Sent sen aften i supermarkedet.
En kold aften i den lokale Kvickly sad Mette bag kassen, med tårer i øjnene, udmattet af træthed, uretfærdighed og ensomhed. Den søvnløse nat havde gjort sit. Hendes nabo, den berygtede dranker Jens, lavede igen larm gennem væggen med sine drukvenner. Selv politiet kunne ikke få ham til at holde op.
Mette tørrede øjnene og kiggede op. En flot, høj mand i en smart frakke nærmede sig hendes kasse. I en måned havde den mørkhårede mand handlet hos hende, altid med en pizza og en saftevand. »Sikkert en ensom sjæl,« tænkte hun. »En eller anden bliver heldig med sådan en flot fyr.«
Kunden smilede og rakte hende en halvtredser, men trak den tilbage. »Jeg finder lige småpenge, så jeg ikke giver dig besvær.« Han betalte og gik.
Der var kun en time tilbage før lukketid. De få kunder slæbte deres varer til kassen uden energi. Mette gabte og bande stille over Jens, der lige netop kom ind lurvet og med blå mærker, to flasker dyr vodka i hænderne. Han rakte hende en splinterny halvtredser med et hånligt smil. »Nu skal der festes til morgen,« tænkte Mette irriteret.
»Jens, har du røvet nogen?« Hans øjne blinkede morskt mellem blå mærker. »Hvor skulle jeg have stjålet den fra?«
Automatisk holdt Mette sedlen op mod lyset, følte efter med fingrene men pludselig… »Vent, Jens, der er noget galt… Den skal tjekkes.« Hun satte den i pengeseddelmaskinen og hviskede: »Hvor fik du den her fra? Den er falsk!«
Jens stivnede som på et pasfoto, krammede flaskerne og mindedes en glemt bøn. Så satte han dem hurtigt på disken. »Tjek også disse,« sagde han håbefuldt og rakte to flere halvtredsere. »Også dem. Jeg er nødt til at ringe til politiet!«
»Mette, jeg sværger, jeg fandt dem udenfor butikken nogen tabte sin pung, og jeg tog pengene. Råb mig ikke ud…« bad den berusede mand.
Kassemedarbejderen nød hans frygt, klar til at afsløre sin spøg: sedlerne var ægte. Men naboen greb de 15.000 kroner og skyndte sig mod skraldespanden for at skille sig af med beviset. Jens flåede sedlerne i stykker med tilfredshed og forsvandt.
Mette stod målløs. Hvad havde hun gjort? Men han fortjente det!
»Undskyld,« sagde den velkendte kunde. »Jeg købte en pizza tidligere…«
»Jeg husker det,« sagde Mette mistænksomt, »uden småpenge.«
»Nej, det er ikke det… Jeg har tabt min pung, da jeg satte mig i bilen. Hvor er jeg distræt.«
»Var der meget i den?« spurgte Mette og tænkte på Jens.
»Det er ikke pengene, de er ligegyldige. Jeg noterede et vigtigt telefonnummer på en seddel. Hvis nogen finder den, kan de beholde pengene men skriv nummeret til mig. Her er mit kort.«
»Selvfølgelig,« nikkede Mette.
Hun var dårligt til mode. Resten af sin vagt tænkte hun på, hvordan hun kunne hjælpe pizzamanden. Til sidst greb hun en pose og løb til skraldespanden for at tømme den.
Derhjemme fandt hun de flåede seddelstumper, mens hun bandede over sin dumme spøg.
»Og ham, så distræt… Det er sikkert en kvindes nummer,« tænkte Mette bittert, øjnene brændende. Hun fandt nummeret på to stykker.
»Men hvordan får jeg det til ham? Jeg kan ikke ringe fra min telefon, han vil måske ringe tilbage. Hvad skal jeg sige? Snakke om falske penge?«
Hun trak visitkortet frem: Alexander Sørensen, både arbejds- og privatnummer. Hun måtte ringe fra en anden telefon måske låne den gamle nabos? Men hvad hvis Alexander ringede tilbage, og naboen ikke forstod noget? Ville han tro, at hun, Mette, havde beholdt pengene?
Pludselig kom hun i tanke om viceværten, som ikke ville genkende hende bagefter. Men hvis han gjorde… bedre at sikre sig, at han ikke kunne. Hun gik mod garderoben…
Kort efter gik en rund figur ud af opgangen iført to jakker, to tørklæder, en dunhue og en hue. Hvem kunne genkende denne latterlige skikkelse? Hun gik langt omvej, holdt øje med omgivelserne… Der, på hjørnet, stod en passende person en ældre mand, perfekt til hendes plan.
»Her, jeg skal ringe, min telefon er død,« hviskede hun og viste en tyver. Manden rakte hende tavst sin telefon. Mette sendte straks nummeret til Alexander. Lettet takkede hun forsigtigt og skyndte sig hjem.
Alexander kunne ikke sove. Han tænkte ikke på pengene, men på et møde tidligere på dagen, hvor han havde hørt: »Hej, Alex!« I en åben busdør havde han set sin gamle ven Tobias. Fem år siden de sidst sås. »Jeg skal til stationen! Ring til mig!« vennen havde råbt nummeret. Uden sin telefon, som lå på kontoret, havde Alexander skrevet det på en seddel. Men nu var alt gået galt.
For at aflede tankerne fokuserede han på noget dejligt: kassemedarbejderen Mette. Hun havde fyldt hans tanker i en måned. Bølget hår, klare blå øjne, et varmt smil… Det var tid til at lære hende bedre at kende. Ensomheden begyndte at veje tungt.
Pludselig kom en besked. Kun et nummer. Hvis kunne det være? Så forstod han: Tobias nummer! I morgen ville han ringe. Hvis nogen havde fundet nummeret, havde de også fundet pengene. Nu skulle han takke afsenderen.
»Hej. Mange tak. Behold pengene, de er en gave.«
En mandestemme svarede forvirret: »GAVE?… Jeg forstår ikke. Jeg er viceværten.« Og han lagde på.
Ligegyldigt hvem der havde sendt det. I morgen ville han fortælle Mette om det. Hun så så trist ud i går, hun havde været så omsorgsfuld.
Med tanken om, at han nu havde en grund til at tale med hende, faldt Alexander i søvn med et smil.
Mette græd størstedelen af natten, ynkede sig selv over sit roddede liv, mens hun også havde ondt af stakkels Jens og den uopnåelige Alexander, den distræte.
Næste aften kom Alexander glad til kassen. »Mette, alt er godt. Nogen sendte mig det tabte nummer, jeg fik fat i min ven…« Han stoppede midt i sætningen. »Vent… Hvordan vidste de mit nummer? Jeg gav kun kortet til dig.«
Mette tav, ude af stand til at sige noget.
»Så det var dig, der fandt pengene
