Kirsten blev således alene med “den ikke-rigtige barnebarn”. Rikke var en dejlig pige, også selvom hun ikke var biologisk barnebarn, og nu tretten år, gjorde hun alt for at hjælpe sin bedstemor.
Men med tiden fik Kirsten det dårligere. Igen kom datter og søn på besøg.
Jeg har det så dårligt, knap jeg kan gå, sagde Kirsten dagen efter at de var kommet. Det er godt, Rikke er her, jeg vil skrive lejligheden over på hende.
Hvad siger du, mor? protesterede datteren. Du har seks børnebørn, min Sofie er fjorten og Henriks Katrine er femten. Tro mig, snart vil de giftes.
Der er bare ingen af dem, der vil passe deres gamle bedstemor.
Det er sommerferie nu, vi ringer til dem! sagde Anna. De kommer og bor hos dig hele sommeren.
Tre dage gik, så kom Sofie og Katrine. Forældrene tog hjem. Rikke blev hos naboen.
Barnebarnene var glade for at slippe for forældrene og være alene hos bedstemor. Den første dag var de ude til sent. Da de kom hjem, lå bedstemor i sengen og kunne ikke komme op maden var heller ikke klar. Hun bad den ene om at hjælpe hende på toilettet, men de så trætte ud det havde de ikke lyst til, men de blev nødt til det.
Om natten bad bedstemor flere gange om vand, indtil Katrine omsider hjalp. Da hun igen måtte på toilettet, begyndte pigerne at skændes om hvis tur det var.
Om morgenen skulle der laves mad, og bedstemor skulle have hjælp. Heldigvis kunne hun gå i køkkenet selv. Men efter to dage var barnebarnene trætte. Da Kirsten bad om at blive hjulpet i bad, fik de nok. De ringede hjem, og næste dag var de væk.
Og igen var bedstemor alene med “ikke-barnebarnet”. Hun var så svag, at det knap gik at komme ud af sengen.
Sådan gik der endnu et år.
Hele lejligheden var nu Rikkes ansvar hun var blevet femten, gik i niende klasse, passede skolen, holdt lejligheden ren og passede bedstemor. Kirsten tænkte ofte:
“Tænk, hun er ikke engang mit eget barnebarn, men hun forlader mig ikke! Hvad bringer fremtiden tre år, måske fem… Jeg må skrive lejligheden over på hende. Børnene forstår det nok.”
Langsomt rejste hun sig og tog sin mobil stadig den, Søren for mange år siden havde givet og lært hende at bruge. Hun fandt en notars nummer og ringede.
Næste dag kom notaren, og alt blev ordnet.
Kirsten ringede straks til Anna og Henrik for at fortælle om sin beslutning. De var der allerede næste dag lejligheden lå på andet sal og var stor, tre værelser, i et dejligt kvarter.
Mor, måske var det dumt? begyndte Anna. Kom og bo hos os et måned hos mig, en måned hos Henrik, så sælger vi din lejlighed.
Og hvad med Rikke?
Hende kan vi anbringe du har jo rigtige børnebørn til at passe dig.
Jeg ved godt, hvordan de passer mig. Med Rikke er jeg mere tryg. Jeg vil ikke flytte frem og tilbage hver måned.
Ja, Anna, sagde Henrik. Det er nok også bedst. Hvis mor har det godt med Rikke, så er det vigtigste det. Hun har besluttet vedrørende lejligheden sådan er det.
De blev nogle dage hos mor og tog så af sted igen. Rikke kom hjem til bedstemor.
Bedste, hvorfor var Henrik og Anna her?
De var bare på besøg, sagde Kirsten med et smil. Sæt dig, jeg vil fortælle dig noget.
Du er så hemmelighedsfuld, bedstemor.
Ræk mig mappen, der ligger på kommoden.
Hun hentede den og satte sig ved siden af.
Lejligheden har jeg nu skrevet over på dig. Alle papirer ligger her.
Men hvorfor, bedstemor? Jeg er jo ikke din rigtige barnebarn.
Lille skat, du er den allernærmeste jeg har! Bare du aldrig forlader mig!
Hvad snakker du om! Jeg har ingen nærmere end dig, bedstemor.
