Birthe knugede undersøgelsesresultaterne i sin hånd. Papiret var fugtigt af sved. Gangene på kvindeklinikken var overrendte.
“Birthe Mikkelsen!” råbte en sygeplejerske.
Birthe rejste sig og gik ind til lægen – en træt kvinde med slørede øjne – som tog mappen og skimtede papirerne.
“Tag plads,” sagde hun ligegyldigt. “Der er intet galt med dig. Din mand skal undersøges.”
Birthe følte kulden brede sig. Kasper? Men hvordan kunne det…
***
Hjemme hos svigermor skar hun kål til hvidkålssuppe. Kniven hvinede, som om den skar gennem fjender.
“Nå, lille ven, hvad sagde de?” spurgte Valborg uden at kigge op.
“Jeg er rask,” mumlede Birthe og tog jakken af.
“Hvorfor ser du så sådan ud?” Valborg så op, og hendes øjne flakkede.
“Kasper skal til undersøgelse.”
Kniven standsede brat. Valborg rettede ryggen som en stivnet gren.
“Det er jo latterligt! Min søn er helt rask! I gamle dage fik kvinder børn uden alt det her pjat!”
Birthe gik ind i stuen. På sofaen lå et par sokker – en blå, en sort. Hun samlede dem mekanisk op og smed dem i vasketøjskurven.
Efter tre års ægteskab var de sokker blevet et symbol på deres liv – uens, uden sammenhæng.
Kasper kom sent hjem.
“Hvorfor ser du så sur ud?” brummede han og tumlede ned i lænestolen.
“Kasper, vi skal tale.”
“Hvad om?”
Hun rakte ham papirerne. Han læste dem og kastede dem på bordet.
“Og?”
“Du skal undersøges.”
“Det er da latterligt!” Han sprang op og gik frem og tilbage. “Se på mig! Jeg er da frisk nok!”
Han så også sund ud – bredskuldret, med mørkt, tykt hår. Men sundhed kan ikke altid ses udefra.
“Kasper, vær nu fornuftig…”
“Hold op!” råbte han. “Hvis du ikke vil have børn, så sig det dog! Hvorfor alt det her cirkus?”
Fra køkkenet lød hvæsende sutsko. Valborg stod bag døren og åndede så højt, at det kunne høres.
“Jeg ønsker mig børn mere end noget andet,” sagde Birthe stille.
“Hvorfor har vi så ingen? Har du gjort noget? Fået en abort, måske?”
Slaget var hårdt. Birthe vaklede.
“Hvordan kan du…”
“Hvordan skulle jeg ellers forklare det? Tre år, og intet! Og nu påstår nogle læger, at *jeg*…” Han tav og knugede næverne.
Døren smækkede op. Valborg stormede ind som en kampvogn.
“Kasper, hør ikke på hende! Det er fordi hun ikke har nok at lave. Hvis hun arbejdede mere, havde hun ikke tid til at løbe til lægerne.”
Birthe så på sin mand. Han vendte sig mod vinduet.
“Kasper, tror du virkelig, at jeg…”
“Jeg ved ikke, hvad jeg skal tro,” sagde han gennem tænderne. “Men jeg ved, at raske mænd ikke går til læge.”
Valborg nikkede triumferende.
“Han har ret. Det hører sig ikke til for en mand.”
Birthe følte noget briste indeni – som en streng, der knækkede.
“Godt,” sagde hun roligt.
Næste dag begyndte krigen. Valborg kritiserede alt – saltet var forkert opbevaret, gryderne ikke renset, støv på kommoden. Birthe tav og bed tænderne sammen.
“Burde du ikke få et arbejde i stedet?” spurgte Valborg giftigt til aftensmaden. “Så slap du for at rende til lægerne.”
Kasper spiste, uden at kigge op.
“Jeg har et arbejde,” mindede Birthe hende om.
“Tre dage om ugen – det er ikke et arbejde, det er en hobby.”
“Hvad har det med mit arbejde at gøre?”
“Alt! Min søn er sund, men du vil gøre ham syg! Når der ikke kommer børn, er det altid kvindens skyld!”
Birthe rejste sig. Benene var svage under hende.
“Hvad er der i vejen?” spurgte Valborg. “Skynder du dig væk så snart du har spist?”
“Jeg er træt,” svarede Birthe lavmælt.
“Træt? Hvad har du at være træt af? Tre dage om ugen er ingen belastning!”
Kasper så endelig op. Et glimt af medlidenhed, men han sagde ikke noget.
Om natten lå Birthe og lyttede til Kaspers snorken. Engang var lyden beroligende – nu irriterede den. Hvorfor havde hun ikke set, hvor stædig han var?
Om morgenen pakkede hun en gammel sportsbag. Ikke meget – nogle kjoler, undertøj, toiletartikler.
“Hvor skal du hen?” Valborg stod i døren med en kop i hånden.
“Til bedstemoder.”
“Længe?”
“Det ved jeg ikke.”
Kasper kom ud fra badeværelset og så tasken.
“Birthe, hvad foregår der?”
“Hvad der ser ud til.”
“Er du seriøs?”
“Hvordan ellers? Du vil ikke undersøges, din mor mener, det er min skyld. Hvorfor skal jeg blive her?”
Han kom nærmere og sagde lavt:
“Vær nu fornuftig. Hvor skal du tage hen?”
“Til bedstemoder.”
“Til den lille lejlighed? Der er knap plads!”
“Bedre tæt end uvenner.”
Valborg fnøs:
“Godt! Lad hende gå. Så kan hun se, hvor godt hun havde det her.”
Kasper sendte hende et vredt blik, men protesterede ikke.
Birthe tog tasken og gik mod døren.
“Birthe!” råbte Kasper.
Hun vendte sig. Han stod i gangen – forvirret, med vådt hår.
“Hvornår kommer du hjem?”
“Når du har været hos lægen.”
Døren smækkede.
Bedstemoder gispede, da hun så Birthe med tasken:
“Birthe! Hvad er der sket?”
“Jeg skændtes med Kasper. Må jeg bo her lidt?”
“Selvfølgelig, skat. Men der er så lidt plads…”
“Det gør ikke noget.”
Lejligheden var lille – en seng, et bord, to stole, en gammel tv. Men den var ren, og den lugtede af vanilje – bedstemoder elskede at bage.
“Fortæl mig, hvad der skete,” bad hun og satte vand over.
Birthe fortalte alt. Bedstemoder lyttede og rystede på hovedet.
“Åh, min ven… Mænd er stolte. For dem er det som døden at indrømme svaghed.”
“Skal jeg vente hele livet på, at han tager sig sammen?”
“Nej. Du gjorde det rigtige ved at gå. Lad ham tænke over det.”
De første dage var rolige. Birthe boede på en lille udtræksseng og hjalp til. Kasper ringede, men hun tog ikke telefonen.
Så begyndte bedstemoder at klage over brystsmerter. Ambulancelægen insisterede på indlæBedstemoderen blev indlagt, og under besøgene mødte Birthe den venlige læge Mikkel, der med tiden viste hende, at kærlighed ikke behøver at være fuld af fordomme og stædighed, og at nogle gange skal man gå sin egen vej for at finde den rette.
