Sent på aftenen ringede telefonen. Jeg tog telefonen og hørte min datters stemme.

Middel på aftenen lød der en stemme fra telefonen. Jeg løftede røret og hørte min datter på den anden side.
– Mamma, det er mig, Mette. Der er ulykke! Min mand har sparket mig ud. Jeg kommer til jer i morgen med faderen og vil bo hjemme.
– Nå, hør her, apane, i har jo ingen forældre mere, og der er intet hus for dig.
– Hvad? – udbra-bred Mette. – Hvad sagde du?
Det kan jo ikke være rigtigt. Vi er jo jeres eneste datter. Jeg har ret til lejligheden! – råbte Mette i røret.
– Nej, barn, I har ikke noget hus. Vi har givet det til Trine, hun er nu ejeren. Vi ønsker ikke at have noget med jer at gøre. I er ikke min datter.
Ring ikke herop. I har tabt alt! – afsluttede jeg samtalen. Efter hvad Mette havde gjort, havde jeg fuldt afgjort ret til at sige det.
Stående ved vinduet tænkte jeg pludselig tilbage på, hvordan den her historie også startede med et telefonkald.
Den ubehagelige ringelyd stod tidlig på morgenen. Jeg styrte op fra sengen og løb mod telefonen.
– Halløj!
På den anden side af ledningen hørtes en tikkende lyd.
– Halløj, halløj. Hvem er der?
– Karen, det er mig, Birgit.
– Birgit, hvad gør du ved at vække mig klokken ti om morgenen?
– Ja, jeg ved det. Karen, jeg skal ind i hospitalet. Jeg har brug for din hjælp. Min datter Trine skal have nogen til at passe hende. Send mig og Nikolaj ikke hen i forældrepladsen.
Min storesøster Anna havde altid været én af dem med særdeles stærk fantasi og stadig med en stak for sjov. Men dette gik over grænserne.
Jeg tøvede med telefonrøret, vidende, at der var sket noget alvorligt, men stadig ikke helt i stand til at grebe det. Jeg blev bange.
– Birgit, hvorfor sagde du ikke noget tidligere? Hvad er det med dig? Hvor lægger du?
Anna havde haft sundhedsmæssige problemer i flere år, men havde aldrig gjort det til nogen stor sag. Sidste måned blev det forringet, hun lignede en skrumpet pumpe og så elendig ud. Diagnosen var alvorlig.
Hun havde brug for en hurtig operation, men kunne ikke have sig selv overbevist om at fortælle mig.
Jeg havde altid taget hende til gades, givet penge og fungeret som fødselsmor. Og så kom hun igen med sin ubehagelige belægelse og sit lille barn.
– Karen, operationens resultat er uforklarligt, ven, tag ikke Trine til gades.
Vi var i hospitalet inden for en time. Operationen var ikke i gang, men vi fandt Anna ikke. I gangen sad Trine, en lille fløjten, og jeg faldt i hende.
– Mamma skal have voldsom smerte? – spurgte pigen med tårer i øjnene.
– Nej, hun ligger i sofaen og sover.
Fire timer senere kom lægen og fortalte, at Anna var død.
Vi tog Trine hjem, og jeg gik op i Mettes vold, især da jeg advarede om, at vi havde købt stuet for en lille pige. Mette så grimt på mig og sagde ingenting.
Ti dage senere kastede hun Trines ting ud af volden og forbød, at pigen måtte komme ind.
Samtalen med datteren var almindeligt hård. Hun insisterede, at hvis hun bare fik vist sig, skulle hun kaste tingene.
For at undgå krig gav vi Trine vores kammer og gik i gang med at bo i stue.
Trine var en lille barnløs, og fra Anna havde vi aldrig fundet ud af, hvem hunes far var. Nu afhang hendes skæbne kun af os. Derfor gjorde vi aldrig noget forskel mellem Mette og Trine. For os var de begge døtre.
Tiden gik. Mette tog sin uddannelse og giftede sig. Hendes mand var velhavende og ældre end hende, men det betød ikke noget. Hun rejste hurtigt pakken og搬到 Søren.
Inden for en måned fortalte hun mig om brylluppet.
– Karen, jeg beder dig meget om, at din lille pæne Trine ikke må komme til brylluppet. Jeg vil ikke have, at jeg ser hende.
– Mette, man må ikke tale så. Trine er din søster, og at undlade at invitere hende vil såre os.
– Hun kommer ikke til mit bryllup! – insisterede Mette.
– I så fald kommer vi heller ikke.
– Perfekt! Nu har vi regler.
Jeg græd, men samlet mig igen og fortalte Nikolaj om, at jeg havde besluttet os om at tage en ferie i Bornholm.
– Hvordan med Mettes bryllup? – spurgte Nikolaj overrasket.
– Der er ingen bryllup, hvis vi ikke er inviteret.
– Trine, hjælp os til at finde et feriemål.
– Vi tager ferie? – spurgte Trine.
– Ja, min pige, vi har ret til det.
– Hør, jeg er så glad, – råbte min søster i jubel, mens hun rullede rundt i stuen.
Vi blev tre. Trine slap til gades fra folkeskolen og skulle på universitet. Det gik godt, og hun blev arkitekt. Hendes mor Anna havde været en herværend kunstner og kendt i sine kredse. Trine havde udvalgt den vej.
– Eller måske sin fars, – mumlede Nikolaj, mistænkte en form for person som far til Trine.
Det gav jeg aldrig opmærksomhed. Trine var vores datter.
Et år senere fejrede vi Trines fødselsdag. Det dag Nikolaj blev pludselig udmattet, blev lys i huden og faldt i nedsættelse. Vi kalder ambulancen. Skulle i hospitalet, hvor lægen fortalte, at han havde brug for et dyrt lægemiddel, hvis han skulle leve.
Vi ringede til Mette, der hed, hunes mand havde penge og måske kunde hjælpe.
Mette tog telefonen, og jeg fortalte hende om vores situation.
– Mette, hej, du holder op på at være mere tilbageblik. Du ved, at din fader har brug for nogle dyr lægemidler, hvis han skal få liv, og jeg bad dig om at låne os pengene.
Det lange stilhed irriterede mig. Så tørrede Min nogle ord, men sagde:
– Okay, mor, jeg snakker med Søren og kalder jer igen.
Det tog længe. Mette kalder os først efter en time.
– Mam, hør, her er en sag. Så, babyen har bestilt en flaske, en superbil. Den har han lovet mig længe. Jeg kan ikke droppe det. Enten får jeg bilen, eller jeg giver pengene til jer.
– Mette, min pige, vi betaler dig, så du ingen bekymrer.
– Mor, hør ikke. Du ved, jeg har tid til at få lavet pengene. Eller har vi så slans i livet?
– Har du hørt, hvad du siger, Mette? Din fader kan dø!
– Jeg kan ikke hjælpe. Tag lån i banken. Vi har jo ikke brug for en stor fejring.
Jeg faldt fra telefonen. Selv om jeg ønskede at stå op, var jeg allerede ved at falde i koma.
– Tante Karen, hvad er det med deg?
Trine løb imod mig og hjalp mig. Jeg græd højt.
– Hør, tante Karen, lad os sælge din lejlighed for at få lidt penge. Jeg har ikke brug for det. Det er farligt at bo der. Jeg vil, at din fader skal leve. Vi sælger den billigere, og du modtager en depositum, som du kan bruge til lægen.
– Min pige, viallocator er ikke rettig til at bruge din venlighed. Hvad ville din mor sige, hvis hun havde vidst det?
– Tante Karen, du er stil i din intelligens. Hvor tænker du over, hvad min mor ville have sagt? Din fader er i fare. Nu skal vi hjælpe ham hurtigt og vel.
Jeg omfavnede Trine og visste ikke, hvordan jeg skulle takke hende.
Vi sælger lejligheden samme dag, hvad der tog et par uger. Efter naturlige dokumenter får vi lægen til modtagelse. Det hjælper. Nikolaj blev genoprettet. Vi følgt hele vejen.
Når Nikolaj havde forbedring, besluttede vi os til at give lejligheden til Trine. Gik til notar og skiftede dokumenterne. Trine var taknem. De resterende penge lagt i bank.
Vi levede sammen og glædede over livet, indtil der var nogle natten.
Der var et kald, hvor Mette ringet os op for at fortælle, at hun skulle hjem. Søren havde dumpet hende.
– Vi har kun én pige, Trine. – svarede jeg og lagde røret.
Efter cirka fem år blev Trine gift. Stas var jordemandsmand. Han boede på landet og havde et stort hus. Hans økonomi gik godt, og han tænkte på at åbne en fabrik til konservering.
Moders mand inviterede os til at flytte til huset til gades, men vi valgte at besøge dem hvert anden uge.
Vi blev altid overrasket over den fine kammer, som deres byttegaver. Nikolaj og Stas blev venner og tog ofte fisketur. Nikolaj hjalp ham med at oprette landbrug, og Trine lavede en plan for konserveringsfabrikken. Vi levede overalt som en stor familie, selvom ikke alle boede sammen.
Af Mette tænkte jeg kun på bryllupsdagen, den dag Nikolaj og jeg tog til Bornholm, til det samme østergav, som vi havde været i tidligere. Trine tilbydte os brok-kort.
Hver gang i den dag tænkte jeg over, hvordan jeg kunne have educeredt min egen datter, der regnede penge højere end liv.
Og Trine, der var ude af barndom og mistet sin mor tidligt, havde respekt for alles liv. Hun var klar til at give alt for vores lykke.